Taylor Swift overrasker alle med stilskifte på surprise-albummet ‘Folklore’

5 6
Taylor Swift overrasker alle med stilskifte på surprise-albummet ‘Folklore’
Taylor Swift. (Foto: Beth Garrabrant)

Normalt er Taylor Swift ikke bleg for et langt, hemmelighedsfuldt build-up til en udgivelse, men i fredags forærede hun os, med knap et døgns varsel, sit ottende album, ‘Folklore’. Ingen konspirationsteorier, ingen forudgående promovering, bare musikken. Og alligevel har jeg sjældent oplevet en Swift-udgivelse tiltrække sig så meget opmærksomhed som i det her tilfælde.

For Swift er pludselig trukket i helt andre klæder end normalt og har lavet et album fra sin corona-isolation i samarbejde med The Nationals Aaron Dessner, Bon Iver og hendes trofaste følgesvend, popmastodonten Jack Antonoff.

Resultatet er 16 lidt folk’ede sange med masser af fingerspilsguitar, rumklang og detaljerige tekster – en musikalsk kontrast til hendes forrige tre rendyrkede popalbum, ‘1989’, ‘Reputation’ og ‘Lover’.

Men selvom piben har fået en anden lyd, er det et stilskifte, der fremhæver Swifts sangskrivning og i glimt næsten føles som en tilbagevenden til hendes tidlige dage som rendyrket historiefortæller og country-musiker.

For selvom navnet ‘Folklore’ klinger af myter og magi, kredser sangene overraskende nok om kærlighed og hverdagssituationer. De er ganske enkelt dragende og tryllebindende, og den følsomhed, der kendetegner hendes tekster, bliver sat til musik i de mange klanglige net af guitarfigurer, luftige blæsere og Bon Iver-agtig slideguitar, som er strøet ud over det meste af albummet.

»I didn’t have it in myself to go with grace / ’cause when I’d fight, you used to tell me I was brave«, synger hun på ‘My Tears Ricochet’ over luftige korstemmer og bløde, stemningsfyldte guitarklange. På det Sufjan Stevens-lignende nummer ‘Seven’ er Swifts stemme helt lys og luftig på en måde, man ikke har hørt før.

Selvom der i min optik altid har været masser af følsomhed og sårbarhed gemt i Swifts popbaskere som ‘Style’ eller ‘Blank Space’, er der noget helt magisk over at høre hendes stemme så tæt på, helt umiddelbar og fri for forventninger fra fans og kritikere om, hvilket tema eller rød tråd Swift burde følge denne gang.

De sidste tre album, Taylor Swift har udgivet, har ellers haft næsten karikerede temaer, der har gennemsyret alt fra merchandise til musikvideoer til Instagram-filtre. Først var der den mørke slange-persona på ‘Reputation’, så svævede hun på en lyserød sky med ‘Lover’, og nu er der gået sort-hvid skovtur i den på ‘Folklore’.

De tydelige temaer har haft en stærk kommerciel funktion, men af og til er de gode sange forsvundet i spektaklet. Eksempelvis var ‘Me!’, førstesinglen fra sidste års ‘Lover’, et pastelfarvet festfyrværkeri, der passede perfekt ind i albummets romantiske æstetik, men det var samtidig også en indholdsløs støvsky af et popnummer. 

Da jeg så albumcoveret med Taylor Swift iført hvide blonder og frikadellefrisure, frygtede jeg et kort øjeblik et album fyldt med lut og mandolin og en form for eventyragtige popviser. Heldigvis var det ikke tilfældet, og ‘Folklore’ er faktisk et af de mest umiddelbare og mindst fortænkte i hendes kartotek.

Af lyriske højdepunkter kan man nævne den selvudleverende ‘This Is Me Trying’, breakup-duetten ‘Exile’, og ‘Mad Woman’, der måske/måske ikke fungerer som den sædvanlige stikpille til ærkefjenderne Kanye West og Kim Kardashian: »And women like hunting witches too / doing your dirtiest work for you / it’s obvious that wanting me dead / has really brought you two together«.

Musikalsk er ‘Folklore’ en kavalkade af smukke lydbilleder, der gør det svært at fremhæve enkelte numre over andre. Særligt ‘This Is Me Trying’ skiller sig dog ud med strygere, rumklang og en følsomhed, der minder om ‘The Archer’ fra ‘Lover’.

Vigtigst af alt lyder Taylor Swift overhovedet ikke fremmedgjort i det anderledes lydunivers, og hendes sangskrivning er stadig ekstremt genkendelig. Det bliver især tydeligt på Bon Iver-samarbejdet ‘Exile’, hvor det helt tydeligt er Swifts sangskrivning, man hører under Justin Vernons stemme.

Hendes melodier er ofte repetitive og stakkerede, og hendes tekster formidler budskabet gennem maleriske metaforer: »You’re not my homeland anymore / so what am I defending now / you were my town, now I’m in exile, seein’ you out / I think I’ve seen this film before«, synger Vernon i sit allerdybeste toneleje, så hårene på armene rejser sig med det samme. Men ordlyden er Swifts.

Sjældent har et musikalsk stilskifte virket så naturligt, nærmest helt selvfølgeligt, og det gør ‘Folklore’ til lidt af en milepæl for Swift.

Er det her, sådan vi kommer til at kende hende fremover? Hvis det er tilfældet, klager jeg ikke. ‘Folklore’ understreger Taylor Swifts stærke identitet som historiefortæller og sangskriver, og man føler sig tættere på hende end nogensinde før.


Kort sagt:
Taylor Swift overrasker alle med stilskiftet på surprise-albummet, ’Folklore’, der rummer nogle af hendes karrieres allerbedste sange.

Taylor Swift. 'Folklore'. Album. Republic.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af