Den gamle Taylor Swift har gen(op)fundet sig selv på ’Lover’
»I’m sorry, the old Taylor can’t come to the phone right now / Why? Oh, ’cause she’s dead«.
Sådan proklamerede Taylor Swift på ’Reputation’-singlen ’Look What You Made Me Do’, at hendes ‘gamle jeg’ var dødt og borte. Sort læder, slanger, hævntørst og bistre miner var en del af Swifts nye stil, og der i 2017 fik hun verden til at tro, at den søde, poppede country-Taylor var begravet for altid.
Fast forward til 2019 og det pastelfarvede cover på hendes syvende studiealbum vidner om, at ‘Reputation’-imaget kun var en hurtig afstikker. Den gamle Swift kan sagtens komme til telefonen, og på ’Lover’ ligner hun sig selv – og så alligevel ikke helt.
»Dette album er en fejring af kærlighed i al dens kompleksitet, varme og kaos«, har Taylor Swift selv tweetet om ‘Lover’, og som antydet er det et album, der svælger i store følelser om kærlighed og tab. Der er sange om at være hovedkulds forelsket, men også enkelte melankolske indslag som den rørende, guitarbårne ‘Soon You’ll Get Better’, der er dedikeret til Swifts kræftramte mor.
Swift har altid været ekstremt personlig i sin sangskrivning, men nu, mere end nogensinde før, tør hun også være åbenlyst privat – og det på en måde, hvor det ikke bare handler om at disse ekskærester og lange ud efter Kanye West. Hun tør skrive sange, der rører ved sårbare emner i hendes eget liv, og det gør, at man på ‘Lover’ føler sig særligt tæt på Taylor Swifts personlige univers. Det gør sig blandt andet gældende på det flotte afslutningsnummer ‘Daylight’ og ‘The Man’, hvor Swift langer ud efter den mandsdominerede medie- og musikbranche, der har været ualmindeligt meget ude efter hende det seneste årti.
Følelsen af nærhed bliver desværre afbrudt af ligegyldige, næsten lidt barnlige sange som førstesinglen ‘Me!’, åbningsnummeret ‘I Forgot That You Existed’, ‘London Boy’ og den underlige, poprockede ‘Paper Rings’. Kvalitetsniveauet svinger virkelig på albummets 18 numre, og ’Lover’ kommer derfor til at fremstå en smule identitetsforstyrret. Det til trods rummer albummet dog også en solid håndfuld velskrevne sange, der bestemt er gode tilføjelser til Swifts repertoire – heriblandt ‘Daylight’ og den catchy ‘Miss Americana & The Heartbreak Prince’, hvor Swift med luftig vokal og et tilbagelænet popbeat kommer sikkert i mål.
Sangene har ikke helt samme sitrende, rendyrkede popenergi som de funklende numre på ‘1989’ og ‘Red’, der stadig står som nogle af de stærkeste album i karrieren. På ‘Lover’ har Swift derimod samlet en masse stemninger og elementer fra forskellige afkroge af popverdenen, og man finder både sange som ‘The Man’, der næsten kunne være lavet af Haim, og et track som ‘Miss Americana & The Heartbreak Prince’, der snildt kunne have været et Halsey-nummer. ‘Soon You’ll Get Better’ bringer desuden lidt af Swifts countryrødder tilbage på tegnebrættet med rolig guitar, smukt banjospil og, nå ja, Dixie Chicks på kor!
Ligesom på ‘Reputation’ har producer og sangskriver Jack Antonoff haft en finger med i spillet på ‘Lover’, og nummeret ‘False God’ vidner om, at de to er en sangskriverduo af højeste kaliber. Det er et af albummets absolutte højdepunkter og måske første gang, en saxofon har fået sneget sig ind på et Swift-album.
Numre som ‘False God’ og førnævnte ‘Soon You’ll Get Better’ er dem, der sørger for, at ‘Lover’ kommer sikkert i havn. Som sange er de bedre, end tracks som singlerne ‘Me!’ og ‘You Need To Calm Down’ er uinteressante, og højdepunkterne gør ‘Lover’ til en sejr mere end et fejlskud.
Albummet er nemlig en sejr i forhold til den udvikling, Swift allerede startede på ‘Reputation’, hvor metaforerne og de eventyrlige tekster langsomt er blevet skiftet ud med et ærligt, vedkommende tekstunivers. Det er et sted, hvor Swift fremstår mere sårbar og oprigtig end nogensinde før.
Kort sagt:
På trods af en ret svingende musikalsk kvalitet rummer ‘Lover’ en solid håndfuld velskrevne og ærlige sange, der bestemt er gode tilføjelser til Swifts repertoire.
Læs også: Taylor Swifts 15 bedste sange – rangeret
Læs også: Taylor Swift namedropper Leonardo DiCaprio, mens hun udstiller mediernes hykleri