ANBEFALING. Når man googler Joey Valence & Brae, står de noteret som et »rockband«. Jeg ville nu kategorisere dem som en hiphopduo, men forvirringen er ikke helt uden grund.
De har selv beskrevet deres musik som »hyper-rap«, som ligger et sted mellem Beastie Boys og Skrillex, og punkinspirationen er ikke svær at få øje på – især ikke på deres debutalbum, ’Punk Tactics’.
De har en uimodståeligt useriøs drengerøvsenergi, som lugter lidt af Faxe Kondi Booster og et soveværelse, der trænger til at blive luftet ud. Ikke desto mindre er man ikke i tvivl om deres bevidsthed om de traditioner, de står på skuldrene af, eller mængden af arbejde, der ligger bag musikken.
De har samarbejdet med større navne som Danny Brown, Jpegmafia og Rebecca Black, sampler alt fra Monty Python og ‘Adventure Time’ til Skrillex og Ciara og ligner lidt naboens mærkelige søn i en amerikansk 90’er-komedie. Og det spiller fuldstændig.
Med Phoebe Bridgers øverst på plakaten kunne man let komme til at overse Joey Valance & Brae blandt ugens annonceringer til Northside, men jeg vil mene, at de er en af de bedste bookinger til næste års program.
Hiphoppens kamæleoner
Joey Valence & Braes musikalske udtryk er ekstremt kaotisk og bevæger sig i et trekantområde mellem hiphop, punk og moderne elektronisk klubmusik.
Deres beats spænder over alt fra støvede, oldschool boombap-trommer til klubbede fire-i-gulvet-produktioner, alt sammen med en herligt punket – dare I say brat – attitude. Men selvom det måske kan virke lidt rodet, så har de en særlig kamæleonisk evne til stadig at ligne sig selv.
Punkenergien mærker man på debutens ’Hooligang’, der pludselig stikker af i buldrende jungle-beats, som når man får stjernen i ‘Super Mario’, og i den nævenyttige postpunk-bas og de mange breakdowns på ‘Startafight’. Eller den musikalske forhammer ’Bussit’ fra efterfølgeren ‘No Hands’, der virkelig trækker tråde til Beastie Boys’ flabede levering.
På numre som ’No Hands’ vækker de mindelser om den mere solbeskinnede del af 90’er-hiphoppen – som Souls of Mischief og Pete Rock – samt Madvillain på ’Intermission 2’, mens de beskidte lowrider-numre ’Doughboy’ og ’OK’ lyder som noget, man blaster ud af en bil med hydraulisk affjedring.
Fra en hyppig brug af Jersey-club rytmer på ’No Hands’-albummet til sidste års ’Hyperyouth’ med den Timbaland-klingende ’See U Dance’, en feature fra Rebecca Black og ’Hot In Herre’-pastichen ’Bust Down’ tipper de også ofte hatten til 00’ernes klubtraditioner.
På trods af at det er kaotisk, er det et enormt gennemført udtryk. Det er i hvert fald de færreste, der kan imitere både Beastie Boys, Timbaland og Skrillex og samtidig lyde umiskendeligt som sig selv.
Pokémon-kort og Pepsi
Både musikalsk, lyrisk og æstetisk er Joey Valence og Brae et godt grundlag for en form for kulturarkæologi. Deres udtryk er så langtidsmarineret i alt, hvad du kan komme i tanke om af memes, tegneserier og generel populærkultur fra de sidste 30 år, at de nærmest rapper i comic sans.
Fra linjer som »make ’em say ‘WoW’ like my name is Leeroy Jenkins« og »I spent my last cheque on Pokémon cards« på ‘Doughboy’ til »John Cena, the way I’m bing chilling« fra nummeret, der slet og ret hedder ’John Cena’. Som er efterfulgt af nummeret ’Omnitrix’. Altså det der ur fra tegneserien ‘Ben 10’.
På trods af deres punkede in-your-face-attitude og hårde produktioner er de ikke bange for at tage tykt pis på både punkens og hiphoppens hårdhed og blærerøvsmentalitet. De laver »curtsey after shows« (altså nejer) og er »off the Pepsi« i stedet for »off the perky«, som de rapper på ’Omnitrix’.
På ’The Baddest’ kanaliserer de Lil Jon i leveringen, mens de rapper: »I’m the baddest bitch in this club / I got 7-Up in my cup / I got bubbles up in my tub«.
Men det er ikke alt sammen Pokémon-kort og Pepsi. ’Hyperyouth’-albummet er også en hyldest til ungdommen og livet, til at udtrykke sig selv og have det sjovt: »I’m kinda scared to admit, I’m afraid of growing up / No one wants to dance / Things are changin’«, som det lyder på ‘Live Right’.
Jeg havde fornøjelsen af at opleve Joey Valence & Brae, da de besøgte Store Vega i maj på deres ’Hyperyouth’-turné, hvor de på forhånd havde udstukket et sæt »tour rules«. Her er det obligatorisk at danse og svede, ingen egoer tilladt, få nogle nye venner, og efterlad det hele på gulvet.
Som det sjovt nok ofte er med high energy-koncerter, så udspringer mosh-pittene og punkenergien fra fællesskab, næstekærlighed og inklusion, og den var til at tage og føle på.
I en tid, hvor ingen åbenbart danser længere, kan Joey Valence & Brae på Northside meget vel være din anledning til at danse lidt igen og slippe dit indre barn fri.