Taylor Swifts splittede ‘The Life of a Showgirl’ holder ikke, hvad det lover
ALBUM. Hvordan føles det at leve som en vaskeægte showgirl? Hvis nogen skulle vide det, må det uden tvivl være Taylor Swift.
Og efter at have afsluttet musikhistoriens største turné nogensinde og tilmed have gennemgået to offentlige breakups plus en ny forelske oveni, må der have været rigeligt at fortælle om fra det tumultariske liv behind the curtain.
Mærkeligt nok er det ikke noget, vi får særlig meget indblik i på albummet med den ellers så lovende titel ‘The Life of a Showgirl’. Swift havde ellers slået et glamour-dryppende brød op til sit 12. album med billeder af burlesque-dragter, tomme backstage-lokaler, spildte drinks, glitter og showbiz.
Men faktisk lader livet uden for rampelyset til at være … ret stabilt og skønt? Romantisk og optimistisk? Og egentlig er der noget forfriskende i at høre den evigt torturerede poet Taylor Swift give plads til sin egen nyforlovede lykke.
Musikalsk er der heller ikke meget teatralsk grandiositet over albummet. Det genoptagne samarbejde med hitskaberne Max Martin og Shellback havde ellers opbygget en forventning om, at Swift ville vende tilbage til sit allermest storslåede og poppede jeg, men det er overraskende afdæmpet i sin lyd.
Det er minimalistisk, meget er håndspillet, og sangskrivningen er knap så powerpoppet som på for eksempel ’1989’ eller ‘Red’. Faktisk er sange som ‘Ruin the Friendship’ og ‘Wi$h Li$t’ så bløde og underspillede, at man snildt kunne tro, det stadig var produceren Jack Antonoff, der var med ombord.
Det til trods byder albummet stadig på fine Swift-esque omkvæd som på den melodramatiske ‘Elizabeth Taylor’, den mørke ‘Cancelled!’, det virkelig flotte titelnummer med Sabrina Carpenter og den lyrisk skarpe ‘Father Figure’, der sampler George Michaels sang af samme navn og fortæller om den giftige CEO-energi, Swift uundgåeligt må have mødt i løbet af sin karriere.
Men … man kommer heller ikke udenom, at ‘The Life of a Showgirl’ er et musikalsk splittet værk med flere mystiske øjeblikke, hvor både lyrik og produktion efterlader én som et stort spørgsmålstegn.
De fleste har prøvet at være pårørende til en nyforelsket, der ikke kan stoppe med at tale om sin nye kæreste. Swift er selvfølgelig den nyforelskede her, og hun tager skridtet (no pun intended) videre på ‘Wood’: en ode til Travis Kelces »magic wand«/»redwood tree«/»new heights of manhood«/penis.
Fallos-metaforerne står i kø over et lystigt Jackson 5-mimende beat, og livet som nyforlovet showgirl byder tydeligvis på masser af sex. Men Swifts lidt Sabrina Carpenter-inspirerede forsøg på at synge fra under bæltestedet bliver mere ufrivilligt komisk end det er hot. Hvorfor den drilske happy go lucky-produktion? Hvad er det for en soveværelsesstemning, vi skal forestille os?
Andre ufrivilligt komiske øjeblikke er eksempelvis »Did you girlboss too close to the sun?« på ‘Cancelled!’ eller »Like a toy chihuahua barking at me from a tiny purse / That’s how much it hurts« på ‘Actually Romantic’, disstracket, der med al sandsynlighed er rettet mod Charli XCX’s ‘Sympathy Is a Knife’.
Men hvor Charli XCX’s ‘Sympathy Is a Knife’ var en selvudleverende og nuanceret skildring af Charlis egen usikkerhed omkring Swift, er ‘Actually Romantic’ led og nærmest ’Mean Girls’-retorisk hadefuld og fremstiller Swift som unødvendigt intrigant.
‘The Life of a Showgirl’ minder på mange måder om, da ‘Reputation’ ramte streamingtjenesterne tilbage i 2017. Både i sit musikalsk splittede udtryk, og fordi det portrætterer en mindre sårbar side af Taylor Swift, der er overlagt kæk, dramatisk og lidt på krigsstien.
I det hele taget dyrker Swift ikke nuancerne. Det er de ydergående, firkantede følelser, der får plads, og man savner de eksistentielle nuancer, hun tidligere har portrætteret på for eksempel ‘This Is Me Trying’ eller ‘Champagne Problems’. Selv ’Eldest Daughter’, den femte sang, der er notorisk kendt for altid at være følelsesmæssigt potent, mangler den type hårdtslående, elegante lyrik, som Swift er så kendt for.
‘Reputation’ modtog i 2017 blandede modtagelser, og Swift blev kritiseret for sit forsøg for at være forceret bad. Men senere har albummet fået klassikerstatus blandt fans.
Det er ikke til at sige, om ‘The Life of a Showgirl’ kan gå hen og opnå samme status, men for nu må konklusionen være, at livet som showgirl er … ja, en blandet fornøjelse.
Kort sagt:
‘The Life of a Showgirl’ lover glamour, drama og indblik i livet bag rampelyset, men ender ubeslutsomt og splittet. Albummet rummer fine øjeblikke og skarp lyrik, men også ufrivilligt komiske tekster og manglende følelsesmæssig dybde. Livet som showgirl viser sig at være en blandet fornøjelse.