Der er ingen overraskelser på Taylor Swifts ‘Evermore’ – men det har man heller ikke brug for

Forestil dig, at du er otte år gammel og lige har åbnet alle gaverne under juletræet. Du beundrer dine gaver og går langsomt i gang med at nærstudere dem. Og mens du er dybt optaget af at gå på opdagelse i høsten, kommer dine forældre ind med et nyt lige så stort læs gaver og et entusiastisk »SURPRISE!«. Din hjerne eksploderer, dit fokus er tusind steder, og du sidder lammet i en blanding af lykke og panik.

Sådan havde jeg det, da Taylor Swift i fredags udgav ‘Evermore’ med kun én dags varsel. Det er kun fem måneder siden, hun (også som en overraskelse) udgav det nedtonede folkalbum ‘Folklore’, og allerede nu kaster hun så 15 nye sange efter sine fans. Ganske vist i helt samme stil som ‘Folklore’ og som et slags søsteralbum, men lidt rundtosset bliver man da alligevel.

For ærlig talt: Sangene på ‘Folklore’ funkler virkelig, nu hvor de har fået lov til at bundfælde sig i de tunge efterårsmåneder. Teksterne er sunket ind, ordene hænger fast, og man kan gå og nynne med på de mange små guitartemaer. Jeg er jo slet ikke klar til at gå videre allerede?

Men okay. Hvis man kan se bort fra den ambivalente timing, er ‘Evermore’ ligesom ‘Folklore’ rigtig mange lyt værd, og ser man udgivelsen som en udvidelse af ‘Folklore’-universet i stedet for et reelt nyt album, giver det faktisk rigtig god mening.

Stemningen, stilen, tekstuniverset og Swift er det samme, og med den pulserende, stringente ‘Gold Rush’, den hurtige ‘Long Story Short’ og det countryrockede Haim-samarbejde ‘No Body, No Crime’ er der også anderledes nye indspark i sangskriveruniverset. Der er endda plads til en lille vemodig julesang i form af ’Tis the Damn Season’, der vist nok handler om den fiktive karakter Dorothea, der også har fået et selvbetitlet track på albummet.

Det guitar- og klaverbaserede univers, der blev etableret på ‘Folklore’, er elegant ført videre, og det er altså ikke der, de store musikalske overraskelser skal findes på ‘Evermore’.

Til gengæld byder albummet på utrolig spændende samarbejder med Haim-søstrene, The Nationals Matt Berninger og sidst men ikke mindst Justin Vernon fra Bon Iver, der både synger kor på ‘Marjorie’ og lead på det tungsindige, men utrolig flotte afslutningsnummer ‘Evermore’. Han er desuden også krediteret for diverse instrumenter gennem hele albummet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Samarbejderne lykkes med at tilføje noget nyt til Swifts’ univers, samtidig med at de fremhæver og understøtter de kvaliteter, hun allerede har. Med den underlige mordgåde i ‘No Body, No Crime’-teksten fremelsker Haim det sjove og fantasifulde i Swift, mens Matt Berninger og Justin Vernon er med til at give liv til hendes mest inderlige og melankolske selv.

Og som man allerede fornemmede på ‘Folklore’, sker der bare noget virkelig magisk, når Taylor Swifts klassiske og meget klare sangskrivning bliver parret med indierockens støvede, rumklangs-indsovsede effekter og løsere strukturer. Man fortaber sig i de flotte klanglige net af guitarfigurer, der snor sig mellem hinanden, mens Swifts stemme og historier får en lidt mere mytisk, ja, folklore-agtig stemning.

Derudover er det tydeligt, at Swift selv er fuldstændig opslugt af sin nye måde at skrive sange på, og hendes stemme og tekster sitrer af energi som aldrig før. ‘Evermore’ rummer både typiske Swift-linjer som »I’ll come back stronger than a 90’s trend« på ‘Willow’ og mere maleriske, reflekterende tekster som på ‘Marjorie’, der er en hyldest til Swifts afdøde mormor: »Should’ve kept every grocery store receipt / ‘cause every scrap of you would be taken from me«, synger hun – og det er Swift, når hun er allerbedst.

Så bevares – selv om jeg følte mig som et lille stresset barn, da ‘Evermore’ meldte sin ankomst, er der ingen tvivl om, at det er en flot tidlig julegave i sin egen ret. Albummet fortsætter, hvad ‘Folklore’ startede, og selv om timingen kan diskuteres, kan man ikke komme uden om, at musikken stråler.

---

Kort sagt:
‘Evermore’ fortsætter, hvad ‘Folklore’ startede, og Swifts sange sitrer af energi som aldrig før.