New York Times har netop udgivet en liste over de 30 bedste levende, amerikanske sangskrivere – en interessant liste, der foruden legendariske skikkelser fra det 20. århundrede også hylder en lille håndfuld af nyere artister: Kendrick Lamar, Lana Del Rey, Bad Bunny og Taylor Swift.
I den forbindelse har Swift givet et længere interview til den amerikanske avis, hvor hun fortæller om sin sangskrivningsproces, kritiserer fans, der spekulerer i, hvem hendes sange handler om – »den fyr skrev ikke sangen, det gjorde jeg« – og hylder TikTok-fænomenet Sombr.
»Jeg er en kæmpe Sombr-fan – især af hans sangskrivning«, siger hun og fortsætter:
»Hans tekster er så intenst bekendende. Jeg mener: ‘I don’t want another man’s child to have the eyes of the girl I can’t forget’. Laver du sjov med mig?« lyder det med reference til en famøs linje fra Sombrs hit ‘Undressed’.
Ifølge Swift er en sangskriver som Sombr vigtig – især for kvindelige sangskrivere.
Hun mener nemlig, at det er vigtigt, at mandlige musikere også gør sig i bekendelsessangskrivning, så vi undgår forestillingen om, at kvindelige sangskriver er overdrevent personlige og selvudleverende – noget Swift hyppigt er blevet kritiseret for.
»At en mandlig kunstner synger den slags ting er virkelig godt for kvinders sag, så de også kan synge den slags«, siger hun og fortsætter:
»Så kan vi måske gøre bekendelsessangskrivning til noget, som ikke får folk til at tænke, at du er lidt messy. Vi er nødt til at være fair over for alle«.
