The 1975 skruer op for intimiteten og ned for eksperimenterne på ’Being Funny in a Foreign Language’
The 1975 er måske ikke tidens bedste band, men de kan meget vel være det mest interessante.
Tag bare gruppens seneste fuldlængde, ’Notes On a Conditional Form’ fra 2020. En kaotisk genreportefølje af et fjerde album, der i løbet af sine 22 numre og næsten halvanden time lange spilletid trækker lytteren igennem alt fra hardcore punk og countryrock til melankolsk IDM og spoken word.
Resultatet var – forståeligt nok – årets mest polariserende album. For hvad i alverden stiller man egentlig op med så overrumplende en størrelse som ’Notes’?
Soundvenues Kjartan F. Stolberg kvitterede dengang med seks stjerner og drog paralleller til The Beatles’ ditto klippe-klistrede ’The White Album’. En tankegang, som jeg kan sagtens kan følge. Ligesom jeg sagtens kan følge de anmeldere, der befandt sig i den anden ende af skalaen og kaldte albummet en rodebutik.
Personligt sad jeg tilbage med en følelse af, at kunstnerisk overflod var et slags grundvilkår for The 1975. At frontmand Matty Healys hyperaktive musikalitet var decideret utæmmelig, og at bandets højtravende ambitioner aldrig ville kunne kondenseres ned til et stringent album på under en time.
Men det er lige præcis, hvad ’Being Funny in a Foreign Language’ er. Stringent, umiddelbart og lige akkurat halvt så langt som sin forgænger. Bliver vi et øjeblik i Beatles-terminologien, er det her nærmere gruppens ’A Hard Day’s Night’. Bare 11 smaskforelskede popsange uden så meget fikumdik.
Det er ikke mindst tilfældet på albummets første halvdel, der indeholder nogle af bandets mest direkte kompositioner i årevis.
’I’m In Love You With’ og den nærmest Springsteen-klingende ’Looking for Somebody (To Love)’ viser et band, der efterhånden har perfektioneret kunsten at skrive silkebløde 80’er-hits, og den dance-poppede ’Happiness’ følger trop som en af gruppens bedste popsange til dato.
På deres femte album samarbejder bandet for første gang med stjerneproducer Jack Antonoff, og hans retrorockede indflydelse skinner tydeligt igennem. Ligesom The 1975 er Antonoff nostalgisk anlagt, og på den måde klæder han og bandet jo egentlig hinanden ret godt.
I studiet var The 1975 efter sigende opsatte på at holde alting så live som overhovedet muligt, og det har resulteret i et charmerende, mere organisk udtryk, end vi er vant til fra bandet. Ikke mindst på det afdæmpede åbningsnummer ’The 1975’, der ser Healy sympatisere med ungdommen over en klaverfigur, der vækker mindelser om LCD Soundsystems ’All My Friends’.
Det organiske udgangspunkt er også tydeligt på den Bon Iver-klingende førstesingle ’Part of the Band’, der af gode grunde allerede er blevet ikonisk blandt bandets fans for at indeholde den måske mest Matty Healy-agtige linje til dato: »I like my men like I like my coffee / full of soy milk and so sweet, it won’t offend anybody«.
Jep, humor er der også masser af på ’Being Funny in a Foreign Language’, og det klæder bandet at skrue lidt op for selvironien.
The 1975 har bygget en karriere på deres frygtløse udskejelser, men på deres femte album nøjes bandet langt hen ad vejen med at spille på deres styrker. For nogle kan så intim en affære måske føles en kende undervældende, men for mig at se er det en tiltrængt ganerenser ovenpå det kæmpemæssige ædegilde, der var ’Notes’.
’Being Funny in a Foreign Language’ er næppe det magnum opus, som bandet vil blive husket for. Men albummet tjener ikke desto mindre til at understrege, at The 1975 selv uden Healys store armbevægelser stadig er et fremragende band.
Kort sagt:
Ingen store armbevægelser, bare 11 smaskforelskede popsange uden så meget fikumdik. ’Being Funny in a Foreign Language’ er The 1975’s hidtil korteste og mest stringente album.