»Holy shit«.
De ord gik gennem hovedet på Jack Antonoff, da hans navn i sidste måned blev råbt op til årets Grammy Awards, og han dermed kunne kalde sig vinder af ’Producer of the Year, Non-classical’-prisen for tredje år i træk.
Da han nåede scenen, var der især én person, han gerne ville takke.
Nemlig Taylor Swift, som produceren de seneste år har haft et frugtbart samarbejde med, og som ifølge Antonoff er selve grunden til, at han er kommet så langt, som han er.
»Du har brug for nogen til at sparke døren ind for dig«, forklarer han, da jeg fanger ham på et Zoom-kald for at tale om både hans eget nye album og om at lave musik med nogle af tidens største stjerner.
»Du har brug for en person, der er frygtløs nok til at stå inde for dig, og for mig var det hende«.
Det er skabelsen af sangen ’Out of the Woods’, han refererer til. En fanfavorit fra Swifts femte album, ’1989’, der udkom for snart ti år siden.
Dengang var Antonoff ikke den superproducer, han er i dag. Han var stadig bedst kendt for at være guitarist og trommeslager i poprock-trioen Fun., der gik hvert til sit året efter.
Derfor turde han heller ikke drømme om, at den version af ‘Out of the Woods’, som han og Swift havde arbejdet på, rent faktisk ville finde vej til ‘1989’. Han gik bare og ventede på, at pladeselskabet ville ringe og fortælle, at en mere etableret producer ville tage den herfra.
Men opkaldet kom aldrig. Taylor Swift havde valgt hans version.
»Hun var den første person, der sagde ’ja, der var den, dét er produktionen, det er den, vi går med’«, fortæller han.
Siden da er det gået stærkt for Antonoff, der ikke bare blev en fast samarbejdspartner for Taylor Swift, men også hofproducer for artister som Lorde og Lana Del Rey.
Alene de seneste to år har han haft en finger med i spillet på album som Swifts ’Midnights’, The 1975’s ’Being Funny in a Foreign Language’ og Lana Del Reys ’Did You Know That There’s a Tunnel Under Ocean Blvd.’.
Ikke desto mindre har Antonoff også fundet tid til at skrive sine egne sange. I fredags udkom albummet ’Bleachers’, der er det fjerde i rækken fra hans band af samme navn, og som han kalder »en slags planting of the flag«.
Men hvordan balancerer man en solokarriere, når man samtidig er tidens mest profilerede producer? Og kan man overhovedet pege på en favorit, når man har universelt hyledede værker som Lordes ‘Melodrama’ og Lana Del Reys ‘Norman Fucking Rockwell’ på samvittigheden?
Svaret falder i hvert fald prompte, da jeg spørger ham om hans yndlingssang med Taylor Swift.
Du fortæller, at det nye album indvarsler en ny æra. Hvordan adskiller det sig fra de tidligere album?
»Det var, som om noget blev låst op inden i mig, da jeg skrev det. Jeg følte mig meget til stede og i live. I lang tid var jeg besat af at skrive om den dybe fortid eller fremtid, og det her var første gang, at jeg var lige her, lige nu. Den første sang hedder bogstaveligt talt ’I Am Right on Time’ … «.
Albummet har fået titlen ‘Bleachers’. Hvad repræsenterer det selvbetitlede album for dig?
»Mange mennesker lader deres første album være selvbetitlet, og jeg synes altid, det er sjovt, fordi jeg godt kan lide idéen om, at et selvbetitlet album har årevis af historier og sandheder og erfaringer bag det. Så da jeg begyndte at lave albummet, vidste jeg bare, at det skulle hedde ’Bleachers’«.
Hvem er de største inspirationer bag det nye album?
»Det interessante er – og det er faktisk også en del af grunden til, at det er selvbetitlet – at på det her tidspunkt er den største inspiration bare mit band. Og det er en erfaring, jeg aldrig har haft før«.
»Jeg har altid lænet mig op ad referencepunkter som en måde at finde mig selv, men der er noget ved det her album. Det er bare Bleachers. Vi gør det, som vi gør det live. Vi gør det, som vi ser det i fremtiden. Det hele handler om at skabe vores eget rum«.
Hvad er den største forskel på at arbejde på et nyt Bleachers-album og at producere for andre?
»Jeg er meget mere ude af kontrol, når jeg arbejder på Bleachers-musik. Og det er fedt, fordi jeg bliver nødt til at skære ind til de dybeste dele af mig selv for at fortælle historierne. Men det kan også være ret emotionelt destabiliserende. Det er den største forskel«.
Bliver det aldrig personligt, når du producerer for andre?
»Jo, det hele er ekstremt personligt. Men når jeg producerer for andre, er teksterne ikke mine historier, de er ikke mit præcise liv, så jeg kan være en smule mere objektiv og hjælpe med at styre tingene den ene eller anden vej«.
»Når jeg arbejder på Bleachers-musik, har jeg den ekstra vægt af de erfaringer, jeg synger om. Jeg har levet dem«.
Hvordan var det at vende tilbage ‘Out of the Woods’, da den skulle genindspilles til ’1989 (Taylor’s Version’)?
»Det var virkelig spændende. Det var som at genbesøge en gammel dagbog. For jeg hørte den måde, jeg indspillede ting dengang, og måden jeg lagde ting sammen. Jeg var så maksimalistisk. Det var virkelig sjovt at genbesøge mit ti år gamle headspace«.
Siden da er du og Taylor Swift blevet faste samarbejdspartnere. Hvad er din yndlingssang, som I har arbejdet på sammen?
»’August’ (fra ’Folklore’, red.). Jeg tror, det er min yndlingssang. Det føles bare som den form for magi, der kun opstår, når hun og jeg er sammen. Det er bare en af de sange, der smelter mig, når jeg hører den«.
Du har produceret nogle af de seneste års mest kritikerroste album. Hvad er hemmeligheden?
»Jeg behandler alle album, jeg nogensinde laver, som om det er det sidste album på jorden. Så jeg er glad for, at det taler til folk. Men det eneste, jeg kan sige, er, at jeg ikke tager let på noget af det. Jeg arbejder aldrig på noget, som jeg ikke giver hver en del af mig selv til«.
To korte spørgsmål her til sidst: Hvad er din yndlingssang, du har produceret for en anden kunstner?
»Det skifter, men lige nu er det ’A&W’ (fra ’Did You Know That There’s a Tunnel Under Ocean Blvd.’, red.), som er en Lana-sang, der virkelig, virkelig gjorde mig begejstret. Den er jeg meget stolt af«.
Og hvad er så din yndlingssang fra din nye plade?
»Det skifter også! Men lige nu er det en sang, der hedder ’We’re Gonna Know Each Other Forever’. Jeg føler virkelig, at hvis du åbner mig op, så ville den musik spille. Der er noget ved den. Det rører mig dybt«.
Albummet ‘Bleachers’ er ude nu.