For lidt over en uge siden skrev jeg i en anmeldelse, at Miley Cyrus endelig var lykkedes med at skrive sange, der kunne forløse hendes potentiale.
For popstjernens syvende album, ‘Plastic Hearts’, formåede nemlig at vriste sig fri af det, der nok altid har været Miley Cyrus’ største problem; hun er en fantastisk performer, men så retningsløs en sangskriver, at det har været svært at blive engageret i hendes fortællinger. Sangene på ‘Plastic Hearts’ bragte os tættere på en idé om, hvem Cyrus egentlig er som artist, og de virkede langt mere intuitive end tidligere.
Men stadig kunne man ikke helt komme uden om, at nogle af albummets stærkeste øjeblikke var de to afsluttende covernumre af The Cranberries’ ‘Zombie’ og Blondies ‘Heart of Glass’. Og egentlig har hele forløbet op til ‘Plastic Hearts’ også været med til at understrege, at Cyrus’ har en helt særlig nerve og tilstedeværelse, når hun fortolker andre kunstneres sange – en nerve, der ikke altid skinner igennem i hendes egne kompositioner.
I perioden lige inden ‘Plastic Hearts’ dyrkede Cyrus coverformatet mere end nogensinde før i kendte formater som MTV Backyard Sessions og BBC’s Live Lounge, hvor blandt andet The Eagles, Velvet Underground, Britney Spears og endda Billie Eilish kom under kærlig og særdeles vellykket behandling.
Faktisk har de to sessions affødt nogle af Miley Cyrus’ allermest rørende optrædener, og jeg sad med tårerne trillende ned af kinderne, da jeg første gang hørte hendes cover af Velvet Undergrounds ‘Sweet Jane’.
Hvad er det, der gør, at Miley Cyrus lige så stille er gået hen og blevet sin generations dygtigste cover-artist? Og er det overhovedet en ting?
En sjælden stemme
Musikalsk forvirring har været et gennemgående tema i Miley Cyrus’ karriere; ’Bangerz’-albummet bød på pseudo-hiphop, ‘Miley Cyrus and her Dead Petz’ var ét langt syretrip, ‘Younger Now’ var dydig country, og på ‘Plastic Hearts’ er der dømt 80’er-rock. Men den røde tråd gennem al forvirringen har været Cyrus’ stemme. Den dybe, snerrende klang, der sitrer med en hurtig country-vibrato, gør Miley Cyrus’ vokal til en af de mest særlige og kuldegysfremkaldende af sin slags. Særligt i en tid, hvor den luftige, X-factor-ukulele-klang er blevet det gængse sangideal.
Jeg blev allerførst opmærksom på Miley Cyrus’ evner som countrysanger, da jeg som 15-årig så hende fremføre den fine far/datter-duet ‘Butterfly Fly Away’ i den halvkiksede, men dog elskværdige ‘Hannah Montana the Movie’. Man kan sige hvad man vil om filmen, men Cyrus’ duet med farmand Billie Ray kan ingen fornægte. Countrymusikken er i hendes DNA, og det fik hun også cementeret med det efterhånden legendariske cover af gudmoren Dolly Partons lige så legendariske ‘Jolene’ i 2012.
Den fortællende karakter, talenærheden og en insisteren på, at vokalfraseringer aldrig må sløre ordenes tyngde og betydning, er et stærkt kendetegn for country-traditionen, og det er nok det allervigtigste i Cyrus’ musikalske identitet. Det er nok også der, man finder årsagen til, at hun er så betagende, når hun synger andres sange. Hendes tætte klang og talenære udtale giver nyt og anderledes liv til andres ord.
Det skinner tydeligt igennem i for eksempel hendes cover af Billie Eilishs ‘My Future’ og i min personlige favorit, ‘Tiny Dancer’-duetten med Elton John ved Grammys 2018. Cyrus’ stemme og personlighed stråler, men sangens identitet og ‘Elton John’-hed er der stadig.
At genoplive det glemte
Let’s face it: Alle elsker et godt cover. Covers kan genoplive sange, man havde glemt eksisterede, give nyt liv til gamle klassikere eller gentænke en sang helt fra bunden. Og Miley Cyrus er ekspert i at udvælge og gentænke gamle sange.
Normalt kan jeg få nervøse trækninger af folk, der laver markant anderledes covers af popsange, men når Cyrus for eksempel laver et rocket cover af Britney Spears’ ‘Gimme More’, er det ikke bare for at lave noget anderledes – det er for at lave noget, der faktisk er hendes, og som kan genaktualisere Britney-nummeret. Og jeg synes, at ‘Gimme More’-coveret kommer utrolig godt i mål.
Det samme kan man sige om Miley Cyrus’ version af Arctic Monkeys ‘Why’d You Only Call Me When You’re High’, hvor hun skejer ud, som hun gjorde bedst i 2015, men samtidig bevarer den coolness og alvor, som sangen har i sin kerne.
Nok derfor er Cyrus’ cover-fabrik blevet langt mere end en lille sidegeschæft; hendes fornemmelse for, hvilke sange der skal hives frem, og hvordan de skal fortælles, er genial. Faktisk kan man se på denne liste, at hun har lavet over 50 covers i løbet af sin relativt korte karriere, og det tyder på, at hun absolut godt ved, at genfortolkningens kunst er noget hun i den grad mestrer.
Jeg tror også, at det er årsagen til, at ‘Plastic Hearts’ føles som et langt mere vellykket album end hendes tidligere præstationer. Fordi Cyrus har haft et allerede formet og defineret lydunivers, hun har kunne fortolke og gøre til sit eget.
Den pastiche-smagende 80’er-lyd, der kendetegner albummet, har hun ikke skulle opfinde fra bunden – hun har skulle tage ejerskab over den. Lidt på samme måde som man gør i forbindelse med et cover.
Det stiller også Cyrus i en lidt sjov position: Hendes evner som performer og fortolker overskygger i stor stil hendes eget musikalske repertoire. Det føles ikke lige som om, det er set før?
Men derfor håber jeg også, at fortolkeren Miley Cyrus bliver ved med at genfortælle og præsentere sange, vi havde glemt alt om, i nye klæder. For når hun gør det, er der ingen, der når hende til sokkeholderne.