En 21-årig mand er netop blevet idømt 15 års fængsel for at have planlagt et terrorangreb mod en af tre Taylor Swift-koncerter i Wien i august 2024, der af samme grund blev aflyst af politiet. Det skriver Associated Press.
»Jeg vil bare gerne sige, at jeg er ked af det«, udtalte manden, der i offentligheden går under navnet Beran A., i retten efter strafudmålingen.
Han havde på forhånd erkendt sig skyldig i at have planlagt et angreb mod koncerten. Hans ville angribe tilskuere uden for Ernst Happel Stadion med knive eller hjemmelavede sprængstoffer.
Myndighederne ransagede hans lejlighed den 7. august, dagen inden den første koncert, og konfiskerede materialer til fremstilling af bomber.
Ifølge anklagerne havde Beran A. også haft kontakt med medlemmer af terrorgruppen Islamisk Stat, med hvem han diskuterede køb af våben og fremstilling af bomber. I dagene op til koncerten forsøgte han desuden at købe våben ulovligt.
Sidste år blev en teenager, der går under navnet Mohamed A., dømt for at have været involveret i det afværgede terrorforsøg. Den syriske statsborger bosiddende i Tyskland var 14 år på tidspunktet for det planlagte angreb. Han tilstod alle anklager og fik en betinget dom på 18 måneder i henhold til Tysklands love om ungdomskriminalitet.
En 17-årig blev i sin tid også anholdt for mistanke om indblanding i terrorforsøget. Han blev dog sidenhen løsladt uden sigtelse.
»At få vores koncerter i Wien aflyst var knusende. Men jeg var også så taknemmelig for myndighederne, for takket være dem kunne vi sørge over aflyste koncerter og ikke menneskeliv«, skrev Taylor Swift på Instagram efter aflysningen af koncerterne.
