Engang i 2013 hørte jeg P6 Beat under en køretur. Her hørte jeg for første gang et band, jeg allerede havde hørt en hel del hype omkring, nemlig de unge britiske stjerneskud i poprockgruppen The 1975. Sangen, de spillede, var ‘Sex’ fra gruppens debutalbum, og jeg hadede det øjeblikkeligt.
Det var i mine øjne kulminationen af indierockens kommercialisering: En gruppe pretty boys, der ikke havde videre interessante melodier, hvis lyd var ualmindeligt inoffensiv, og hvis lyriske indsigt ikke rakte videre end trivielle observationer om sex og stoffer – en fordom, der ikke just blev modarbejdet af, at sangtitlerne på deres debutalbum var så simple som ‘The City’, ‘M.O.N.E.Y.’ ‘Chocolate’, ‘Girls’ og, igen, ‘Sex’.
I dag er The 1975 et af mine yndlingsbands, og jeg ser konstant frem til hver eneste sang, de udgiver.
Hvad er der sket? Det er fristende at sige, at jeg selv har modnet, og mens jeg ikke finder gruppens debutalbum øjeblikkeligt frastødende længere, ville jeg godt nok stadig kalde det en temmelig uengagerende lytteoplevelse, som jeg kun yderst sjældent vender tilbage til.
Rettere vil jeg takke bandet selv – for med hver udgivelse har de udviklet sig i forhold til håndværk, ambition, æstetik og ikke mindst kvalitet. Allerede fra deres selvbetitlede debut har de fokuseret på at være samfundsbevidste, genrehoppende og visuelt mærkbare. Dengang gjorde de det bare ikke videre exceptionelt – men det gør nu.
Det visuelle univers
Debutalbummet kom i kølvandet på fire ep’er, hvor coveret på tværs af alle fem udgivelser var variationer over det samme motiv: Et sort/hvidt billede af et stående hvidt rektangel med bandets navn på sig. Mange af deres videoer og pressebilleder var i sort/hvid – og de, der ikke var, havde for det meste virkelig matte, gråtonede farver. Den store undtagelse ville være ‘Girls’, hvor de specifikt gjorde nar af det image, de havde skabt.
Herefter ser vi en mærkbar søjle i The 1975’s kunstneriske etos rejse sig: De gør sig som få andre grupper anstrengelser for at kommunikere med deres fans.
Forsanger Matty Healy lagde mærke til, at fans på Tumblr uploadede The 1975-billeder, der var tonet pink, og som denne æstetik spredte sig, besluttede bandet sig for at omfavne pastelfarver og 80’er-kitsch, da de skulle promovere deres andet album, ‘I Like It When You Sleep, For You Are So Beautiful Yet So Unaware of It’ – en albumtitel, der stadig får mig til at krumme tæer, omend jeg holder af meget af musikken derpå.
Men ambitionerne blev ved med at blive større på tværs af deres tredje album ‘A Brief Inquiry into Online Relationships’ fra 2018 og den kommende efterfølger ‘Notes on a Conditional Form’.
Videoen til ‘Notes’-singlen ‘The Birthday Party’ er en genial skildring af, hvordan memes på platforme som 4chan er med til at konstruere en forskruet, hadsk virkelighedsopfattelse hos især mange unge mænd. ‘Me & You Together Song’-videoen bruger romcom-klicheer til eminent at udtrykke, hvor kaotisk og desorienterende kærlighed og ungdom kan være. Og ‘Brief Inquiry’-nummeret ‘Love It If We Made It’ blander på provokerende, tankevækkende vis billeder fra virkelighedens grusomheder med en optimistisk tanke om en fremtidig verden, hvor vi endelig er kommet om på den anden side af de uhyrligheder, man bliver gjort vidne til.
Her er altså et rockgruppe, som er visuelt orienteret og samfundsbevidst (gerne på samme tid) på en måde, som få andre nutidige bands er det. Det er ovenstående eksempler klokkeklare beviser på.
Et band uden genregrænser
Matty Healy skulle efter sigende have kaldt The 1975’s stil for »temmelig eksperimentel«, da debutalbummet udkom. Mens »eksperimentel« er et mærkat, jeg selv reserverer til musik, der er noget mere ukonventionel, end The 1975’s output nogensinde har været, kan jeg godt forstå, hvad han mente. For ‘The 1975’ fra 2013 har nogle sære øjeblikke.
‘M.O.N.E.Y.’ er et glitchet nummer med nogle underspillede funkindflydelser og et temmelig uortodokst omkvæd, ’12’ er et kort ambient-interludium, og ‘Menswear’ bruger halvdelen af sin spilletid på en kølig, minimalistisk IDM-intro. Men altså: Det er stadig bare et poprock-album med de sporadiske indflydelser fra en, indrømmet, ganske bred vifte af andre genrer. Og det bliver gjort temmelig kluntet til tider.
Fast-forward til ‘I Like It When You Sleep’ fra 2016, hvor The 1975 med ‘Please Be Naked’ udforsker ambient i hele fire minutter, ‘Lostmyhead’ fører dem over i shoegazens verden, og de afslutter albummet med ‘She Lays Down’, et 100 procent akustisk indiefolk-nummer i bedste Bright Eyes-stil – for slet ikke at tale om de mange mærkbare emo-elementer, der er kommet i deres poprocksange. Albummet har stadig nogle stilmæssige piskesmæld, men de vover pelsen ud i nogle helt nye hjørner, og det ender godt nok med at give pote, som karrieren skrider fremad.
Med treeren, ‘A Brief Inquiry’ fra 2018, var det nærmest som om, det blev for meget af det gode. Jeg anmeldte albummet og skrev, at det blev for sonisk ufokuseret. Jeg syntes, det stak i mange retninger, og at der ikke blev gjort det store for at få disse retninger til at spille godt sammen. Jeg står for den sags skyld stadig ved den kritik, men jeg står ingenlunde længere ved den pointe, jeg endte med at afslutte min anmeldelse med: At det ville være bedre, hvis The 1975 bare holdt sig til de kække, charmerende popsange, de for længst har bevist, at de kan begå.
Efterhånden er der nemlig ikke én eneste genre, jeg ikke tør betro dem. ‘Notes on a Conditional Form’ starter med et fem minutter langt spoken word-track med Greta Thunberg, direkte efterfulgt af deres nok mest arrige, støjende track nogensinde, den voldsomme post-hardcore-protestsang ‘People’ – og disse vidt forskellige stilarter fungerer fornemt sammen. Begge sange er allerede ude, så du kan selv prøve at sætte dem i rækkefølge i en playliste og opleve, hvordan de forstærker hinanden mageløst.
Derudover har singlerækken budt på følsom softrock, future garage-pop, bombastisk new wave og skrøbelig americana-klingende indiefolk – uden én eneste sang derimellem, der ikke har været uhyre veleksekveret.
En generationsstemme
The 1975’s musik har fra første udgivelse handlet om ungdommens perspektiv. Om at være i sine 20’ere og ikke vide, hvad man vil med sit liv. Om at overgive sig til massevis af sex og stoffer for at finde bare en smule, der giver mening til tilværelsen.
Det er som sådan meget fint. Det har rockbands gjort praktisk taget så længe, genren har eksisteret. The Who gjorde det i 60’erne, Big Star gjorde det i 70’erne, Nirvana gjorde det i 90’erne.
Matty Healy havde så på papiret den fordel, at han skrev ud fra sine egne erfaringer – blandt andet om sin heroinafhængighed. Men bandets håndværk som sangskrivere bød ikke på noget, jeg ikke havde set talrige steder før. ‘Sex’ var bare endnu en sang om, hvordan unge mennesker ser på sex, ‘Chocolate’ var bare endnu en sang om at gøre oprør mod autoriteterne – og ingen af dem brugte virkemidler, der gjorde mig særlig investeret i fortællerens synspunkter.
Tag derimod en sang som ‘Guys’, den nyeste single fra bandet. Det er en sang, der nærmest kun kunne have eksisteret i 2020 – og den prøver end ikke på at være samfundskritisk.
Her synger Healy om, hvor meget han holder af sine bandmedlemmer – og han gør det med en skrøbelighed, der ville have været totalt uset med tidligere generationers maskulinitetsidealer. Ja, selv i dag fungerer den som et oprør mod de kønskonservative stemmer, der trods alt stadig får en del mikrofontid.
Se også en sangtitel som ‘Jesus Christ 2005 God Bless America’, der med meme-sprog både går i kødet på homofobi og drømmer om et univers, hvor der er en større mening med verdens galskab – akkurat som hvordan ‘The Birthday Party’-videoen illustrerer ensomhed og radikalisering på en måde, der reflekterer hvordan det ser ud i vores nutid.
Eller kig på et album som ‘A Brief Inquiry’. En hel times musik dedikeret til at dissekere, hvordan vi kommunikerer med hinanden over internettet. Her finder vi blandt andet førnævnte ‘Love It if We Made It’, der grundet sin rablende opremsning af nyhedshistorier (inklusive Trump-citater) er blevet kaldt vores generations svar på ‘We Didn’t Start the Fire’ eller ‘It’s the End of the World as We Know It (And I Feel Fine)’. Den afbilder den grumme virkelighed uden fløjlshandsker, og den har derfor ramt mangt en lytter særligt hårdt.
At jeg ikke kunne udholde The 1975, da jeg hørte dem første gang, er lettere absurd for mig at tænke på nu. For der er næppe noget album, jeg har set mere frem til i år end ‘Notes on a Conditional Form’, der lander på fredag. Forhåbentligt lever helheden op til singlerne, det har både vi og bandet fortjent.