En 16-årig, der var involveret i forberedelsen af et mislykket terrorangreb mod en Taylor Swift-koncert i Wien, er blevet dømt ved retten i Tyskland. Det rapporterer BBC.
Den dømte, Mohamed A – en syrisk statsborger bosiddende i Tyskland – tilstod alle anklager og fik en betinget dom på 18 måneder i henhold til Tysklands love om ungdomskriminalitet, hvilket altså vil sige, at han undgår fængsel. Han var 14 år på tidspunktet for det planlagte angreb.
Ifølge anklagerne var Mohamed A blevet radikaliseret af onlinepropaganda fra Islamisk Stat, da han hjalp to andre med at planlægge terrorangrebet, der nåede at blive afværget.
Koncertarrangørerne aflyste alle tre af Swifts koncerter på Wiens Ernst Happel Stadion i august sidste år, efter at politiet var blevet informeret om terrortruslen. Næsten 200.000 mennesker havde købt billet til koncerterne.
Politiet anholdt tre personer i forbindelse med det planlagte angreb. Hovedmistænkte, Beran A, der var 19 år på tidspunktet for det planlagte angreb, er fortsat i politiets varetægt, mens hans rolle i sagen efterforskes. Han er desuden mistænkt for at stå bag et andet planlagt terrorangreb i Dubai i marts sidste år, som ligeledes blev afværget.
En tredje mistænkt, der var 17-år på tidspunktet for sin anholdelse, er sidenhen blevet løsladt uden sigtelse.
»At få vores koncerter i Wien aflyst var knusende. Men jeg var også så taknemmelig for myndighederne, for takket være dem kunne vi sørge over aflyste koncerter og ikke menneskeliv«, skrev Taylor Swift på Instagram efter aflysningen af koncerterne.
