ANALYSE. »Jeg har hørt, Miley er i det hus, hvor han skjulte sine affærer«.
»Pique sidder nok og græder i sin bil lige nu«.
Sådan lyder nogle af de mange kommentarer, man i disse dage kan finde over alt på internettet. I løbet af den seneste uge har de sociale medier sitret af rygter i kølvandet på to sange fra Shakira og Miley Cyrus.
Nemlig ’Bzrp Music Sessions, Vol. 53’ og ’Flowers’, som begge sendte skarpe stikpiller til de to popstjerners respektive eksmænd. Siden har internettets glubske sporhunde mæsket sig i de saftige sladderbøffer, som popstjernerne selv har serveret.
Begge sange lever højt på det beskidte vasketøjs evige appel, men alligevel på to forskellige måder.
Shakiras session stak med sit klassiske diss-track hånden direkte ind i den hvepserede af rygter om utroskab, der allerede florerede, mens ’Flowers’ med sin mere kryptiske tilgang formåede at engagere fans i nye spekulationer på baggrund af en single, der ellers ikke gør voldsomt meget væsen af sig musikalsk.
De to popstjerner anvender altså to forskellige metoder til at ramme deres eksmænd – og selvfølgelig til at skabe opmærksomhed om deres nye singler.
Popcorn eller detektivbriller
Hos Shakira stod menuen på regulære øretæver, da hun ganske overraskende udsendte en hårdtslående spansksproget session med den argentinske producer Bizarrap.
Her gik hun direkte i flæsket på sin eksmand, den tidligere topfodboldspiller Gerarde Pique, som hun sidste år blev skilt fra efter over 10 års ægteskab.
Med øjeblikkeligt virale linjer som: »Du byttede en Ferrari til en Twingo / Du byttede et Rolex til et Casio«, sigtede hun efter både Pique og dennes formodede elskerinde og nye kæreste.
Både tracket og den tilhørende video kan roligt siges at have en lav produktionsværdi sammenlignet med popstjernens sædvanlige standarder.
Men ikke desto mindre slog ’Shakira: ’Bzrp Music Sessions, Vol. 53’ i løbet af blot 24 timer flere verdensrekorder på både Spotify og YouTube, hvor videoen i skrivende stund har over 150 millioner visninger. Samtidig er det væltet ind med »Slay, queen!«-tilkendegivelser og afledte reaktions- og dansevideoer på TikTok.
Miley Cyrus serverede derimod med ’Flowers’ en klassisk popsingle, hvor ’offeret’ var hendes eksmand, skuespilleren Liam Hemsworth, som hun blev skilt fra i 2018.
’Flowers’ er da også langt fra det første indlæg i Cyrus/Hemsworth-multiverset, hvor nyklassikeren ’Wrecking Ball’ såvel som de nyere numre ’Slide Away’ og ’Midnight Sky’ også indgår.
Med ’Flowers’ går Miley dog skridtet videre ved at spejlvende teksten til Bruno Mars’ ’When I Was Your Man’ med slet skjult reference til, at Hemsworth skulle have dedikeret netop den sang til hende ved deres bryllup.
Derudover har sangens musikvideo ansporet en lang række ubekræftede rygter, der blandt andet går på, at den skulle være optaget i den villa, som Hemsworth angiveligt brugte til at skjule utallige affærer.
Hvor Shakira er direkte og bogstavelig, bruger Miley metaforer og symboler. Hos Shakira skal vi bruge popcorn, mens det hos Miley er detektivbrillerne, vi skal finde frem.
School of pop eller hiphop
Reaktionen på de to sange fortæller noget om, hvilken musikalsk lærebog de er lavet med udgangspunkt i.
Shakira placerer sig med ’Bzrp Sessions, vol. 53’ indenfor hiphoppens klassiske disstrack-rammer, hvor teksterne skal ramme sit ’offer’ med den hårdest mulige verbale lussing, så de står mundlamme tilbage.
En tradition, der har dybe rødder i rapbattles og freestyles, men som altså nu lånes ud til poppen med virale resultater.
Hvilket nok er foranlediget af den markant større synlighed og dominans blandt kvindelige rappere som Megan Thee Stallion og Cardi B, der har åbnet gulvet for at anvende den traditionelt maskulint dominerede hiphop til at kritisere selvsamme giftige maskulinitet hos såvel romantiske partnere som kollegaer i branchen.
Miley derimod dyrker poppens mere eller mindre subtile metode, hvor disset camoufleres af skjulte ledetråde, som kan dissekeres i al uendelighed af detektiv-agtige fans med massevis af gratis omtale til følge.
Egentlig er det nok ikke helt terminologisk korrekt at klassificere poppens metode som deciderede diss-tracks, men de kan alligevel betragtes som sådan – bare på poppens præmisser.
For selvfølgelig har der til alle tider været skrevet et hav af popsange om åndssvage ekskærester og andre irriterende typer, men med Justin Timberlakes ’Cry Me A River’ fra 2002 bevægede poppen sig fra anonyme breakup-sange mod personlige diss-tracks med slet skjulte referencer til konkrete eks-partnere.
Sidenhen har særligt Taylor Swift perfektioneret opskriften gennem et utal af musikalske fejder med alt fra kollegaer som Kanye West og Katy Perry til et hav af kendte kærester.
Senest beviste hun med genudgivelsen af ’All To Well’, at et pop-disstrack stadig 10 år efter sin oprindelige udgivelse kan få #canceljakegyllenhaal til at trende over alt.
Endda selvom hverken Swift selv eller Jake Gyllenhaal nogensinde har bekræftet, hvem sangen egentlig handler om.
Flere popstjerner omfavner diss-tracket
Swift er i dag større end nogensinde, og er samtidig blevet en slags generationsforbillede inden for pop-diss-trackets historiefortælling.
Blandt andet hos nye stjerneskud som Olivia Rodrigo, der fik hele internettet til at vælge side i et egentlig fuldstændig ligegyldigt trekantsdrama med ’Drivers License’ så sent som i 2021.
På den måde er både ’Flowers’ og ’Bzrp Sessions, vol. 53’ udtryk for en intensivering i mængden af popmusikere, der laver diss-tracks. Om det er på poppens eller hiphoppens præmisser.
Taylor Swift og de kvindelige rappere har bevist, at det virker. Nu tager Shakira og Miley Cyrus så diss-tracket til nye niveauer – og helt til tops på hitlisterne.