’Chemtrails Over the Country Club’: Lana Del Rey vender blikket indad på nyt mesterligt album

’Chemtrails Over the Country Club’: Lana Del Rey vender blikket indad på nyt mesterligt album
Lana Del Rey. (Foto: PR)

Der er meget at leve op til. Lana Del Reys forrige album, ‘Norman Fucking Rockwell!’, blev ved udgivelsen i 2019 hyldet som hendes foreløbige hovedværk og amerikaneren selv kaldt en samtidsspiddende ’sandsigerske’.

Om hun kan spejle sig i den titel, skal jeg ikke kunne sige, men på den afdæmpede efterfølger, ‘Chemtrails Over the Country Club’, synes Del Rey mere interesseret i at dagdrømme end i at dissekere den amerikanske folkesjæl.

Hun snævrer kort sagt perspektivet ind. Albummets personlige tekster og romantiske stemninger cirkulerer om Lana Del Reys ophav, berømmelse og selvforståelse, men fordi USA lægger scene til det hele, er det forjættede land og Del Reys ambivalente kærlighed til det som altid allestedsnærværende – heldigvis.

For det er måden, hvorpå den kontrastfulde amerikanske kultur spejles i Lana Del Reys musik, der gør hende til en så uforlignelig og til stadighed ekstremt relevant kunstner.

Tag blot albumtitlen; ’chemtrails’ refererer til en konspirationsteori om, at flystriberne på himlen består af giftige kemikalier og er onde magthaveres hemmelige værk. Denne dramatik til trods er ‘Chemtrails Over the Country Club’ Lana Del Reys mindst dramatiske udspil til dato.

Instrumenteringen er organisk og blid med gennemgående inspiration fra folk og rootsmusik, og amerikaneren synger med en afklaret inderlighed om sit horoskop, sit selverklæret vilde hjerte og om at elske og skabe »for the right reasons«. Næsten som om hun her ti år inde i sin heftige karriere med fem mytedyrkende album bag sig vil formidle ’den ægte Lana’ til verden.

Bliver vi så klogere på, hvem hun er? Heldigvis ikke rigtigt.

Åbningsnummeret ‘White Dress’ kan ved første lyt synes letafkodeligt med sine jazzede takter og bekendende tekster om at savne den simple tid som servitrice i stram uniform, men når Del Rey presser sin stemme op i et anstrengt, helt lyst register i leveringen af nøglelinjen »down at the Men In Music Business Conference«, får den drømmende ballade en tvetydig klang.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Om ‘White Dress’ handler om underkastelse eller uskyldighed eller begge dele, afhænger således af, hvem der lytter.

Det seneste år har Lana Del Rey i en række offentlige udtalelser insisteret på, at hun bare er sig selv, i et modsvar til mediernes evindelige analyse og problematisering af hendes dunkle image (guilty as charged).

Dette statement gennemsyrer tekstuniverset på ‘Chemtrails Over the Country Club’. »I’m not unhinged or unhappy, I’m just wild«, synger Del Rey på titelnummeret, ligesom ‘Not All Those Who Wander Are Lost’ formidler budskabet om en kompleks kunstner med en ukompliceret agenda.

Når ‘Chemtrails Over the Country Club’ trods de tydeliggjorte intentioner er så vellykket et album, skyldes det, at musikken lyder ubesværet og intuitiv, og at melodierne stråler lige så stærkt som på forgængeren.

‘Let Me Love You Like a Woman’ og Nikki Lane-duetten ‘Breaking Up Slowly’ nailer countrysangens simple struktur og følelsesmæssige umiddelbarhed, imens ‘Yosemite’ og ‘Wild At Heart’ er storslåede folkballader tålmodigt forløst.

Guitarfingerspil, klaver, blæsere og blød percussion fylder i det skønhedssøgende lydbillede, som Lana Del Rey og producer Jack Antonoff kun momentvis punkterer på underspillet vis – for eksempel i form af den diskrete autotune på ‘Tulsa Jesus Freak’ og triphop-viben på ‘Dark But Just A Game’.

De lidt ensidige tekster har ikke samme brod som på ‘Norman Fucking Rockwell!’, men ’Chemtrails Over the Country Club’ er endnu et storværk fra en kunstner, som er på evig vandring, selv når hun hviler i sig selv.


Kort sagt:
På efterfølgeren til det eminente ‘Norman Fucking Rockwell!’ synes Lana Del Rey mere interesseret i at dagdrømme end i at dissekere den amerikanske folkesjæl. Men det er ikke en dårlig ting. Med tvetydigheden intakt, nye musikalske inspirationer og tindrende smukke melodier har hun skabt sit hidtil mest afbalancerede og inderlige udspil.

Lana Del Rey. 'Chemtrails Over the Country Club'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af