‘Did You Know That There’s a Tunnel Under Ocean Blvd’: Lana Del Rey har skabt karrierens mest uperfekte album
De første 50 sekunder af Lana Del Reys længste album til dato er et bevis på den kunstneriske kamp, hun har kæmpet siden gennembruddet med ’Born to Die’ i 2012.
Dengang stilede den hvislende, dekadente sanger efter at rumme en hel nations drømme, nostalgi og mismod i en overdådig, men slagkraftig musik fyldt med tågede drifter.
Lana Del Rey fremmanede en kollektiv drøm af art deco, vold og politik. Det var storladent, perfektioneret.
Men det var ikke nok.
Til Billboard har Del Rey fortalt, at hun i begyndelsen af karrieren var besat af, at musikken skulle blive så god som muligt. Og at det er en helt anden måde, hun arbejder på i dag.
»Nu synger jeg bare, nøjagtig hvad jeg tænker. Og jeg tænker lidt mindre stort og bombastisk«.
Det er den bevægelse væk fra perfektion, der indleder hendes 77 minutter lange niende studiealbum, ’Did You Know That There’s a Tunnel Under Ocean Blvd’.
For det første, man hører, er en fejl. Korsangere, der øver sig på omkvædet til åbneren ’The Grants’, men ikke har helt styr på teksten endnu. En kort prolog, der også understreger, at Lana Del Rey i dag sætter proces over resultat.
Flere gange på albummet kæmper hun imod det alt for helstøbte.
På ’Candy Necklace’ hakker Del Rey bevidst imod tempoet i Jon Batistes klaver, mens hun synger om rastløs ødselhed.
Senere, på ’Peppers’, der er en slags stenet ode til Red Hot Chili Peppers, går hun meta og spørger, hvad der ville ske, hvis man splejsede et omkvæd ind af den canadiske rapper Tommy Genesis – hvorefter hun gør netop det.
Flere sangtekster har karakter af personlige memoer, og Del Rey leverer dem som lange tankestrømme uden at gå forfærdelig højt op i, om trykket på de enkelte ord falder naturligt.
Det gælder også halvvejs, hvor smukke ’Kintsugi’ og ’Fingertips’ viser, hvad det er, den 37-årige amerikaner gerne vil ind til: En hudløs ærlighed.
Hjertet må gå itu, for at lyset kan slippe ind, digter hun her videre på Leonard Cohen, mens musikken bølger frit med klaver og strygere.
Blikket er rettet mod det nære, og flere gange henvender hun sig direkte til sin far: »Daddy, I miss them«, synger hun om dem, hun har taget afsked med og aldrig haft tid til at sørge over.
Lana Del Rey lukker os længere ind, end hun nogensinde har gjort, og tak for det.
Men ’Ocean Blvd’ er ikke kun ballader uden beat, selvom klaveret dominerer. Efter en blød start rammer ’A&W’ som en knytnæve med sit omslag fra fingerspil på guitar til ondsindet Moog-bas og trapstemning.
Her tager Del Rey rollen på sig som American whore og angriber småborgerlighed, mens hun prøver at acceptere sig selv.
Hun veksler mellem grundvokal og en manisk falset, et spejl af det dobbeltliv, hun synger om – og af den dobbelthed, der findes i så mange af hendes sange.
Sangen er et højdepunkt i karrieren.
Kort efter sidder hun og griner halvt forhekset, halvt underholdt, mens celebritypræsten Judah Smith præker imod utroskab og lyst. Er hun fascineret eller frastødt? Det er ikke til at sige, og den tvetydighed er Lana Del Reys styrke.
Til gengæld sætter hun et lidt sært punktum for albummet.
Blodfattige besøg af Father John Misty og Jack Antonoff, et forsøg med autotune (’Fishtail’), den løjerlige RHCP-ode og et beskidt throwback til ’Venice Bitch’ fra ’Norman Fucking Rockwell’ (’Taco Truck x VB’) – det virker rodet.
Men alright, det er måske en del af processen. En del af opgøret med den perfektionisme og storladenhed, som Lana Del Rey på ’Ocean Blvd’ vellykket har skiftet ud med nærhed, kanter og skødesløshed.
Kort sagt:
Lana Del Rey har vendt blikket væk fra de store abstraktioner. Sangerens niende studiealbum vinker farvel til perfektionisme til fordel for spontan skødesløshed.