‘Fearless’ genindspillet: En skeptiker tester tre fordomme om 19-årige Taylor Swifts gennembrudsalbum

Prinsessedrømme, slangekrøller og pastelfarvede cowboystøvler. Mine fordomme har indtil nu fået mig til at gå en stor bue udenom Taylor Swifts ‘Fearless’-album, men hvis jeg elsker voksne Swift, kan jeg måske også lære at holde af den unge?
‘Fearless’ genindspillet: En skeptiker tester tre fordomme om 19-årige Taylor Swifts gennembrudsalbum
Taylor Swift anno 'Fearless'. (Foto: PR)

’Er du en Swiftie’, spørger du mig, og jeg gyser i det stille, imens jeg myndigt forklarer, at jeg holder meget af ‘1989’, er til fals for enkelte sange fra ‘Reputation’ og nyder indie-Taylor anno 2020 på en regnvejrsdag.

‘Love Story’, ‘White Horse’ og ‘Hey Stephen’? Vi er tilbage i 2008, og jeg takker nej.

Faktisk havde jeg aldrig lyttet til ‘Fearless’ (udover enkelte singler), hvor disse nuttede titler optræder, før Taylor Swift sidste fredag udgav sin genindspillede version af gennembrudsalbummet. Genrebetegnelsen countrypop kombineret med det originale covers retoucherede millennium-æstetik fremkalder nemlig umiddelbart samme vamle følelse hos mig som Swiftie-kaldenavnet samt en forventning om alt det, jeg ikke søger i musik: noget, der er poleret, puritansk, hyperamerikaniseret.

Narrativet siger ganske vist, at Taylor Swift var en latterligt fremmelig sangskriver allerede som purung. Men veludført håndværk sunget af en frejdig teenager er altså ikke alene nok til at charmere en kyniker — snarere kan det virke en smule provokerende.

I anledning af Swifts genindspilning og udgivelse af ‘Fearless (Taylor’s Version)’ tester jeg her tre af mine fordomme om albummet, der gjorde den 19-årige Nashville-tilflytter verdensberømt. For måske kan den nye, modne indpakning noget?

Fordom #1: Man skal være fra sydstaterne eller 15 år gammel for at kunne relatere til unge Swift

Moden genindspilning eller ej — jeg føler mig altså lidt fremmedgjort, når jeg lytter til countrypop-Taylor. Især albummets første halvdel bekræfter mig i, at de her sange er skrevet til hvide amerikanere med barnlige sind. Guitarer, trommer og diskrete spor af orgel og strygere mødes i perfekt, anonym harmoni, imens tekstuniverset svømmer over med referencer til eventyrbøger og ikoniske romancer fra fiktionens verden.

»You were Romeo, you were throwin’ pebbles, and my daddy said, stay away from Juliet…«

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er måske for let at mobbe Swift med en lyd og et udtryk, der blev skabt i et andet årti og i den særlige arena, som Nashville-scenen er, men fraværet af ironi og skygger gør det svært for mig at relatere til de veludførte kompositioner. På titelnummeret synger Swift om at ville danse på en regnvåd parkeringsplads med sit crush, som ender med at give hende et »flawless first kiss«. Denne familievenlige besyngelse af forelskelse og seksualitet gennemsyrer ‘Fearless’.

Hvis ‘1989’ og ‘Reputation’ er de to feststemte veninder, der spilder kulørte drinks og hemmeligheder i skødet på dig, er ‘Fearless’ den behagesyge og kontrollerede værtinde, der insisterer på at fejre sin meget lange fødselsdag på det lokale dyrskue.

Fordom #2: Unge Swifts kærlighedssyn er mere romcom end real life

Kan unge Swift overhovedet skrive ballader, som ikke tager afsæt i high school-klichéer og storladen Shakespeare?

Jeg bliver glædeligt overrasket over flere af sangene sidst på ‘Fearless’. ‘You’re Not Sorry’ er vemodig og inderlig, og ‘Tell Me Why’ og ‘Forever And Always’ har et smittende drive, som sine steder snerrer en smule.

Men generelt glimrer den lidt kølige, selvudleverende tone hos voksne Swift ved sit fravær.

Unge Swift er bare boy crazy på en meget uskyldig og heteronormativ måde, og teksterne på ‘Fearless’ er mere opbyggelige og mindre kække; på ‘Fifteen’ ser 19-årige Taylor gammelklogt tilbage på sine romantiske freshman-forestillinger, på ‘White Horse’ lader hun efter to vers med hjertesmerte prinsessedrømmen forsvinde i bakspejlet, og på ‘Love Story’ går Romeo fra at kaste småsten på ruden til at gå ned på knæ.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er et countrygreb, når Swift på denne måde binder sløjfe på sangenes små fortællinger, men kombineret med det konsensussøgende lydbillede og den allestedsnærværende indforståede high school-kontekst lugter udtrykket altså — i mine ører — mere af Date-parfume end af solvarme hesterygge og savsmuld.

Fordom #3: Unge Swift er pæn, voksne Swift er sjov

Jeg må desværre erkende, at unge Swift mest er ufrivilligt sjov. Den veltilfredse nynnen på ‘Hey Stephen’ er topirriterende, og kærlighedserklæringen til forældrene på ‘The Best Day’ fælt nuser.

Her er dog øjeblikke, hvor pænheden får et skud humor.

‘You Belong With Me’ er (sammen med ’Love Story’) nok den mest ikoniske sang på ‘Fearless’, og jeg elsker den også. Swift formår at gennemspille plottet i en generisk high school-film i løbet af tre vers og omkvæd, hvilket på papiret lyder ulideligt, men de veltimede linjer »she wears short skirts, I wear t-shirts« er og bliver priceless, og melodien og energien er bare medrivende.

‘Tell Me Why’ er også en sang, der vil komme i rotation hos mig. Linjen »you could write a book on how to ruin someone’s perfect day« er bitter på en ret sjov måde og fedt leveret af Swifts voksne røst.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af