Siden Lana Del Rey for 12 år siden brød massivt igennem med ‘Video Games’, har popkulturen brugt lige så meget krudt på at greje hende som på at dyrke hendes musik — hvis ikke mere.
»Er Lana Del Rey feminist?«, har et tilbagevendende spørgsmål lydt siden 2011. »Er hun ægte?«. Og senest: »Er hun woke?«.
Offentlighedens sult efter at analysere og placere den amerikanske musiker understreger, hvor stor og særlig en stjerne hun er. Hvor enigmatisk, tvetydig og derfor stadig hamrende interessant hun er mere end et årti efter debutsinglen.
Hendes tiltrækningskraft handler om pinup-æstetik, retroreferencer og rollespil. Men først og fremmest handler den om musikkens mange forskellige lag og udtryk. Denne guide går derfor i kødet på netop musikken og på Lana Del Reys hastigt voksende bagkatalog.
I sidste uge udgav sangskriveren med det borgerlige navn Elizabeth Grant sit ottende album under pseudonymet Lana Del Rey, ‘Did You Know That There’s a Tunnel Under Ocean Blvd.’, og i den anledning rangerer vi her alle hendes album fra svagest til bedst.
Lad det være sagt på forhånd: Top-3 var tæt løb.
8. ‘Lust For Life’ (2017)
Lana Del Rey udgav sit fjerde album samme år, som Donald Trump blev indsat som USA’s 45. præsident, og den på én gang surrealistiske og uhyggeligt virkelige begivenhed motiverede albummets lidt trodsige og temmelig ujævne hyldest til kærligheden og livet.
Falliterklæringen i Det Hvide Hus ledte Lana Del Rey til at kommentere på politiske emner som den spøgende atomkrig på ‘Coachella (Woodstock In My Mind’) og misogyni i de øverste magtlag på ‘God Bless America — And All The Beautiful Women In It’.
Anderledes afvæbnende er åbneren ‘Love’, som stadig stråler som en af hendes allerbedste sange, og som tænder en forventning i lytteren om et album præget af stilsikker cinematisk retropop.
Den forventning indfrier ‘Lust For Life’ imidlertid ikke. De 16 sange stikker i alskens musikalske retninger. Fra trap- og hiphopinspirationen på den ASAP Rocky- og Playboi Carti-assisterede ‘Summer Bummer’ til den romantiske folkpop på Sean Ono Lennon-duetten ‘Tomorrow Never Came’.
Det er ikke i sig selv en dårlig ting hos en kunstner, hvis bedste værker er musikalske og kulturhistoriske patchwork. Men på ‘Lust For Life’ synes iveren efter at iscenesætte de rette gæster og trends at være sket på bekostning af sangenes kvalitet.
7. ‘Blue Bannisters’ (2021)
Det timelange ‘Blue Bannisters’ udkom blot et halvt år efter ‘Chemtrails Over the Country Club’, og ligesom sin mesterlige forgænger er hendes syvende album et bevis på, at Lana Del Rey i disse år er i kreativ storform.
Rent musikalsk ligger albummet med sin mestendels analoge, akustiske lyd i direkte forlængelse af ‘Chemtrails’. Tager vi det tunge drill-beat på interluden ‘The Trio’ ud af ligningen, kunne de fleste af disse sange snildt have fundet vej til forgængeren. I et parallelt univers eksisterer de to 2021-udgivelser side om side som et tidsløst, dagdrømmende dobbeltalbum.
Dén lighed ender dog også med at blive albummets største svaghed. For selvom flere af disse numre er skåret ud fra samme folk-skabelon, matcher de langt hen ad vejen ikke helt kvaliteten på ‘Chemtrails’. Ikke ulig Lana Del Rey-superfan Taylor Swifts ditto folk-inspirede ‘Evermore’-album synes ‘Blue Bannisters’ at være et produkt af kunstnerisk overflod.
Man kan dog næppe klandre Lana Del Rey for at smede, mens jernet er varmt, og alene hendes maniske vokalpræstation på Miles Kane-samarbejdet ‘Dealer’ gør ‘Blue Bannisters’ værd at vende tilbage til.
6. ‘Born To Die’ (2012)
Elizabeth Grant havde tidligere forsøgt sig under andre kunstnernavne, men hendes debut som Lana Del Rey var det maksimalistiske og modsætningsfyldte ‘Born To Die’ fra 2012.
Albummet introducerede os for ‘the gangster Nancy Sinatra’, som fortærer de største skikkelser, værker og referencer fra amerikansk kulturhistorie og præsenterer dem i sin helt egen glitrende og skyggefulde form. Med størst effekt på ‘Blue Jeans’, titelnummeret og naturligvis ‘Video Games’.
‘Born To Die’ er en medrivende og uperfekt plade. Den fascinerer i sin vilje til at forstørre de forskellige sider af Lana Del Rey, så udtrykket bliver næsten tegneserieagtigt: Ennio Morricone-guitar og bombastiske omkvæd, lillepigestemme og syngerap, orkesterpop og elektroniske hiphopbeats.
Skærer man de svulstige produktioner ind til benet, står flere af dem dog tilbage som rimelig ordinære popsange. Det er, som om de er blevet forført af deres egne proportioner, hvilket også kan forklare, hvorfor den småanstrengende ‘Off To the Races’ spiller over fem minutter.
5. ‘Honeymoon’ (2015)
En helt anden afdæmpet side af Lana Del Rey dominerer hendes tredje album, der lyder som sommerdøsige hvedebrødsdage på valium.
De langsomme og mørkrandede kompositioner strækker sig alle lige under eller over fem minutter, og der er noget beundringsværdigt ved amerikanerens insisteren på at vende den storladne og effektive pop ryggen og i stedet dyrke en tyst romantik.
Her er flotte ballader med en selvransagende panderynke som ‘God Knows I Tried’, effektfulde elektroniske understrømme på ‘Art Deco’ og ‘High By The Beach’ og snigende, filmiske strygerarrangementer på blandt andet titelnummeret og ‘Terrence Loves You’. Desværre går der fodslæbende melodrama i balladerne sidst på albummet.
Ikke desto mindre var ‘Honeymoon’ ved udgivelsen endnu et kunstnerisk venstresving fra en popstjerne, som med kompromisløs egenrådighed undersøger afkrogene af sit udtryk.
4. ‘Did You Know That There’s a Tunnel Under Ocean Blvd.’ (2023)
Da Lana Del Rey i sidste måned lod sig interviewe af Billie Eilish, kunne hun blandt andet afsløre, at hun oprindeligt ville have været nøgen på omslaget til sit nye album, men at hun i sidste ende droppede idéen, fordi sangene »faktisk er afslørende på samme måde som et nøgenfoto ville have været«.
Lytter man til ‘Did You Know That There’s a Tunnel Under Ocean Blvd.’, forstår man godt, hvad hun mener. Der er en skødeløshed på spil her, som vi ikke er vant til fra den amerikanske sangskriver. Aldrig har Lana Del Rey været så vidunderligt uperfekt. Aldrig har hun været så nøgen.
Desværre leder denne mere tøjleløse tilgang også stedvist til nogle rodede stunder. Især albummets slutspurt er præget af en række uheldige kunstneriske valg, der blandt andet tæller en halvkedelig gæsteoptræden fra Father John Misty (‘Let The Light In’) og malplacerede autotune-effekter (‘Fishtail’).
Men det er samtidig dét, der gør ‘Did You Know’ til en endnu milepæl i karrieren – og især karrierehøjdepunktet ‘A&W’ er med sit pludselige skift fra intim folk-instrumentation til benhårde traptrommer et bevis på, hvor godt det kan gå, når man vinker farvel til perfektionismen.
3. ‘Ultraviolence’ (2014)
Lana Del Reys efterfølger til debutalbummet var et kunstnerisk kvantespring og afslørede amerikaneren som en selvbevidst sangskriver med en klar vision.
Anklagerne om antifeministiske temaer, som havde sværmet om hende siden udgivelsen af ‘Born To Die’, synes at have antændt sangenes gudsforladte kvindeportrætter, der lyder majestætiske og flossede på samme tid i rockmaestroen Dan Auerbachs producerhænder.
At ‘Ultraviolence’ kun får en tredjeplads på denne liste siger mere om toppens vanvittige kvalitet end om værkets mangel på samme. Flere af karrierens bedste sange står i kø først på albummet, hvor de forener Lana Del Reys selvudslettende besyngelse af fatal romantik og afhængighed med kraftfulde guitarer samt en slet skjult humor og lyrisk brod.
»They judge me like a picture book / by the colors like they forgot to read«, spinder hun halvt satirisk, halvt selvrefererende på ‘Brooklyn Baby’, hvis weed-rygende boheme er endnu mere cool end sin også ret cool kæreste, inden hun slingrer barfodet ned ad Los Angeles’ myteomgærdede strande på ‘Westcoast’ – dopet af forelskelse eller narko eller begge dele.
2. ‘Chemtrails Over the Country Club’ (2021)
Hvor ‘Honeymoon’ dyrker de dvælende ballader på en næsten enerverende facon, formår ’Chemtrails Over the Country Club’ trods sit rolige udtryk at fastholde intensiteten fra start til slut. Dét er albummets store kvalitet.
Her er du i selskab med en Lana Del Rey, der lyder mere afklaret og tilfreds end nogensinde, men som præsenterer den ene stilfærdigt lysende idé for lytteren efter den anden.
Folk, jazz og country præger det organiske og stort set akustiske lydbillede, hvor man i højere grad end på noget andet Lana Del Rey-album fornemmer bandet bag hovedpersonen. Et ekko af en mandestemme i det afdæmpede vildnis af strengeinstrumenter på ‘Not All Those Who Wander’, trommernes intuitive hvislen på ‘White Dress’.
Albummet lyder med andre ord meget lidt produceret, hvilket kalder på credit til Jack Antonoff, imens også gæstevokalisterne i form af blandt andre Weyes Blood står som vellykkede kreative valg fra Lana Del Reys side.
‘Chemtrails Over the Country Club’ er hendes måske mest helstøbte værk til dato.
1. ‘Norman Fucking Rockwell’ (2019)
Et større spænd af moods præger Lana Del Reys femte album og ubestridelige hovedværk, ‘Norman Fucking Rockwell’. Der er langt fra titelnummerets klaverballade til den psykedelisk summende langspiller ‘Venice Bitch’ og de elektroniske effekter på den dystre ‘Cinnamon Girl’.
Alligevel er albummet en formfuldendt lytteoplevelse, for Lana Del Reys på én gang henslængte og lysvågne kulturkritik og kærlighedsstudier får hver eneste sang til at vibrere og formidles gennem de flotteste melodier hidtil fra musikerens hånd.
Som fan er det næsten rørende at genkende takterne og temaerne fra debutalbummet og opleve dem blive forløst på både mere sikker og mere dragende vis end nogensinde før. Som når amerikaneren på nøglesangen ‘The Greatest’ lader solen gå ned over sin nation med ordene: »The culture is lit, and if this is it, I had a ball«.
Dommedagsprofetisk og opløftende på samme tid – ingen popmusiker mestrer en sådan sammensmeltning af stemninger bedre end Lana Del Rey.