ANALYSE. Da jeg som så mange andre musiknørder, der på uheldig vis befinder sig langt fra den californiske ørken, over weekenden tog forskud på den kommende festivalsæson gennem den mystiske portal kendt som Coachellas live-stream, var der især én ting, der kom bag på mig.
Jeg tænker hverken på Justin Biebers 25 minutter lange YouTube-session eller Sabrina Carpenters syv minutter lange Susan Sarandon-monolog. Derimod blev jeg blæst bagover af den fuldkommen overvældende begejstring, som den alternative popmusiker Slayyyter blev mødt med.
Her var en ekstase, en energi og et lydniveau, som festivalpublikummer ellers typisk forbeholder de største superstjerner, men som pludselig tilfaldt en popmusiker, der i snart ti år er gået under radaren.
For blot et år siden overvejede Slayyyter faktisk fuldkommen at vende musikken ryggen, har hun fortalt.
Efter tre album, et mixtape og tre dusin singler – mange af dem rigtig gode – blev hun stadig anset som et vækstlagsnavn, og hendes seneste turné havde efterladt hende med et stort økonomisk underskud.
Men nogle gange er det netop den fandenivoldske følelse af ikke længere at have noget at tabe, man har brug for. Hendes nye album, ’Worst Girl in America’, er ikke blot hendes til dato bedste, men også hendes – med længder! – mest kommercielt succesfulde album.
Lytter man til det, er det ikke svært at forstå hvorfor. Én ting er, at albummet med sine tunge, maskinelle rytmer og hedonistiske, næsten sleske atmosfære byder på noget af det mest uimodståeligt beskidte dansemusik, der er udkommet i år.
Noget andet er, at albummet med usandsynlig præcision eksemplificerer en tendens, der i stadig stigende grad har defineret den alternative popmusik i kølvandet på Charli XCX’s to år gamle ’Brat’.
En tendens til, at de kunstnere, der før holdt til i hyperpoppens syntetiske plastikunivers, pludselig omfavner æstetikken og lyden af 00’ernes bloghouse-scene, hvor navne som Justice, Crystal Castles, Uffie, SebastiAn og Peaches pionerede genrer som electroclash, new rave og french electro.
En tendens til, at tidens toneangivende pop-eksperimentalister i højere grad er nostalgikere end futurister.
Drømmer om et meme
At Charli XCX’s ’Brat’ hører til blandt nyere tids mest indflydelsesrige album, er næppe en nyhed.
Da vi i efteråret kårede århundredets 50 mest banebrydende album, var ’Brat’ at finde helt oppe på en 12. plads, selvom det på daværende tidspunkt blot var lidt over et år gammelt.
Så gennemgribende et kulturelt fænomen var ’Brat’ nemlig, at dets indflydelse rakte langt udover popkulturen og helt ind i det storpolitiske rum, hvor både Kamala Harris og Nato med tvivlsom succes forsøgte at lukrere på den slimgrønne farve.
Samtidig dannede albummet skole for, hvordan man overhovedet kan gøre albumudgivelsen til en begivenhed i en tid, hvor ingen kan koncentrere sig om noget i mere end 10 sekunder.
Tag blot Olivia Rodrigo, som i sidste uge afslørede coveret til sit nye album, ’You Seem Pretty Sad for a Girl So in Love’, og i samme ombæring udgav en webside, hvor fans kan udskifte teksten på det. Alle drømmer i dag om et albumcover, der kan forvandle deres album til et ‘Brat’-lignende meme.
At ‘Brat’ også har sat et tydeligt musikalsk aftryk stod for så vidt allerede klart sidste år på Selena Gomez’ undervældende ’I Said I Love You First’, hvor et sjældent højdepunkt var den klubbede ’Bluest Flame’, der ikke alene var skrevet af Charli XCX, men også lød fuldkommen som en ’Brat’-demo.
Og på Demi Lovatos ’It’s Not That Deep’, hvor Lovato forkastede sin poppunk-persona fra 2023-forgængeren ’Holy Fvck’ til fordel for pulserende elektrorytmer og en konfrontatorisk, ‘Brat’-lignende party girl-persona.
Men det er ikke i mainstream-poppen, at den mest interessante ‘Brat’-påvirkning er at spore.
En ny vej videre
Den skal derimod findes i undergrunden, hvor en række markante navne har gennemgået en forandring, der på flere måder minder om Charlis.
Som Underscores, Frost Children, Ninajirachi og ikke mindst Slayyyter, der siden slutningen af 2010’erne – i kølvandet på Charli XCX’s ikoniske hyperpop-projekter som ‘Vroom Vroom’ og ‘Pop 2’ – på hver deres måde har været med til at definere hyperpop-genren, men det seneste år har søgt mod samme 00’er-klingende indie sleaze-kilde, som ‘Brat’ er tappet fra.
Siden den dag, hyperpoppen blev opfundet, har kommentatorer penduleret mellem at kåre den til populærmusikkens fremtid og at erklære den død omtrent 15 gange om året.
Jeg ønsker ikke at bidrage til den diskurs, men det er alligevel interessant, at der ser ud til at være en generation af kunstnere, der føler, at de i hvert fald for deres eget vedkommende har udtømt hyperpoppens muligheder, og at bloghouse-inspireret dancepop præsenterer en ny, frugtbar vej videre.
Lytter man til den musik, Underscores, Frost Children og Ninajirachi udgav, da de først dukkede op i musiklandskabet, er den fyldt med skarpe, metalliske perkussionlyde, synth-toner, der hyler som skridende gummi og abstrakte overtoner, der knitrer som knuste neonrør. Lyde, der i dag føles emblematiske for hyperpoppen som genre.
På deres seneste udgivelser – Underscores ‘U’, Frost Childrens ‘Sister’ og Ninajirachis ‘I Love My Computer’ – er vi et helt andet andet sted. Med massive, forvrængede basgange, minimalistiske trommer, der ikke er bange for det ikoniske fire-i-gulvet-kick, og en legesyg, hoppende energi er vi langt tættere på electrohouse-navne som Justice og Boys Noize end på hyperpop.
Det er klart at ovenstående navne stadig stadig dyrker en væsentligt mere outreret lyd, end Charli nogensinde har gjort, men det er alligevel tydeligt, at de søger tilbage mod nogle af de samme inspirationskilder fra 00’ernes alternative klubmusik, som ‘Brat’ trækker på.
Det samme gør Slayyyter, der på ‘Worst Girl in America’ dyrker en næsten primitiv garagelyd, hvor lydbilledet er så komprimeret, at bassen synes at krakelere, hver gang kicktrommen rammer.
Den antagonistiske vokal på albummets mest populære sang, ‘Crank’, kunne være fra en gammel Peaches-sang, mens synthesizerne på ‘Gas Station’ er tynde og skingre som hos Crystal Castles. Hvis nogen fortalte mig, at albummet rent faktisk var indspillet i 2006, er det lige før, at jeg ville tro det.
Det er så overbevisende en genskabelse af indie sleaze-æraens lyd og æstetik, at vi er hindsides inspiration og er havnet ved pastiche. Det taler de pressebilleder, der ledsager albummet, og hvor Slayyyter iscenesætter sig selv som en kaotisk, apatisk party girl, ligeledes deres tydelige sprog om.
Det er der intet galt i – albummet er stadig på alle måder vellykket – men det bliver spændende, om der er mere tilbage at udforske, eller om det snart er på tide endnu en gang at lede efter nye musikalske græsgange.
‘Worst Girl in America’ er ude.