‘Midnights’ er det Taylor Swift-album, jeg har længtes efter siden 2015
At man i en alder af 32 allerede kan bryste sig af at udgive sit tiende studiealbum, er mildest talt imponerende. Ikke desto mindre er det den svimlende milepæl, Taylor Swift rammer med sit nye album.
Næsten ti år efter hun udgav ‘Red’, der markerede hendes første flirt med mainstream popmusik. Resten er historie.
Og ‘Midnights’ kunne ligesom ‘Red’ godt gå hen og blive en både fan- og kritikerfavorit. For det rummer noget af hendes bedst tekstarbejde og flotteste pophåndværk til dato.
Allerflottest indkapslet i fokussinglen ‘Anti-Hero’ med det vanvittigt catchy og tragikomisk rammende omkvæd: »It’s me! / Hi! / I’m the problem, it’s me!«.
Her udnævner Swift, der ellers aldrig har været bleg for at indtage en offensiv position i sine tekster, sig selv til en antihelt og synger om sine egne usikkerheder og mindre sympatiske karaktertræk:
»Did you hear my covert narcissism / I disguise as altruism / Like some kind of congressman?«.
Taylor Swift har altid været notorisk kendt for at udtænke snørklede koncepter og personlige rammefortællinger til sine album, ofte på en måde hvor kun de mest hardcore fans har kunnet følge med. Jeg er selv ofte sat af. Men på ‘Midnights’ giver rammen mere end mening.
Det er en samling af sange skrevet til og i den særlige time af døgnet, der både kan rumme eufori, fest og eventyrlyst, men også kan være der hvor ens inderste, mest skrøbelige tanker pibler op til overfladen.
Der er noget filmisk over netop den tid på døgnet, og Swift lader sine dystre og selvdestruktive tanker få frit spil, inden hun det næste øjeblik svælger i lykkerus og forelskelse.
Lyrisk er festen måske ikke så stærkt repræsenteret, men de eftertænksomme tankestrømme i teksterne bliver båret af popproduktioner a la ‘Blank Space’ og ‘Style’ fra hendes otte år gamle ‘1989’-album. Den type Swift-sange har jeg hungret efter i flere år.
Her får man dem i form af åbningsnummeret ‘Lavender Haze’, ‘Anti-Hero’ og den funklende ‘Bejeweled’. Swifts mangeårige samarbejdspartner Jack Antonoff har hjulpet til på produktionssiden. Deres samarbejde har tidligere fostret synth-ballader som ‘Archer’, ‘Daylight’ og ‘Mirrorball’, og de blåtonede, moody synths kendetegner i den grad også ‘Midnights’.
På mange måder føles albummet som en sammensmeltning af netop ‘1989’-Taylor og den mere afdæmpede historiefortællende Taylor fra album som ‘Fearless’, ‘Red’ og de overraskende corona-udspil ‘Folklore’ og ‘Evermore’. Og kombinationen af de mange Swift-facetter er både en styrke og en hæmsko.
For på én gang repræsenterer det alt det bedste, hun nogensinde har skabt; de smukke, repetitive melodier, de tilpas sassy synthpop-produktioner og de vanvittigt skarpe tekster, som især står frem på ‘You’re On Your Own Kid’, ‘Mastermind’ og ‘Anti-Hero’.
Hun inddrager elementer fra hver af sine musikalske æraer, og selv fans af den hævngerrige ‘Reputation’-Taylor har fået et par sange i form af ‘Vigilante Shit’ og til dels også ‘Karma’, der rummer albummets mest mystiske tekst: »Karma is a cat purring in my lap ’cause it loves me / Flexing like a goddamn acrobat / Me and karma vibe like that«.
Men det er lidt som om, Swift aldrig går planken ud.
Pop-bangerne peaker aldrig helt i energi, og omvendt er de inderlige momenter og de flotte tekster ikke detaljerige nok til, at man kan gå for evigt på opdagelse i dem, som man kunne på ‘Red’, ‘Folklore’ og ‘Evermore’.
Havde der været en enkelt sang med samme power som ‘Style’ og en ballade med samme sensibilitet som ‘Illicit Affairs’ eller ‘All To Well’ havde ‘Midnights’ været fuldendt.
Kort sagt:
‘Midnights’ rummer elementer af det bedste fra alle Taylor Swifts musikalske æraer, og hun lader både sine dystre og selvdestruktive tanker få frit spil, mens hun det næste øjeblik svælger i lykkerus og forelskelse.