The 1975’s ‘Notes on a Conditional Form’ er opskriften på et rædsomt rod – men er endt som en decideret magtdemonstration

6 6
The 1975’s ‘Notes on a Conditional Form’ er opskriften på et rædsomt rod – men er endt som en decideret magtdemonstration
The 1975. (Foto: Universal Music Group)

The Beatles’ selvbetitlede dobbeltalbum fra 1968, i folkemunde kaldt ‘The White Album’, er en sjov størrelse. Der er praktisk taget ingen stilmæssig kohærens, albummet er med sin halvanden times varighed noget af en mundfuld at komme igennem, og det fører ikke rigtig lytteren fra A til B, men rettere rundt i alle mulige kringelkroge i en rækkefølge, der på overfladen kan synes næsten tilfældig.

Det ligner opskriften på et rædsomt, ufokuseret rod, men The Beatles fik denne sære præmis til at virke, idet håndværket var fremragende, og klippe-klistre-strukturen tjente det brogede lydunivers overraskende godt.

Den godt 80 minutter lange ‘Notes on a Conditional Form’ er på virkelig mange punkter The 1975’s svar på ‘The White Album’ – selv indpakningen af den fysiske udgave vækker paralleller. På tværs af de fire første numre står den således på spoken word fra Greta Thunberg sat over ambient-instrumentation, dernæst hårdtpumpende post-hardcore, så et orkestralt instrumentalnummer, og så funklende artpop med et glitchet future garage-beat.

Det eneste andet album, jeg er stødt på i år, der har samme grad af sonisk diversitet, er ‘I Disagree’ af Poppy. Det album vandt mig med sine hektiske, nådesløse genrespring, der var som at få gentagne slag direkte i ansigtet. The 1975 er det totalt modsatte: Hver sang er fuldt ud dedikeret til sin egen specifikke lyd, og bandet tager dig blidt i hånden, mens de elegant fører dig fra det ene univers til det næste.

Den melankolske IDM på ‘Yeah I Know’ sætter stemningen flot for den drømmende lyd på den efterfølgende shoegaze-sjæler ‘Then Because She Goes’. Dennes længselsfulde univers er følelsesmæssigt ikke særligt forskelligt fra det næste track, den Bon Iver-kanaliserende folksjæler ‘Jesus Christ 2005 God Bless America’, der sonisk fører albummet over i noget rustikt og landligt. Netop derfor er det ikke et alt for radikalt venstresving, når ‘Roadkill’ derefter introducerer decideret countryrock.

Det er ikke sådan, det står i de metaforiske regelbøger, at man skal strukturere sit album, men det fungerer for de sange, det britiske firkløver har lavet. For hver gennemlytning har jeg sat mere og mere pris på rækkefølgen, der hurtigt kommer til at virke som det mest naturlige i verden.

At dette spraglede væv så samtidig består af The 1975’s sublimt stærkeste samling sange er heller ikke noget at kimse ad.

Ja, deres indflydelser er tit ualmindeligt tydelige – hvis de ikke har draget bevidst inspiration fra Bright Eyes til ‘Playing on My Mind’, Frank Ocean til første halvdel af ‘Nothing Revealed / Everything Denied’ eller Jamie xx til ‘Shiny Collarbone’, så bliver jeg godt nok overrasket. Men de tilgår hver eneste stilart med præcis den respekt og det fænomenale håndværk, det kræver.

Hvad end det gælder at skrive catchy popmelodier (‘Me & You Together Song’, ‘If You’re Too Shy (Let Me Know)’), at kreere fascinerende elektroniske lydflader (‘I Think There’s Something You Should Know’, ‘What Should I Say’), eller at skabe de mest skrøbelige klump-i-halsen-øjeblikke (‘Jesus Christ 2005 God Bless America’, ‘Guys’), så er bandet i sit es. De har ikke ‘People’ med på albummet blot for at vise, at de kan lave voldsom post-hardcore – de gør det, fordi de kan lave post-hardcore, der kvalitetsmæssigt er værd at sammenligne med tidens allerbedste navne i genren.

Hvad der måske er opskriften på et rædsomt rod er altså endt ud som en decideret magtdemonstration. Og albummet viser, at uanset hvilken stil, The 1975 kaster sig ud i, kan de få mageløse resultater ud af det – så længe de gør sig enormt umage og oprigtigt elsker den form for musik, de arbejder med. Hvilket tydeligt skinner igennem alle numre på ‘Notes on a Conditional Form’.


Kort sagt:
‘Notes on a Conditional Form’ tager store chancer – både med sin struktur, og med hvor mange vidt forskellige stilarter, The 1975 kaster sig ud i. Men denne risikovillighed har båret frugt, og et af vor tids mest spændende bands har derfor endelig et decideret mesterværk i deres diskografi.

The 1975. 'Notes On A Conditional Form'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af