Det er svært at forestille sig, at andre end Taylor Swift ville kunne bære sig ad med at dominere hitlisterne med en genindspilning af et ni år gammelt album.
Med ‘Red (Taylor’s Version)’ har popstjernen gjort netop det – særligt båret af en ny version af sangen ‘All Too Well’, der akkompagneres af en 15 minutter lang kortfilm med ‘Stranger Things’-stjernen Sadie Sink og ‘Maze Runner’-skuespilleren Dylan O’Brien i front.
Duoen spiller et kærestepar, som i videoen gennemgår en følelsesmæssig rutschebanetur, der (selvfølgelig) resulterer i hjertesorger. Kortfilmen toppede YouTubes hitliste med 14 millioner views på sine første 24 timer (nu 20 millioner), mens sangen også lå nummer et på Spotify. På filmsitet Letterboxd lå kortfilmen kortvarigt i toppen som den bedst anmeldte film nogensinde (foran blandt andet Oscar-vinderen ‘Parasite‘).
Mange af Swifts dedikerede fans har påpeget, hvordan aldersforskellen mellem 19-årige Sadie og 30-årige O’Brien afspejler forskellen mellem Swift og Jake Gyllenhaal, som hun kortvarigt datede for 13 år siden, inden ‘All Too Well’ blev udgivet som en kommentar til deres stormombruste forhold. Swift har da også selv en cameo i slutningen af filmen, hvor hun tager over for Sadie Sink.
‘Red (Taylor’s Version)’ er popstjernen anden genindspilning af sit bagkatalog. Hun startede med ‘Fearless’, der udkom tidligere på året. Intentionen er at genindspille alle de seks album, som ejes af Shamrock og drives af Swifts nemesis Scooter Braun.