»So… Fuck off«: Hvordan gik Lana Del Rey fra hyldet sandsigerske til fuld Instagram-kamikaze?

KOMMENTAR. Lana Del Rey er mildest talt snublet ind i 2021. Kun to uger inde i det nye år er det, der skulle have været en glædelig nyhed om et kommende album, blevet til en konflikt om race- og privilegieblindhed. Og så fik hun vist også sagt i et interview med Beats 1 Radio, at præsident Donald Trump var en nødvendighed, og at global opvarmning ikke er verdens største problem.

Yikes.

Det er ikke første gang, at Lana Del Rey bliver ramt af kritik, og faktisk er de uheldige udtalelser efterhånden blevet rimelig mange. Sidste år regnede kritikken ned over hende, da hun lavede en uhensigtsmæssig sammenligning af sig selv og en række sorte kvindelige kunstnere.

For et par måneder siden flippede hun ud på en fan, der på Twitter beskyldte hende for at have stemt på Donald Trump til det amerikanske præsidentvalg. Og da hun i sidste uge løftede sløret for coveret til sit kommende album, blev det også kritiseret. Mest fordi coveret var ledsaget af en mærkelig, selvforherligende kommentar om diversitet:

 »I mine 11 års arbejde har jeg altid været ekstremt inkluderende uden overhovedet at have forsøgt. Mine bedste venner er rappere, mine kærester har været rappere. Mine kæreste venner er alle steder fra, så før I igen kommer med kommentarer om en WOC/POC-problematik (women of colour/people of colour, red.), er jeg ikke den, der stormer the capital, jeg forandrer bogstaveligt talt verden ved at lægge mit liv og tanker og kærlighed på bordet 24-syv. Respekter det«.

Jo tak, Lana.

»Fuck off«

Kommentaren er af fans blevet kaldt tonedøv, og særligt udtalelsen om at ‘hendes venner er rappere’ har vakt frustration. Det virker som en gendigtning af den klassiske ‘jeg har masser af sorte venner’-kommentar, som hvide fejlagtigt bruger som en slags garanti for, at de ikke er i stand til at opføre sig racistisk.

At Lana Del Rey ovenikøbet i samme vending får sidestillet sorte med rappere, gør udtalelsen endnu mere ufølsom, og det har flere fans også påpeget i kommentarfeltet på Instagram og på Twitter.

Det tåkrummende resultat af opslaget er, at Lana Del Rey fremstår, som om hun forventer en slags belønning for sin opmærksomhed omkring diversitet – når det er noget, der jo burde være helt selvfølgeligt.

Celebrities begår fejl. Bevares. Men det, der gør Lana Del Rey-miseren til noget særligt, er, at hun nægter at indrømme sine fejltrin og lytte til den kritik, der bliver rettet mod hende af fans på Twitter og på Instagram.

Da kritikken haglede ned sidste år, gav hun igen med et »fuck off«, og oven på det uheldige ‘Trump var en nødvendighed’-citat og kommentaren om diversitet, lavede hun også et rant på Instagram, hvor hun afviste kritikken fuldstændig.

Lana Del Reys håndtering af kritik er usympatisk – og ærlig talt kommer den ret meget bag på mig.

Fra sandsigerske til Instagram-kamikaze

»Hun fælder dom over den amerikanske drøm allerede i albumtitlens fuckfinger til USA’s folkekære illustrator, og bag coverets kække poseringer og farvestrålende typografi brænder horisonten«, skrev vores anmelder Marie Ulrich om ‘Norman Fucking Rockwell’ i 2019. Hun kaldte albummet for Lana Del Reys hovedværk og var absolut ikke den eneste af den opfattelse.

‘Norman Fucking Rockwell’ blev hyldet af alle de store medier for at være samfundsspiddende poesi, og Lana Del Rey blev ophøjet til en sandsigerske, der med stoisk ro og visdom betragtede den kaotiske og langsomt smuldrende verden på afstand.

Men siden da har hendes popkulturelle tilstedeværelse været alt andet end stoisk og afstandstagende. Den har været usædvanlig konfrontatorisk, og Lana Del Rey er kommet med defensive modsvar til al kritik, der er blevet rettet mod hende. Det i sig selv er ikke problematisk. Enhver har lov til at svare på kritik.

Problemet er, at Lana Del Reys forsvarstaler har været privilegieblinde, selvretfærdige og de har ikke vist det mindste tegn på forståelse. Det står i stærk kontrast til den reflekterede og rolige tone på ‘Norman Fucking Rockwell’.

»Jeg er den forkerte at hive fat i, når man taler om ikke at være inkluderende eller frisindet nok«, sagde Lana del Rey i et fem minutter langt rant på Instagram, og den udtalelse mindede mig på tragikomisk vis om, da en særligt magtliderlig, blond republikaner sidste år sagde: »I’m the least racist person, anybody is going to meet«.

I samme tåkrummende Instagram-video gik Lana Del Rey til angreb på diverse medier, særligt Complex, og kritiserede dem for at tage hendes ord ud af kontekst og fortælle falske historier om hendes fortid. Videoen blev afsluttet med et kortfattet: »So…Fuck you«.

På titelnummeret til ‘Norman Fucking Rockwell’ sang Lana Del Rey helt genialt: »God damn, man-child / You act like a kid, even though you stand six foot two / Self-loathing poet, resident Laurel Canyon know-it-all«.

Lyrikken indkapsler perfekt den arrogante, bedrevidende og skrøbelige big dick-energi, som hun brugte størstedelen af albummet på at punktere. Men helt ærligt – er det ikke sådan hun selv kommer til at fremstå lige nu? Arrogant, bedrevidende og i total fornægtelse over for kritik.

»Mine venner er rappere. Mine kærester har været rappere«

Og lad os så vende tilbage til det nok mest kiksede af musikerens citater indtil nu. For sagens kerne og årsagen til, at kritikken er haglet ned over hende, er netop udtalelser som den her:

»I mine 11 års arbejde har jeg altid været ekstremt inkluderende uden overhovedet at have forsøgt. Mine venner er rappere. Mine kærester har været rappere«, skrev hun. En slags sugarcoated forsikring om, at ‘jo jo, Lana Del Rey hænger bestemt ud med sorte’.

At kommentaren så også fik den lille sløjfe: »Jeg forandrer bogstaveligt talt verden ved at lægge mit liv og tanker og kærlighed på bordet 24-syv« fik hende til at fremstå uden perspektiv og blind for sin egen position.

Lana Del Reys kommentarer er uden tvivl sagt i god tro, og med et ønske om at vise, at hun er »inkluderende og liberal«. Men at have sorte venner er ikke en fribillet, der gør hende, eller andre hvide for den sags skyld, ude af stand til at gøre racistiske ting. Og den manglende anerkendelse af dén position, er det, der har såret hendes fans.

Lana Del Rey er ikke en frelser, hævet over kritik, fordi hun har sorte venner, eller fordi hun inkluderer sorte og brune kvinder på et albumcover. Den pointe skal hun være lydhør over for. Ingen popstjerner er hævet over kritik, og selv om Lana Del Rey føler sig oplyst og inkluderende, er det i sidste ende ikke op til hende at bestemme.

Konflikten viser, at man sagtens kan have et ønske om at løfte kvinder og prædike feministiske budskaber, men stadig være blind over for problematikker der vedrører race, klasse eller andre undertrykkelsessystemer. Og hvis Lana del Rey fortsætter med at fornægte det problem, er hun ikke meget bedre end det ‘man-child’, hun sang om på ‘Norman Fucking Rockwell’.

»They mistook my kindness for weakness / I fucked up, I know that, but Jesus / Can’t a girl just do the best she can?«, sang Lana del Rey på ‘Mariner’s Apartment Complex’ for kun halvandet år siden.

Jeg håber, at hun vil genfinde lidt mere af den energi og netop tør sige »I fucked up« i stedet for bare »Fuck you«.