Miley Cyrus vender tilbage til den lyd, der definerede hendes største flop – og ‘Something Beautiful’ er en triumf
SINGLE. Man siger, at den, der ler sidst, ler bedst.
Jeg tænker, at Miley Cyrus ler ret godt lige nu. For 10 år siden udgav hun det eksperimenterende, psykedeliske album ’Miley Cyrus and Her Dead Petz’ og blev latterliggjort af både musikpressen og den gængse poplytter.
Nu er Cyrus nået til et punkt i sin karriere, hvor hun kan gøre præcis, som det passer hende, og hun har valgt at introducere det, der med rette kan betegnes som en af årets mest imødesete plader, med en tilbagevenden til den lyd, der definerede hendes største flop.
Lytter man til ’Something Beautiful’ og derefter til en sang som ’Cyrus Skies’ fra 2015, er den stilistiske lighed slående: den luksuriøse atmosfære, den langsomme opbygning, de ildevarslende blæsere.
Dermed ikke sagt, at Cyrus ikke har udviklet sig i løbet af de seneste 10 år.
Med hvert album er hun kun blevet en dygtigere og mere udtryksfuld vokalist. I takt med at hendes stemme er blevet dybere, hæsere, mere moden, har hun fundet frem til hidtil uhørte nuancer og teksturer. Hendes stemme er en evigt voksende palet, som hun maler stadig mere detaljerede billeder med.
På ’Something Beautiful’ lyder hun som røgelse og slidt silke, når hun smyger sig om versenes elegante, underspillede jazzrock. Når hun åndeløst hvisker fra et sted bag det eksplosive omkvæds mur af guitarer og skrigende saxofoner, lyder hun på én gang længselsfuld og truende – intens på en måde, der ikke burde kunne lade sig gøre for én, der, ja, hvisker.
Og når sangen i sit storslåede klimaks endelig hengiver sig fuldkommen til støjen, kaster hun sig ind i den musikalske malstrøm med hele sin krop og vender vrangen ud på sin stemme i en serie af gåsehudsfremkaldende hyl.
’Something Beautiful’ er en triumf for Cyrus – og føles lidt som retfærdighed for de af os, der forsvarede ’Miley Cyrus and Her Dead Petz’, mens resten af verden grinede.
Miley Cyrus. ‘Something Beautiful’. Single. Columbia.