Sidste år udgav Taylor Swift – af komplicerede årsager relateret til musikrettigheder – en nyindspillet version af hovedværket ‘Red’ fra 2012. De fleste af sangene lød ret meget som originalerne, hvilket jo også var pointen.
Men nummeret ‘All Too Well’, der af Swift-fans verden over bliver set som en af hendes stærkeste sange overhovedet, udkom i en forlænget version på hele ti minutter. Hun udgav desuden en 15 minutter langt kortfilm sammen med sangen og optrådte med den nye version i ‘Saturday Night Live’.
Det førte til en masse ny opmærksomhed omkring ‘All Too Well’ – og omkring ekskæresten, sangen angiveligt (og her mener vi med 99 procent sikkerhed) handler om: Nemlig Jake Gyllenhaal.
I et nyt interview hos Esquire bryder Gyllenhaal nu sin tavshed omkring den næsten ti år gamle sang, der altså fik nyt liv i 2021. Og skuespilleren fortæller overraskende nok, at ‘All Too Well’ faktisk slet ikke har noget med ham at gøre.
»Det har intet at gøre med mig. Det handler om hendes (Swifts, red.) forhold til sine fans. Det er hendes udtryk. Artister bruger deres personlige oplevelser som inspiration, så det bebrejder jeg ikke nogen for«, lyder det storsindet fra ekskæresten Gyllenhaal.
I samme interview antyder han dog en frustration omkring cyberbullying, hvilket han antageligvis har været udsat for fra Swift-fans efter sangens udgivelse. Og så besvarer han spørgsmålet om, hvorvidt han har hørt ‘Red’, med et enkelt ord: »Nej«.