Lana Del Rey har det seneste døgns tid fået tørre tæsk på Instagram og Twitter. For sangeren valgte torsdag at annoncere sit næste album (samt et par digtsamlinger) på en rimelig, æh, ukonventionel måde. I stedet for at ride højt på bølgen af succes fra sidste års universelt hyldede storværk ’Norman Fucking Rockwell’, havde hun nemlig en høne at plukke.
Eller faktisk havde hun flere. I et meget konfrontatorisk opslag på Instagram kritiserede Lana Del Rey nemlig modtagelsen af sin egen musik – og sammenlignede sig selv med en række andre kvindelige artister.
»Nu hvor Doja Cat, Ariana, Camila, Cardi B, Kehlani og Nicki Minaj og Beyoncé har haft førstepladser med sange om at være sexet, ikke at have noget tøj på, at kneppe, være utro etc. – kan jeg så venligst vende tilbage til at synge om at blive legemliggjort, at føle sig smuk ved at være forelsket, selv hvis forholdet ikke er perfekt, eller at danse for penge – eller hvad end jeg har lyst til – uden at blive korsfæstet eller klandret for, at jeg glamouriserer misbrug?«, spurgte Lana Del Rey i opslaget, der også inkluderer denne (ufrivilligt?) komiske sætning: »Jeg er jo bare en glamourøs person!«
Anyway: Lana Del Reys overordnede pointe er, at hun er »fed up« af at blive kritiseret for sin lyrik, der har kredset om »underdanige eller passive roller i mine forhold«. Ifølge sangeren er hun blevet urimeligt kritiseret for at udtrykke sig selv, og det skinner igennem i opslaget, at det er en særlig form for feminisme, der – ifølge Lana Del Rey – ikke gør plads til oplevelser som hendes:
»Der må være plads i feminisme til kvinder, der ser ud som og opfører sig som mig – den slags kvinde, der siger nej, men hvor mænd hører ja«, skriver hun blandt andet.
Så vidt så godt. Eller rettere, så vidt, så skidt: For det, internet-offentligheden greb fat i, var ikke Lana Del Reys forsøg på at skabe et rum for kvinder som hende selv i feminismen, men i stedet hendes uheldige brug af en række – næsten udelukkende ikkehvide – kvinder som eksempler på artister, der (antageligt) ikke har haft det så svært som hende i mediernes og folkets blikke.
En uheldig sammenligning
Dén påstand var svær at sluge, især fordi det er svært at overhøre den nedladende sammenligning mellem de nævnte kunstneres sangtematik (»kneppe, være utro, etc.«) og Lana Del Reys egne emner (»føle sig smuk ved at være forelsket«). Det skabte en Lana vs. de andre-situation, hvor hendes (hvide, »glamurøse«) æstetik kontrasteredes med de andres (ikkehvide, og underforstået mindre attråværdige) æstetik.
Det ser samtidig heller ikke særlig godt ud, når en trods alt utrolig hyldet hvid popsanger fremhæver mestendels ikkehvide artister som værende fritaget fra kritik. Det er også direkte forkert at sige, at Nicki Minaj, Cardi B eller Beyoncé ikke har oplevet modgang. Man burde ikke være nødt til at finde eksempler, for Lana har vel selv Google, men her kommer nogle:
Ariana Grande blev internetmobbet af ekskæresten Mac Millers fans, der beskyldte hende for at være skyld i hans død. Beyoncé måtte udstå Jay-Z’s utroskab og skabte et storværk om undertrykkelse ud af det (’Lemonade’). Kehlani var tæt på selvmord, da hun blev internet-shamet for påstået utroskab. Og både Cardi B og Nicki Minaj kæmper jo konstant for ikke at blive nedgjort på grund af deres måde at fremstille seksualitet.
Så nej: Det er ikke kun Lana Del Rey, der har haft modvind på sociale medier og i offentligheden.
Men når det så er sagt, så er den massivt negative reaktion på opslaget alligevel opsigtsvækkende. Når ikke bare Twitter og tabloidblade går grassat, men selv et medie som The Guardian skriver, at Lana Del Rey »promoverer racemæssige stereotyper«, må man spørge sig selv: Var det her bare klodset skrevet? Eller var Lana Del Rey racistisk?
Klodset, tonedøv – og racistisk?
Her kommer vi ind i en gråzone. For udover The Guardians formulering om at sprede stereotyper, bruges vendinger som »tonedøv« og »priviligeret« om Del Rey. Det er altså ikke direkte racismeanklager. Men det er tæt på.
Lana Del Rey har selv forsøgt at lægge en dæmper (hvis man kan kalde det det) på situationen ved at skrive en række svar i kommentarsporet på det oprindelige opslag, hvor hun blandt andet udtaler: »Det er sørgeligt at gøre det til en sag om WOC (women of color, red.) når jeg taler om mine yndlingssangere (…) Lad være med at kalde mig racist, for det er bullshit«.
Del Reys pointe er altså, at hun ikke fremhævede de nævnte artister negativt, og at det ikke handler om race – men om det, som en kvindelig kunstner kan udtrykke. Og, hvis vi er helt ærlige, så er det vel nok de færreste, der tror, at Lana Del Rey er racist, eller at hun postede sit opslag med racistiske intentioner.
Hun ramte bare tonen helt forkert – udtrykket »tonedøv« rammer det måske meget godt. Helt sikkert klodset, måske ubevidst fordomsfuldt, men nok ikke decideret racistisk.
Det er selvfølgelig ikke en specielt god position at indtage, men der er måske også en pointe i, at flokmentaliteten på Twitter var meget hurtigt ude med riven mod et opslag, der tydeligvis var mere uigennemtænkt end ondskabsfuldt. For meget af kritikken går jo på måden, hun formulerede sig på, snarere end det, hun rent faktisk prøvede på at sige. Og det har faktisk gjort, at Lana Del Reys egentlige pointe er forsvundet totalt ud af debatten.
En dybt begravet pointe
Siden den oprindelige shitstorm har Lana Del Rey delt en video med teksten »fuck off«, og dén ret aggressive tone har nok ikke hjulpet hendes egentlige budskab. For de her svar kommer næppe til at lukke ned for racismedebatten. Skaden er sket.
For én ting fremstår som stensikker. Der er ingen, der taler om den pointe, Del Rey egentlig ville diskutere. Nemlig at hun gennem karrieren har fået urimelig hård kritik, og at anklagerne om, at hun »satte kvinder 100 år tilbage« (som hun skriver i opslaget), nedgjorde de personlige oplevelser, sangene indkapslede.
Der er vel en pointe i, at feminismen skal have plads til en kvindelig kunstner, der beskriver dynamikken i et destruktivt forhold.
Det bliver der dog ikke meget plads til, når Lana Del Rey vælger at nævne an række ikkehvide kunstnere som eksempler på en mindre kritikfyldt tilværelse – og samtidig lader til at være en smule nedladende omkring deres musik. Det har ført til, at hendes kamp mod feministisk kritik er endt med racismeanklager.
Men dybt begravet i den her skrotbunke af en situation, var der engang en pointe. Den skal der dog nærmest en arkæolog til at grave frem nu.