Lana Del Reys kunstneriske vision er tæt på fuldendt på ‘Ultraviolence’
Den ulykkelige Marilyn. Den forsmåede Jackie O. Den fortabte Nastassja Kinski i rollen som Jane Henderson i Wim Wenders’ 80’er-klassiker ’Paris, Texas’. De dødsdømte femme fatales Laura Palmer og Dorothy Vallens i David Lynch-mesterværkerne ’Twin Peaks’ og ’Blue Velvet’: Den 27-årige Elizabeth ’Lizzy’ Grant aka Lana Del Rey har altid haft en forkærlighed for at iscenesætte sig som amerikanske antiheltinder med skæbnesvangre livshistorier – både de fiktive, de virkelige og de stereotypiske.
Sådan var det på ’Born to Die’ i 2012 og ligeså nu på ’Ultraviolence’, der i al sin storladne stemning styrer konstant mod en afgrund.
I kyndigt samspil med The Black Keys’ Dan Auerbach har Del Rey heldigvis forladt de knapt så vellykkede, rap-agtige vokaleksperimenter fra forgængeren. Albummet er i stedet knivskarpt eksekveret og udfolder sig som et ørkengoldt landskab af langsomme, grandiose ballader, der ville fremstå som rene parodier på Agent 007-akkompagnementer – var det ikke for teksternes beske bid.
Læs også: Lana Del Rey leger med ilden i videoen til ‘West Coast’
Slagtøjet tordner hele vejen tungt som et begravelsestog i langsom fremmarch. Violin-arrangementerne stryger hen over den forslåede hud og de twangende guitarfigurer skifter mellem at skære som glasskår gennem rumklangen og rase som vildtfarende vindhekse. Og midt i dette står Del Reys narkotisk døsede vokal stærkere end nogensinde før.
Med musikken som det perfekte bagtæppe forvandler hun sin fascination af fatale skæbnehistorier til en stor helhedsfortælling om ensomhed og isolation. Som raffinerede kjoler trækker Del Rey den ene karikerede personlighed efter den anden ud fra skabet og iklæder sig de forskellige triste tilværelser med en melankolsk sans for finesse.
Læs anmeldelse: Lana Del Rey i fuld kontrol på NorthSide
Hun er den afdankede eks-prom-queen i sin »little red party dress«, der drukner sorgerne over sit forliste forhold i bourbon på den himmelstræbende åbner ’Cruel World’. Hun er den naivt forelskede, men også dybt selvoptagede hipster-hippiepige med den Lou Reed-idoliserende kæreste i ’Brooklyn Baby’, og på titelnummeret med den ubehagelige, filmiske titel, spiller hun den omsorgshungrende kvinde, der finder sig i den voldelige kæreste: »He hit me and it felt like a kiss«. Hertil kommer den gåsehudsfremkaldende, men tykt sarkastiske ’Money, Power, Glory’, hvor Del Rey spiller den nådesløst lykkejagende bitch.
Når man lytter til ‘Ultraviolence’ fornemmer man, at Lana Del Reys kunstneriske vision er tæt på at være fuldendt: Dét her er Hollywood sadcore – som den ordkække sangerinde i sin tid døbte sin musik, da hun brød igennem med ‘Video Games’. Sløret af alkohol, stoffer, angst og paranoia. Blændet af storhedsvanvid, begær og selvforelskelse. Sørgmodigt og knugende ensomt.