FIRST LISTEN. Taylor Swifts 12. album, ‘The Life of a Showgirl’, var en gigantisk, rekordsættende succes, allerede før det udkom.
Hele fem millioner mennesker valgte at pre-save albummet på Spotify, det højeste antal i streamingtjenestens historie, blot for at være sikre på at blive notificeret i det øjeblik, det landede.
Billetter til biografvisninger af albummets første musikvideo – ja, den selvsamme, som også bliver lagt på YouTube helt gratis – solgte alene i USA billetter til en værdi af 15 millioner dollars på blot 24 timer. Der findes Hollywood-film, der kigger misundeligt med.
Selv podcasten, hvor Swift annoncerer albummet, slog med 20 millioner lyttere rekorden for flest afspilninger på en enkelt dag. Der er altså ingen tvivl om, at albummet er en succes. Men hvordan lyder det?
Nu er albummet ude, og vi har lyttet hele morgenen. Her er tre tanker om ‘The Life of a Showgirl’, inden en faktisk anmeldelse lander mandag.
1. »Why are you so obsessed with me?«
Den umiddelbart mest bemærkelsesværdige sang på ’The Life of a Showgirl’ er den poprockede ’Actually Romantic’, der er noget så uventet som et disstrack rettet mod Charli XCX.
Til dem, der ikke bruger deres tid på at nærlæse teksthæftet i deres ’Brat’-vinyl, er det nok værd at nævne, at Charli XCX sidste år udgav sangen ’Sympathy Is a Knife’, hvori hun synger om at føle sig skamfuld, usikker og forkert ved siden af Swift, dengang sidstnævnte datede Matty Healy.
‘Sympathy Is a Knife’ er ikke et disstrack, men nærmere en refleksion over den smertefulde følelse af mindreværd i en musikindustri, der konstant sætter kvindelige stjerner op mod hinanden.
Sådan var der i hvert fald mange, der tolkede den. Men ikke Swift. »I heard you call me ’Boring Barbie’ when the coke’s got you brave«, begynder sangen.
»Wrote me a song saying it makes you sick to see my face / Some people might be offended / But it’s actually sweet / All the time you’ve spent on me«, fortsætter hun i en musikalsk udgave af det ikoniske »why are you so obssessed with me?«-meme fra ’Mean Girls’.
Charli, synger Swift, er som »a toy chihuahua barking at me from a tiny purse«, hvilket nok gælder for de fleste, når man er verdens største popstjerne.
2. Jack Antonoff fortjener en undskyldning
I optakten til ’The Life of a Showgirl’ gjorde Swift meget ud af at fortælle, at Jack Antonoff altså ikke længere sidder i producerstolen. Måske i en erkendelse af, at selv Swifties var begyndt at finde det underspillede musikalske udtryk en kende ensformigt.
I stedet er ’The Life of a Showgirl’ blevet kørt i stilling som Swifts store genforening med producerne Max Martin og Shellback, der står bag en lang række af hendes allerstørste hits: ‘Blank Space’, ‘I Knew You Were Trouble’, ‘Shake It Off’, ‘Style’ og ‘We Are Never Ever Getting Back Together’.
Fans, som havde set frem til en genkomst af de store, svulstige popbaskere og de eksplosive, mastodontiske omkvæd, vil dog nok blive skuffede.
For hvis ’The Life of a Showgirl’ viser én ting, er det, at Antonoff ikke kan bebrejdes for den ganske vist ikke nytænkende stil på de to forgængere, ’Midnights’ og ’The Tortured Poets Department’.
Selvom producerne er skiftet ud, er lyden – de langsomme tempi, den minimalistiske produktion og de tilbageholdende melodier, hvor de ordrige tekster sommetider står i vejen for det metriske flow – nærmest uændret.
Og så er det ganske passende, at Sabrina Carpenter gæster albummets titelsang. Med sin blanding af underspillet synthpop, tilbageholdende funk og ømme guitarballader minder ’The Life of a Showgirl’ nemlig ofte om Carpenters seneste album, ‘Man’s Best Friend’.
Et album, som i øvrigt er produceret af Jack Antonoff.
3. Swift som moralens vogter
De fleste havde nok forventet, at ’The Life of a Showgirl’ ville være et rosenrødt indblik i Swifts forlovelse til NFL-stjernen Travis Kelce. Noget kunne dog tyde på, at den idylliske romance ikke er den mest fordrende for en inspireret sangskrivningsproces.
Foruden den funk-inspirerede ’Wood’, der er en hårrejsende uraffineret hyldest til størrelsen på Kelces pik (»Forgive me, it sounds cocky«, indrømmer hun efter at have sammenlignet hans »manhood« med et »redwood tree«, en »hard rock«, en »magic wand« og »the key that opened my thighs«), er det nemlig småt med kærlighedserklæringer.
I stedet kaster Swift sit blik ud mod samfundet, og hun er mildest talt ikke begejstret for det, hun ser.
Den følelsesladede ballade ’Eldest Daughter’ er en slags læserbrev om tonen på de sociale medier, mens den dramatiske ’Cancelled!’ er et opgør med den frygtede folkedomstol. »Did you girl-boss too close to the sun?«, lyder det blandt andet i den ironiske opremsning af cancel-værdige forbrydelser.
Om det er med fuldt overlæg, at Swift på den måde skriver sig selv ind i den ekstreme højrefløjs kritik af den såkaldte cancel culture, vides ikke, men sangen bliver helt sikkert et hit til republikanernes næste partikongres.
Og så er der ’Wi$h Li$t’, hvor Taylor Swift hovedrystende synger om den materialisme og overflod, som hun – må man forstå – selv har fravalgt til fordel for det simple liv.
»They want that yacht life under chopper blades / They want those bright lights and Balenci’ shades / And a fat ass with a baby face / They want it all«, synger hun blandt andet.
Om den slags klinger hult fra én, der sidste år trak overskrifter ved at flyve 98 gange i privatfly, må være op til den enkelte at bedømme.