‘Blue Banisters’: Det er på tide at redefinere, hvad der er ‘klassisk Lana Del Rey’
‘Black Bathing Suit’ er en titel, der snildt kunne have optrådt på Lana Del Reys debutalbum fra 2012. Her ville badedragten have siddet på en slank, tungt sminket, (selv)destruktiv femme fatale på kanten af en swimmingpool uden for en luksusvilla i Hollywood Hills, og lyden ville have været bombastisk og poleret retropop.
Titlen er klassisk Lana Del Rey, men sangen, der optræder på hendes nye og syvende album ‘Blue Banisters’, indgår i et helt andet musikalsk og æstetisk univers end det, amerikaneren introducerede os for dengang på ‘Born To Die’. I den sorte badedragt befinder sig stadig en selverklæret kompliceret bad girl, men også et par uønskede lockdownkilo og en sårbar længsel efter en kæreste at spise is med foran tv’et.
»When I’m being honest, I’m tired of this shit«, synger hun i første vers på ‘Black Bathing Suit’. Og ærlighed klæder Lana Del Rey utroligt godt på hendes anden albumudgivelse i 2021. På ‘Blue Banisters’ har hun nemlig stadig mere humor og poetisk nerve end de fleste popstjerner samt et tilsyneladende uudtømmeligt reservoir af flotte ballademelodier.
Det er faktisk nok på tide at redefinere, hvad der er ‘klassisk Lana Del Rey’.
For hun har de seneste år gennemgået en heftig kunstnerisk udvikling, igangsat med mesterværket ‘Norman Fucking Rockwell!’ i 2019, videreudviklet på ‘Chemtrails Over the Country Club’ fra marts i år, og nu, på ‘Blue Banisters’, opdateret nok en gang, skønt der snarere er tale om et nænsomt, men frisættende skred i tilgangen til sangskrivning, koncepter og udgivelsesfrekvens end en egentlig ny lyd.
Lana Del Rey fremstår på sit nye album som en kunstner, der har taget endnu et skridt i retning af en arbejdsform, der bare virker for hende. Det nære samarbejde og samvær med venner og familie (og hundene Tex og Mex) samt afskrivningen af sociale medier og den støjende offentlighed har tilhøreladende gjort hende mild, tilbagelænet og modig i sin sangskrivning.
‘Blue Banisters’ er musikalsk beslægtet med sin analoge og akustiske forgænger, men her er flere underspillede stemningsskift og eksperimenter. Vokalerne dirrer og knækker, sine steder skratter lydbilledet blidt som i en gammel film. Temaer om corona-isolation, kreativitet, familie og kuldsejlet kærlighed blander sig i et tekstunivers, som glider frit imellem personlige refleksioner og præcise observationer af vores samtid.
Her er konkrete tidsmarkører; Black Lives Matter-demonstrationer, kasserede mundbind og angstindgydende skovbrande i Santa Clarita er med til at forankre sange som ‘Textbook’, ‘Violets For Roses’ og titelnummeret i 2021. I dette kuld er ‘Violets For Roses’ særligt vellykket med spejlingen af samfundsmæssig og personlig frihed i kølvandet på et brud med en mand, der nød lidt for godt af Del Reys status og fik hende til at bytte sin firehjulstrækker for en Rolls Royce (»a simple life, I chose this«).
Omvendt er en sang som ‘Thunder’ en bogstaveligt talt tidløs, klassisk lydende ballade om at tigge sin følelsesmæssigt forkrøblede partner om at slutte forholdet: »Just do it / just do it / don’t wait«.
Sjældent har Lana Del Rey lydt mere bedrøvet og determineret på samme tid, og det er en kraftfuld kombination. Snakken går i disse uger om, at Adele får hele kloden til at græde, men når Lana Del Rey orkestrerer sine brud med strygere og soulet kor, ved jeg godt, hvor jeg foretrækker at få lettet trykket på tårekanalerne.
Den lange trackliste på ‘Blue Banisters’ består både af nyt materiale og en håndfuld ældre sange, hvoraf ‘Nectar Of the Gods’ kan dateres helt tilbage til ‘Ultraviolence’-året 2014. Et overraskende højdepunkt er duetten ‘Dealer’ med Miles Kane fra The Last Shadow Puppets, som er både sitrende intens og sjov, når Lana Del Rey leverer en manisk vokalpræstation over den monotone melodi.
Sangen er et godt eksempel på den vibe, der gennemsyrer hele albummet, af en kunstner tændt af at freestyle og følge sine impulser – det samme kan siges om interluden ‘The Trio’, der parrer et berømt mariachitema fra westernklassikeren ‘The Good, The Bad And The Ugly’ med et tungt drill-beat. Fortiden og nutiden skamløst forenet. En del af Lana Del Reys ærinde er stadig det poppatchwork, hun forførte os med for ti år siden.
Mindre interessant er ‘If You Lie Next To Me’ med sit lidt generiske la-la-la-omkvæd, imens albummets fire afsluttende ballader er smukke uden at nå samme høje niveau som de fremhævede sange.
Men ‘Blue Banisters’ understreger, at Lana Del Rey i disse år har hul igennem til et kreativt skatkammer af de helt rige – hvis nogen stadig skulle være i tvivl. Hvis hun annoncerer sit næste album allerede på den anden side af jul, vil jeg ikke være spor bekymret for kvaliteten.
Kort sagt:
Lana Del Rey fastholder på sin anden albumudgivelse i 2021 de seneste års høje niveau, omend hun har givet sig selv løsere tøjler. Her er både uønskede lockdownkilo og hjertesorg, skrattende blæsere og umotiverede drill-beats samt et tilsyneladende uudtømmeligt reservoir af flotte ballademelodier. På ‘Blue Banisters’ har amerikaneren stadig mere humor og poetisk nerve end de fleste popstjerner.