’The Tortured Poets Department’: Taylor Swift er nødt til at slå op med nogen, og det er ikke Travis Kelce
Taylor Swift har nærmest været omnipotent de seneste år. Hvis hun ikke har slået rekorder med et nyt album eller genindspillet et af sine gamle, har hun spillet komplet udsolgte arenakoncerter eller trukket verdensomspændende overskrifter for sit kærlighedsliv.
Hvordan hun med det propfyldte skema samtidig har haft tid til at stykke et nyt album sammen kan være svært at fatte, og da hun så udgav en deluxe-udgave af det album med hele 15 ekstra bonussange kun to timer efter den første version, blev vantroen kun større.
Men det er altså stadig de første 16 sange, der udgør det oprindelige ’The Tortured Poets Department’, og derfor er det dem, denne anmeldelse tager udgangspunkt i.
Forventningerne har været store til, at ’The Tortured Poets Department’ skulle blive den næste episke break up-saga i rækken fra Taylor Swift, der gennem årene har forfinet kunsten at skrive sange med et knust hjerte. Især fordi hun denne gang har et nyligt afsluttet seks år langt – og for hende ukarakteristisk privat – forhold i bagagen. En perfekt cocktail for de Swifties, der elsker den omfattende opklaringsopgave med spor og ledetråde til hendes privatliv, hun altid indlejrer i sin musik.
Men faktisk er ’The Tortured Poets Department’ slet ikke et breakup-album. Det er et moving on-album, hvor vi både møder hovedpersonen i det følelsesladede eftermæle af hendes forliste forhold, den destruktive midterfase med et problematisk rebound og helt frem til den nye spirende forelskelse.
Hofproduceren Jack Antonoffs islæt er ikke til at tage fejl af fra den første dulmede synth sætter ind på ’Fortnight’, mens Swift apatisk synger om en flygtig vanvidsromance, og Post Malone giver den som korsanger.
Derefter begynder gættelegene for alvor på titelnummeret. For hvem er det mon, der sammen med Swift har proklameret, at Charlie Puth (really?) »should be a bigger artist« efter at have indtaget »seven bars of chocolate«?
Der skal ikke en stor lup til at opklare, at pilen peger på den kontroversielle The 1975-frontmand Matty Healy, som ganske overraskende indtager rollen som en gennemgående anti-muse på ’The Tortured Poets Department’. Popprovokatøren får formentlig også en gedigen røffel på ’The Smallest Man Who Ever Lived’, hvor Swift ikke lægger fingre imellem med linjer som »You didn’t measure up / In any measure of a man«.
Matty Healy er et nemt offer for Swifts altid skarpe hævnpen, men ’The Tortured Poets Department’ står faktisk stærkere, når hun ikke bruger ham som en oplagt boksebold, og i stedet benytter sig af den arketype, han repræsenterer. Som på højdepunktet ’But Daddy I Love Him’, der med mandolin og en stemning af at ride mod solnedgangen lyder som en realistisk efterfølger til ’Love Story’, hvor drømmeprinsen Romeo er skiftet ud med et storrygende man-child med munddiaré.
Men Healy løber selvfølgelig ikke med hele opmærksomheden. Der er også plads til »the guy on the screen« aka Joe Alwyn, som Swift tager sin sidste afsked med på den rørende ’So Long, London’, hvor Aaron Dressner, som ellers for det meste er forvist til bonusnumrenes sagte klaverballader, bryder Antonoffs synthflader med en smuk korsats, som internettet i øvrigt allerede er i fuld gang med at fortolke som lyden af kirkeklokker, der aldrig blev.
Samtidig er der også bredsider til musikbranchen på den herligt iltre ’Who’s Afraid of Little Old Me?’, hvor hun som en ulv i fåreklæder graver kniven dybere i sin ærkefjende, Scooter Braun, eller den passende afslutter ’Clara Bow’, hvor hun kalder den verden ud, som har så travlt med at udnævne en ’ny Taylor Swift’, som om den gamle var udløbet. Der er ingen tvivl om, at der er meget på spil for megastjernen, og det klæder i den grad ’The Tortured Poets Department’.
Derfor er det også lidt paradoksalt, at det bliver decideret søvndyssende, når Taylor Swift synger til sin nuværende kæreste, NFL-spilleren Travis Kelce, på ’The Alchemy’. Sangen lyder mest af alt som Chat GPT’s genfortælling af de mange PDA-scener mellem parret, vi allerede har set – med referencer til touchdowns og des lige – mens Swift lyder mere bedøvet end høj på kærlighed.
Man kan ikke klandre Taylor Swift for at være en dårlig sangskriver, men på ’The Tortured Poets Department’ er hun til tider en dårlig poet.
Tungebrækkende linjer som »Sanctimoniously performing soliloquies I’ll never see« lyder mest, som om hun har slået bogstavet ’s’ op i en ordbog. Billedsproget med legetøj på hylden og skrøbelige sandslotte i ’My Boy Only Breaks His Favorite Toys’ er for generisk, og på den syndigt intetsigende ’Guilty as Sin?’ er linjer som »Am I bad or mad or wise« som taget ud af en »dyb« teenagers dagbog.
Samtidig læner ’The Tortured Poets Department’ sig i høj grad op ad forgængeren ‘Midnights’, som Jack Antonoff også stod bag. Makkerparret har siden ’1989’ optimeret deres træfsikre, men også efterhånden fortærskede fælles lyd.
Undervejs lykkes Antonoff i glimt med at udfordre sin produktion. Blandt andet på den tragikomiske ’I Can Do It With a Broken Heart’, som på spøjs vis inddrager en række serotonin-fremkaldende app-lyde, eller på ’Florida!!!’ hvor dramatiske trommefills bryder den evindelige strumming, der er så gennemgående for hans stil.
På trods af det er jeg nu officielt nået dertil, hvor jeg gerne vil høre Taylor Swifts sange i hænderne på andre end Jack Antonoff. Så er der måske også en form for breakup at skrive om til næste gang?
Kort sagt:
Taylor Swift har givet Matty Healy rollen som en overraskende rebound-muse på ‘The Tortured Poets Department’, hvor man tydeligt kan mærke, at der er meget på spil. Til gengæld må hun godt snart slå op med hofproducer Jack Antonoff, hvis forudsigelige produktionsstil af og til spænder ben.