KOMMENTAR. Da Taylor Swift i februar udgav genindspilningen af ‘Love Story’ og hermed gjorde alvor af planen om at genindspille sine gamle album, var jeg skeptisk. Meget skeptisk endda.
Bag beslutningen lå (meget kort fortalt) en lang både personlig og forretningsfunderet beef mellem Taylor Swift og manager/musikmogul Scooter Braun, der i 2019 erhvervede sig master-rettighederne til Swifts første seks album.
De var før ejet af pladeselskabet Big Machine Records, og Swift, der selv havde forsøgt at købe rettighederne til sine sange tilbage, så Scooter Brauns køb som en intenderet hån mod hende. Nok også særligt provokeret af, at Braun er tidligere manager for Swifts ærkefjende nummer ét: Kanye West. Braun har siden solgt rettighederne videre, men er stadig investeret på en måde.
Swifts formål med genindspilningerne af sine album var altså på papiret, at hun igen kunne tage ejerskab over sine sange. Hun opfordrede dermed også fans til at streame de nye versioner frem for de gamle – og her indtrådte min skepsis.
For helt ærligt; når jeg vælger at lytte til ’Fearless’-sange som ‘Love Story’, ‘You Belong With Me’ og ‘White Horse’ er det for at få et skud af den uspolerede, charmerende naivitet, som klyngede sig til den dengang 19-årige sangskriver fra Pennsylvania. Og den vil jeg ikke give afkald på, selv om det gælder Taylor Swifts autonomi, big business og hvad ved jeg. Jeg vil bare have mit følelsesfix!
Men efter at have lyttet til genindspilningen ‘Fearless (Taylor’s Version’), der udkom i fredags, må jeg indrømme, at albummet faktisk tilbyder et helt nyt Swift-fix. Et slags tilbageblik på hendes karriere, der ved hjælp af de oprindelige arrangementer og Swifts nu væsentligt mere modne stemme sætter hendes tidlige sange i et form for omsorgsfuldt bagklogskabens lys.
Da jeg i 2019 boede i North Carolina i USA, talte jeg med en mandolinspillende truck driver om Taylor Swift, og jeg husker tydeligt, hvordan han med kraftig sydstatsaccent sagde: »I don’t care about all the hate people keep throwing at her – she’s a darling«.
Og det er sådan, jeg får det, når jeg lytter til ‘Fearless (Taylor’s Version’).
Jeg bliver mindet om, hvordan Swift i ‘Fearless’-æraen virkelig var en vaskeægte singer/songwriter-darling med filmiske kærlighedstekster, fantastiske intelligente ordspil og smukke countrymelodier i alle omkvæd. Det gengiver den nu 31-årige Swift med både stor kærlighed og ‘Åååh, hvis du vidste, hvad jeg vidste nu’ her i 2021.
Det er netop grunden til, at jeg ikke med det samme iler tilbage og streamer ‘Fearless’ fra 2008. Fordi Swifts nu 31-årige stemme har en så fin omsorg for sit yngre jeg, at man som lytter selv bliver sendt på en lidt nostalgisk afstikker og kommer til at reflektere over, hvordan man engang spejlede sig i Swifts »kissin’ in the rain«-form for kærlighed – og nu måske ikke gør det længere.
De sidste seks sange på ‘Fearless (Taylor’s Version)’ er hvad Swift kalder ‘songs from the vault’ – det vil sige sange som hun skrev i forbindelse med det oprindelige ‘Fearless’ fra 2008, men altså ikke udgav. De har nu fået plads på 2021-versionen og er produceret i samarbejde med Swifts ‘Folklore’/’Evermore’-partnere Aaron Dessner og Jack Antonoff.
Her bliver det for alvor interessant, når blåøjede countrygirl-tekster som »No one could touch the way we laughed in the dark / talking ‘bout your daddy’s farm we were gonna buy some day« (‘We Were Happy’) og »I’ve been Miss Misery since your goodbye / and you’re Mr. Perfectly Fine« (’Mr. Perfectly Fine’) blandes med den moderne ‘Folklore’/’Evermore’- lyd, som man nu forbinder med en langt mere moden Taylor Swift.
Resultatet er rørende og sætter endnu en gang fokus på, hvor meget sangskriversnilde Taylor Swift besad i en alder af kun 19 år.
Nuvel – jeg tvivler på, at det kommer til at have samme charme, når Swift som lovet disker op med endnu fem genindspilninger af sine gamle album. For det, der gør ‘Fearless’ 2.0 særlig – den fine nostalgi og gensynet med Swifts country-naivitet – kommer ikke til at spille så stor en rolle på genindspilningerne af hendes nyere album, som slet ikke har nået at samle støv i samme grad.
De kommende udgivelser kommer nok nærmere til at virke som formelle genindspilninger, der skal give Swift autonomien over sine master-rettigheder tilbage. Her skal man som forbruger mest af alt træffe et principielt valg om den gamle eller den nye version.
Men med denne her nye udgivelse har Taylor Swift på en måde genskabt en nerve, som mange havde glemt.
Og at man får lov til mærke, hvordan man selv er blevet ældre gennem Swifts countrysange, gør ‘Fearless (Taylor’s Version)’ til så meget mere end en bitter albue i siden på Scooter Braun og onde pengemænd. Genindspilningen fungerer i stedet som en nostalgisk skattekiste fyldt med Swiftens fineste sangskriverperler.