KOMMENTAR. Tænk, at det alligevel er nået hertil. Efter længere tids optakt og en god gammeldags musikindustri-beef udgav Taylor Swift i februar en helt ny indspilning af sit storhit ‘Love Story’, der oprindeligt udkom i 2008. Den hed nu ’Love Story – Taylor’s Version’.
Udgivelsen er første spadestik i Taylor Swifts omfattende projekt, hvor hun vil genindspille sine første seks album, og hele den nye version af ’Fearless’ (som egentlig er hendes andet album) udkommer i sin fulde form den 9. april.
Men hvordan endte vi her?
Det er vigtigt at forstå, at det her ikke bare er et hyggeprojekt. Genindspilningerne sker på baggrund af et mix af forretningsmæssige og personlige omstændigheder: Swifts gamle pladeselskab Big Machine Records blev i 2019 solgt til Scooter Brauns firma Ithaca Holdings, der således også overtog master-rettighederne til Swifts seks første album og dermed effektivt set ejede dem og tjente penge på dem (Braun har siden solgt rettighederne videre, men er stadig investeret på en måde).
Alt dette er i sig selv ikke en big deal – musik bliver købt, solgt og spekuleret i ligesom alt andet.
Problemet opstår i Taylor Swift og Scooter Brauns mildest talt anstrengte forhold, der går flere år tilbage – Braun er tidligere manager for Kanye West, og så kan du jo selv regne resten ud.
Da Taylor Swift fandt ud af, at hendes sange var blevet købt af Scooter Braun, kaldte hun det et »worst case scenario«, og hun har gennem tiden kastet med beskyldninger efter Braun, der selvfølgelig benægter mange af dem og påstår, at han er blevet angrebet af Swifts mange loyale fans.
Det er umuligt at vide, hvad der er foregået bag kulissen, men uanset hvad har Taylor Swift valgt at genindspille sine gamle numre for at genvinde kontrollen over sin musik – nu hvor hun med egne ord ikke kunne få lov til at købe rettighederne til originalerne. Og det i en gestus, der fremstår lige dele trodsig og motiveret af forretningshensyn.
Genindspilningen af ’Love Story’ er rent musikalsk identisk med originalen, mens selve lyden er en smule varmere og ‘Folklore’/‘Evermore’-klingende. Den største forskel er vokalen, der er mere voksen og moden, selv om Swift minutiøst replikerer originalens fraseringer.
Det er tydeligt, at den nye version er lavet af 2021-Taylor. Alligevel er genindspilningen også tæt nok på til, at den effektivt set er det samme nummer som originalen.
Hvad skal vi så stille op?
At de to versioner er så relativt ens, gør kun situationen mere mærkværdig.
Hvis det nye nummer havde været markant anderledes, havde det føltes som et supplement til originalen. Men fordi de er så ens, virker det som om Taylor Swift egentlig prøver at sælge, at hendes nye version kan og skal erstatte originalen – hvilket jo sådan set også, i hvert fald på overfladen, er projektets mål.
Men er det virkelig realistisk? Kommer radioer, streamingtjenester og andre gatekeepere i det lange løb til at vælge den nye version? Gør fans?
Swift selv lader til at sætte hårdt ind på, at fans skal vælge side. Lyrikvideoen til genindspilningen består af et slideshow af billeder fra de spæde country-Taylor-dage, hvor en uskyldig ung Swift poserer med sine fans. På den måde er videoen også en ’love story’ tilegnet de loyale Swifties, som der nu skal appelleres til i stor stil.
Spotify har også meldt kulør og placeret ’Taylor’s Version’ både på New Music Friday-playlisten (hvilket forekommer en smule paradoksalt) og andre playlister (blandt andet ligger både den nye og gamle version på playlisten ’This is Taylor Swift’).
Indtil videre har den nye version 27 millioner streams på Spotify, mens 15 millioner har set lyrikvideoen på Youtube – så noget tyder på, den er kommet godt fra start, selv om vi jo mangler nogle tal på, om den nye stjæler streams fra originalen og i hvor stort omfang.
Samtidig er der jo ikke noget principielt forkert i at holde fast i den gamle — uanset hvordan man vil fortolke Swift/Braun-beefen, er det i sidste ende et valg, man må tage ud fra det, der bliver præsenteret for en.
Nostalgiens jerngreb
Det store spørgsmål er, hvor mange der reelt set vil holde fast i den nye version fremfor den sang, de først blev forelskede i. Kan ‘Love Story – Taylor’s Version’ give samme dopamin-rush?
Selv for en, der ikke har et nært forhold til originalen, har jeg svært ved at tro, at genindspilningen kan nå samme højder. Den kan erstatte den gamle i en snæver vending, men når lyset er slukket, og længslen virkelig rammer, kan det meget vel vise sig, at nostalgi bliver for stærk en følelse at tilsidesætte.
For i sidste ende skal Taylor Swift slå sig selv i en surreel materialisering af det klassiske ’Old Taylor vs New Taylor’-meme – og det er hård konkurrence: ‘Love Story’ anno 2008 er magi, et historisk øjeblik, der ikke bare kan kopieres. Det virker usandsynligt, at vi for alvor kan slippe den. Så selv om man (som mig) synes, at den nye version egentlig lyder bedre, så har den noget fundamentalt imod sig: Den er ikke originalen.
Men måske handler alt det her i virkeligheden ikke om ny vs. gammel, Taylor vs. Scooter, musikbranche vs. artist.
Måske er hele den konflikt bare distraherende for den symbolske handling, det i virkeligheden er: Genindspilningsprojektet handler ikke om at vinde, for Taylor Swift har allerede vundet.
Den nye version af ‘Love Story’ og den måde, Swift genskaber den på, minder os om, at uanset hvad Scooter Braun og co. gør, uanset hvor mange streams de nye indspilninger får, uanset hvem der står som ejer, så er ‘Love Story’ i sidste ende altid Taylor Swifts sang.