Hver gang jeg hører Miley Cyrus’ ’Endless Summer Vacation’, får jeg en ny yndlingssang
»Welcome home«.
Sådan tweetede Disney tidligere på måneden, da de annoncerede en livestreamet koncert med Miley Cyrus forud for udgivelsen af den tidligere barnestjernes ottende studiealbum, ’Endless Summer Vacation’.
Der er gået hele 17 år (feel old yet?) siden en 13-årig Cyrus havde sin debut på kanalen som Hannah Montana, der var almindelig teenager by day og popstjerne by night.
Efter et hav af genreeksperimenter, som har bragt hende gennem både tungerækkende hiphop på ’Bangerz’, outreret syrerock på ’Miley Cyrus & Her Dead Petz’, idyllisk country på ’Younger Now’ og senest 80’ernes glitrende glamrock på ’Plastic Hearts’, er den musikalske kamæleon Cyrus altså nu tilbage i Disneys fold på sine egne præmisser med et album, der føles som en musikalsk hjemkomst.
Den eneste single, vi fik forud for albummet, var naturligvis den allestedsnærværende ’Flowers’. Pop-disstracket, der for længst har gået sejrsgang på alverdens hitlister med sin kombination af at være en utvivlsom ørehænger og saftig sladderbøf for internettets amatørdetektiver.
Sangen får da også æren af at sparke ’Endless Summer Vacation’ i gang med pulserende melodisk bas og diskostrygere, men hvis man troede, at Miley havde tænkt sig at bruge et helt album på ’I Will Survive’-agtig break-up energi og hemmelige hentydninger til eksmanden Liam Hemsworth, så tog man (heldigvis) fejl.
’Endless Summer Vacation’ føles, som vi allerede kunne konstatere ved første gennemlytning i fredags, »lidt som en blanding af det hele« – en Tour de Miley, hvor formskifteren lykkes med at kombinere de mange forskellige arketyper, der præger hendes bagkatalog.
Country-Miley repræsenteres af ‘Thousand Miles’, hvor det er svært ikke at få flashbacks til ’Younger Now’s ’voksne’ lyd med akustisk guitar, mundharmonika og refleksioner som »I’m not always right, but still I ain’t got time for what went wrong«.
Syre-Miley finder vi blandt andet på ’Rose Colored Lenses’, hvor en alarmklingende synth bryder det, ja… rosenrøde lydbillede, som en påmindelse om selvbedraget i den naive forelskelse.
Ligesom også den mystiske ’Handstand’ er uimodståeligt dragende med sin statiske synth-produktion og spoken word, der vist nok handler om at give et handjob, mens man står på hænder. Et på mange måder fjollet scenarie at forestille sig, men det fungerer med det syrede lydtæppe som baggrund.
80’er-Miley står for albummets utvetydige højdepunkt i form af den oplagte næste single ’River’. Sangen kanaliserer både Madonna og Lady Gaga, og der er ikke et øje tørt, når hvert omkvæd forløses i en katarsisk durakkord.
Der er mange indtryk på ’Endless Summer Vacation’, og selvom numre som ’Muddy Feet’, ’Wildcard’ og ’Island’ måske falder lidt igennem i første omgang, er de mange virkemidler så smagfuldt balanceret, at albummet ender med at blive et af dem, du øjeblikkeligt får lyst til at lytte til igen, fordi du finder en ny yndlingssang ved hvert lyt.
I centrum for hele albummet står Miley Cyrus’ største aktiv. Hendes instrument. Den dybe, raspende, fyldige stemme, som blandt andet på balladerne ’Wonder Woman’ og den romantiske antibryllup-sang ’You’ cementerer hende som intet mindre end en kvindelig crooner.
Det er den selvsamme stemme, der igennem hele hendes karriere har gjort hende til sin generations absolut bedste cover-artist.
På sit ottende album virker det, som om Miley har været igennem nok musikalske eksperimenter til, at hun nu endelig kan fortolke sig selv.
Flere års musikalsk søgen kulminerer dermed foreløbigt med ‘Endless Summer Vacation’. Velkommen hjem, Miley.
Kort sagt:
På Miley Cyrus’ ottende album kulminerer mange års musikalsk søgning foreløbigt på et værk, der lykkedes med at kombinere alt det bedste fra Mileys mange æraer.