‘The Slicks’ forankrer Taylor Swift i litteraturhistorien
ESSAY. Reddit bliver ofte (retmæssigt) udskammet, men det er altså et genialt sted at nørde litteratur og pop i en skamløs cocktail. I årevis har et populært tema været at analysere Taylor Swifts mere eller mindre subtile hilsner til blandt andet miss tortured poet herself: den amerikanske digter Sylvia Plath (1932-1963).
Nogle vil kende hende som en slags meme-figur, den kvindelige digter der fik elektrochok og begik selvmord som 31-årig, men hun bliver også hyldet som et feministisk powerhouse, der skrev om psykisk sårbarhed og female rage.
Ikke så mærkeligt, at der blev jublet, da kultessayist, kritiker og forfatter Maggie Nelson, bedst kendt for ’Argonauterne’ fra 2015, offentliggjorde, at der kom et essay om forbindelsen mellem Plath og Swift. »I’m never shutting up about this« som en Reddit-bruger skrev.
Rig eller udødelig?
Det er ikke noget nyt at pege på åndsfællesskabet mellem poeten og popstjernen, og mange af de tekstlige eksempler, Nelson kommer med, har Reddit også for længst haft deres lange, virtuelle fingre i. Så hvad er det, Nelson bringer til bordet?
Det korte svar er fordybelse! Nelson leverer en ret præcis analyse af de to ikoners fælles længsel efter berømmelse, og hvorfor de sukker efter den andens territorium. Pop, pointerer Nelson, er populært (duh!) og kan gøre dig rig. Det kan poesien ikke, men den kan gøre dig udødelig.
Plath havde en udtalt længsel efter at komme i The Slicks (de glittede magasiner), hvilket har navngivet essayet. Swift derimod »læner sig mod poesiens troper, når hun søger et billede på noget mindre flygtigt end en sang«.
Swifts leg med skrivemaskinecore blev for alvor cementeret med albummet ’The Tortured Poets Department’. Alene titlen er en hilsen til Plath, der ifølge Nelson »i årtier har fungeret som metonymi for den forpinte digter«. Og når man først begynder at lede efter Swift-hilsner til Plath, kan man nærmest ikke se skoven for bare træer. Allertydeligst bliver det i videoen til albummets åbningsnummer ’Fortnight’, hvor man ser Taylor Swift blive udsat for elektrochok, som virkelighedens Plath, i et hvidt, sterilt univers, der åbenlyst mimer en psykiatrisk institution.
Det er netop i den slags æstetiske ekkoer, at Nelson ser et paradoks: Swift genopfører Plaths mørke, men hun ikke bare overlever det, hun lever det i full-on rampelys.
I can do it with a broken heart
Fra mørke til rampelys, fra martyrdigter til showgirl. Nelson peger på en kedeligt velkendt traver: Hvis en kvinde bruger sig selv i sin kunst, klassificeres denne kunst ofte som dårlig smag. Om det er Eras Toureller Plaths mest berømte bog ‘Glasklokken’, der skal skydes ned, sker det med cirka samme skyts.
»Forhånelsen af det personlige – især når det gælder kvinder – som en politisk, æstetisk og etisk rådden kilde til kunst, er svær at kortlægge, eftersom den cirka hver tiende år dukker op i nye gevandter«.
Den røde tråd er dog ifølge Nelson, at når en kvinde blotter sit følelsesliv, beskyldes hun for at mangle selvkontrol, en redaktør eller værre endnu: at hun anvender falsk sårbarhed som en slags kalkuleret marketingstrategi (gys!).
Kritikken er en bogstaveligt talt tusind år gammel sang, mener Nelson. Og Plath er litteraturhistoriens symbol på en kvinde, der forvandler sit knuste hjerte til kunst. Blottet og intimt, mådehold hell no. Taylor Swift er mildest talt (og thank god) braget videre i samme fodspor … da i hvert fald indtil nu?
Her får vi så en lektie i den flygtige tidsånd, for det er altså ikke helt nemt at skrive bogen til tiden.
På Swifts nyeste album, ‘The Life of a Showgirl’, der udkom efter ‘The Slicks’, har Taylor, den lidende poet, skiftet ham. Nu var det en løgn, da hun sagde, at hun ikke troede på ægteskabet, synger hun i sangen ‘Eldest Daughter’.
Men ’The Slicks’ minder os om, at Swift og Plath ikke bare er meme-materiale. Det, som Maggie Nelson tilfører det store kunstværk, som Swift og Plath-forbindelsen er, er en forankring i litteraturhistorien.
Essayet giver os lyst til at læse Plath i stedet for at valse med resten af the Swifties til Wiesbaden for at få en selfie med det ægte Ophelia-maleri.
Nelson samtaler ubesværet med 100 års litteraturhistorie, som der absolut ikke er noget popsmart og clickbait over. Det er derfor, vi både skal have Nelson og Reddit, Swift og Plath.
Kort sagt:
Internettet elsker at lede efter åndsfællesskaber mellem Plath og Swift, og Maggie Nelson tilføjer en tiltrængt dybde og svælgen. Måske en postgang for sent, Reddit er hurtigere end trykpressen, men vi har brug for begge dele.