Taylor Swift ‘1989’

Taylor Swift er kommet til storbyen. New York for at være præcis, som hun er flyttet til efter en tilværelse i countryens højborg, Nashville. Nu hænger hun i stedet ud med Lena Dunham og hygger sig i sin Tribeca-penthouselejlighed.

Det er en ny tilværelse, der bestemt også manifesterer sig musikalsk, og Swift lægger ikke skjul på det. Åbningsnummeret på hendes femte album er nemlig ’Welcome to New York’ – en pladderromatisk beretning om lillepigen, der kommer til byen for at skrive et nyt kapitel i den plyssede dagbog. Med flækkede hjerter glemt, vel at mærke: »Took our broken hearts, put them in a drawer«.

Det scenarie kunne dog ikke være længere fra sandheden, for på ’1989’ er den 24-årige amerikaner langt fra countrypigen fra the farm next door. Hun er modnet, stadig smånaiv i sine tekster, men med selvironi, og så er det fantastisk, at Swift endeligt har opgivet at jagte prinsen på den hvide hest. Hun har indset, at kærligheden ikke er sort eller hvid, og bestemt heller ikke lyserød, men oftest grålig eller blodrød. Hun har netop ikke lagt kærestesorgerne i skuffen – det her er et break-up-album ud over alle grænser. Swift har sunget om drenge før, bevares, men her er eventyrenes dage talte.

Det boblende lyse synthtema på ’Welcome to New York’ er dog befriende i sin egen hengivenhed, og den malplacerede tekst glemmes hurtigt sammen med den åbenlyse erkendelse af, at Taylor Swift har lavet sit første rendyrkede popalbum. Det har hun selv sat en tyk streg under i medierne, og et hurtigt blik på producerlisten forklarer det tydeligt.

Max Martin og Shellback stod bag ’22’, ’I Knew You Were Trouble’ og ’We Are Never Ever Getting Back Together’ – de tre synthpopudstikkere på albumforgængeren ’Red’ – og det er det svenske makkerpar, der her (altid sammen med Swift selv) står for de fleste af grundsporene.

Akustisk guitar, vi ses. Country-schwung, rid en tur på prærien. Det her er luksuspop – milimeterpræcist og uden så meget som en lillefinger sat forkert. ’1989’ vil lyde godt og gør det virkelig også. Og når noget kører så gnidningsfrit, har man næsten ikke tid til at kigge efter ridser i lakken.

Basis skal findes i 80’er-poprock, synthesizerens overgreb på guitaren, men Swift er ude i noget, der næsten er decideret utrendy – og måske netop derfor på grænsen til noget tidløst? Her er ingen EDM-mellemstykker, ingen gæsterappere, ingen seksuelle undertoner. Det er hertil ikke nogen popmusikalsk revolution, det tør hun slet ikke, men for hende er det et kvantespring.

Swift sætter sin lid til bombastiske trommer, synthmelodier fra toppen af producernes kartoteker, et elektrisk guitarriff her og der, og så sin egen vokal, der kan indramme et melodramas op- og nedture i få fraseringer.

Hun har ikke et strubebånd som Adele eller Sia, men hendes vokal er umiddelbar, rammende, og skøjter mellem impulsive følelser og reaktioner, der følger teksterne minutiøst. Det er indlevelsens kraft, og det er Swift selv, der gør, at ’1989’ aldrig føles som plastik. Det er hendes skyld, at de små kærlighedshistorier – ofte af den ituslåede slags – kan høres af forskellige generationer med hver sin fortolkning.

Tag bare selvsikkerheden, der stråler ud af hater-hymnen ’Shake it Off’, men sættes i skammekrogen af det selvironiske grin. Eller de langstrakte fraseringer af »this was what you wanted« i ’All You Had to Do Was Stay’ – for virkelig at pointere, hvis skyld det var – de luftige korstykker i ’This Love’, pladens eneste reelle ballade, og den uskyldige skrivemaskinelevering af verset i ’Blank Space’, der munder ud i omkvædet »cause you know I love the players, and you love the game«, hvor anden del multitrackes til et lille Swift-råbekor. Vi er lige gode om det, Harry Styles, har hun indset.

Swift er dog også på rov i nutiden, og der er en del ret tydelige referencer at finde musikalsk på ’1989’. Et synth-drys Robyn på ’Welcome to New York’, Lordes minimalisme spøger på ’Blank Space’, ’I Wish You Would’ er guitarbåret og retrokæk som Haim, ’Style’ (forresten albummets bedste nummer) har i hvert fald set ’Drive’-filmen tre gange i biografen, ’Shake It Off’ er næsten Pharrell-agtig i sin percussion-tingeltangel, og så er der ’Wildest Dreams’, hvor Swift efterligner Lana Del Reys femme fatale med smøg i mundvigen og fyren i kort snor.

Men hun formår at Swiftifie det hele. I hænderne på hende bliver det hele krystalklart. Hverken bedre eller dårligere end udgangspunkterne, men skarpt, storslået og rent. Hos Swift kommer man ikke igen for de små knæk, rillerne, men fordi det er helt tydeligt, at der ikke skal være nogen.

Læs også: Video: Taylor Swifts ‘Shake It Off’ er ren ‘Happy’-pop

Og så kan man ikke komme uden om, at næsten samtlige sange på ’1989’ har et omkvæd, der er førstepladsen på Billboards singlehitliste værdig. Store, svulstige, bombastiske, men altid afbalancerede. Swifts stemme kan som sagt ikke synge skyerne ned, det har den aldrig kunnet, men multi-tracking og lidt manipulering hist og her sørger for, at hun oftest rammer de store følelser – ’Bad Blood’s lag-på-lag-omkvæd er et strålende eksempel.

For det er følelserne, det handler om. Eller kærligheden, for at være helt præcis, der hos Swift er gået fra at være en drøm om den eneste ene til oplevelsen af at holde hånden over en lighter – det er spændende, så længe det varer, men lige pludselig gør det meget ondt.

Swift har opgivet det pladderromantiske og er blevet realistisk, på grænsen til kynisk. Den flygtige lykke er nok, og det er befriende for både hende selv og lytterne.

»Got a long list of ex-lovers / they’ll tell you I’m insane«, synger hun selvironisk på ‘Blank Space’, hvor der tages pis på hendes lange række af medieombruste, fallerede romancer. »Oh my God, look at that face / you look like my next mistake« – så blev det ligesom skåret ud i pap.

»I should just tell you to leave cause I know exactly where it leads«, lyder det på ‘Style’, hvor Swift, velvidende om konsekvenserne falder for en James Dean-type, mens hun i ‘Out of the Woods’ synger »we were built to fall apart and fall back together«.

Det er nu ikke fordi, Swift er blevet direkte pessimist, og teksterne har jævnligt et skær af romantisk banalitet, men oftest er der små twists, lidt humor, noget vid, der gør, at man rent faktisk lytter i stedet for at krumme tæer.

Og når man det punkt, bliver det ekstremt underholdende at følge Swift, der flakker mod kærligheden, men oftest bliver brændt – og kan lide det. Det er ikke nemt at få et album kandiseret i breakups til at lyde sjovt. Men Swift har det netop selv sjovt – og det smitter.

Forestillingen om kærlighed har altid været mindre romantisk i New York end i Nashville, og det lader til, at Swift nu rent faktisk hører hjemme på Manhattan. Med selvironiske Lena Dunham ved sin side.

Men skal Beyoncé, Lorde, Adele og de andre popstjerner begynde at blive bange for deres plads i hierarkiet, nu Swift bevæger sig ind på deres domæne? De monstrøse salgstal for ’1989’ taler deres eget sprog, men Swift har altid solgt album i hobetal, og sandheden er, at hun ikke vil lyde som nogle af de andre – og ingen af de andre vil lyde som hende, det er hun alt for pæn til.

Swift er hverken lyden af lige nu eller revolutionen, der kommer rullende. Men netop derfor har ’1989’ umiddelbart heller ikke nogen sidste salgsdato. Det er popmusik af den fineste karat, der kan nydes af alle, som – ligesom Swift – ikke tager livet og sig selv alt for seriøst.

Læs også: Her er 22 koncerter du skal opleve i november