15. Blondshell ‘T&A’
Lidt underspillet shoegaze-funklen i introen, og så skyder Blondshell en barsk kærlighedsfortælling i gang, hvor hun på socialrealistisk vis skildrer et parforhold, der kvæles af vold og alkoholmisbrug. Kjartan F. Stolberg
14. Doechii ‘Nosebleeds’
Det er altså et powermove at have en sang klar til at markere en Grammy-sejr just in case.
Vi havde selvfølgelig bifaldet hendes Grammy-sejr uanset, men tænk engang, at vi havde aldrig hørt et af Doechiis stærkeste numre, hvis Eminem havde vundet for Bedste hiphopalbum. Kjartan F. Stolberg
13. Perfume Genius feat. Aldous Harding ‘No Front Teeth’
Perfume Genius’ gennemtrængende, skælvende vibrato og Aldous Hardings helt forsigtige, æteriske hvisken må være indierockens svar på peanutbutter og marmelade.
Hvis altså en peanutbutter-marmelade-mad var i stand til at fremprovokere gåsehud og tårer. Kjartan F. Stolberg
12. Lola Young ‘Not Like That Anymore’
Der sidder formentlig en ekskæreste et sted i England, der fortryder, at han ikke lige tænkte sig om en ekstra gang, inden han lagde sig ud med Lola Young.
På denne postpunk-inspirerede breakup-hymne vrænger og snerrer hun nemlig, til det lyder som om, hendes stemmebånd næsten er flået til blods, mens hun smider den ene verbale vederstyggelighed efter den anden direkte i hovedet på en eller anden fyr, der sikkert har fortjent det.
Mindst lige så hård er hun dog over for sig selv: »I’m a dumb little addict«, lyder åbningslinjen. Av. Rasmus Weirup
11. Billy Woods feat. Kenny Segal ‘Misery’
Billy Woods, der laver trekantsdrama-sexrap? Det lyder på papiret som en rapper, der har fejlvurderet sine egne spidskompetencer. Men ‘Misery’ fungerer faktisk.
Dels takket være Woods’ skarpe pen, men ikke mindst takket være Kenny Segals lumre instrumentation, hvor saxofon og jazzede trommer skaber en film noir-agtig stemning på blot to minutter. Kjartan F. Stolberg
10. Lambrini Girls ‘Cuntology 101’
»C-U-N-T, I’m gonna do what’s best for me, I’m cunty!«, erklærer et af årets største rockhåb på dette studie i, hvor fedt det er at slippe sin indre cunt løs. ‘Cunt summer’, please? Kjartan F. Stolberg
9. Chappell Roan ‘The Giver’
I en retfærdig verden ville Chappell Roans rodeo-campy take på Shania Twain-popcountry være blevet et hit på linje med sidste års ‘Good Luck, Babe!’.
Disse dage er det i stedet 2020-skæringen ‘Pink Pony Club’, der forsinket repræsenterer Roan på hitlisterne, men hendes hidtil eneste 2024-sang er altså en mindst lige så catchy barnburner. Kjartan F. Stolberg
8. Fontaines D.C. ‘It’s Amazing to be Young’
I 2024 viste Fontaines D.C. mange nye sider af sig selv på albummet ‘Romance’. Særligt den janglende og ukarakteristisk lykkelige ‘Favourite’ har for mange været en, ja, favorit.
I år fik den en smuk søstersang i form af denne håbefulde og optimistiske ungdomshymne fra albummets deluxe-udgave. Kjartan F. Stolberg
7. Ethel Cain ‘Nettles’
Det er ikke, fordi vi ikke respekterer ‘Perverts’ – Ethel Cains fuckfinger af en halvanden time langt udspil, der landede i januar og til alles overraskelse mest bare bestod af mareridtsagtige droner.
Men hun er nu engang bedst, når hun skriver episke, sydgotiske americana-sange som ‘Nettles’. Malthe Hjort
6. Lana Del Rey ‘Henry, Come On’
I disse tider er det nærmest kun Lana Del Rey, der kan slippe afsted med at genopfinde sig selv i ærkeamerikanske countryklæder og en totalt uironisk cowgirl-persona.
Måske skyldes det, at Del Rey om nogen har øje for, at de bedste countrysange altid er tragedier – eller at hun som få andre formår at fylde sine sange med undertekst.
For når hun på ’Henry, Come On’ skildrer cowboyen, der egoistisk vender ryggen til alt, han har ansvar for, og lader de efterladte om at rydde op efter for ham, lyder det som et billede på et USA i ruiner. Rasmus Weirup
5. Smerz ‘You Got Time and I Got Money’
Norske Smerz er de ukronede dronninger af kølighed og ironisk distance. Alligevel er ’You Got Time and I Got Money’ nok årets mest oprigtige kærlighedssang.
De står klart et sted mellem de let melankolske, ’Bittersweet Symphony’-agtige strygere, de sødmefulde, indsmigrende vokaler, der hvisker som et kærestepar, der dirtytalker i offentlighed, og tekstens uforbeholdne hengivenhed.
»When I wake up next to you, I go mmh, mmh, mmh«. Rasmus Weirup
4. Pulp ‘Spike Island’
Da Pulp sidste år indtog NorthSide, spillede de kun gammel musik. Ville de mon kunne holde niveauet, når de skulle udgive nyt materiale?
Vi skulle heldigvis kun én sang ind i singleforløbet for deres første album i 24 år, før det lød som om, de aldrig havde været væk, og at vi stadig befandt os i de gyldne 90’ere.
Der er drama. Der er store armbevægelser. Der er en nærmest glamrocket overlegenhed, der emmer af Marc Bolan og Bryan Ferry i deres storhedstid. Og der er hooks og eksistentielle betragtninger i spandevis.
Pulp er så meget tilbage. Kjartan F. Stolberg
3. Addison Rae ‘Headphones On’
’Headphones On’ er en sang til alle, der i løbet af det seneste år har kastet et blik på verden og følt, at de simpelthen bare ikke kan klare mere.
Addison Rae har ikke nogen langsigtet løsning – endnu! – men hendes forslag har dog alligevel en vis appel: På med hovedtelefonerne, på med yndlingssangen, luk verden ude, og dvæl ved følelsen, lyder det i al sin enkelhed. Og hvis det ikke virker? Ryg en cigaret.
I en anden sang kunne det simple, eskapistiske budskab have fremstået en kende patetisk. Men ikke i ’Headphones On’. Sangen er så usandsynligt tryllebindende – takket være kombinationen af dens Kylie Minogue anno 1994-inspirerede triphop-produktion og Addison Raes sensitive, ultrafine vokal – at dens budskab bliver en selvopfyldende profeti.
Det kræver en nærmest overmenneskelig selvdisciplin ikke at blive forført af det besnærende løfte om total harmoni. Bare i et øjeblik. Rasmus Weirup
2. Caroline feat. Caroline Polachek ‘Tell Me I Never Knew That’
Følger man Caroline Polachek tæt, ved man, at hun elsker at træffe kunstneriske beslutninger baseret på sit fornavn.
Således kom hun forrige år på scenen til en The 1975-koncert i Cork, hvor hun sang duet med Matty Healy til ’Oh Caroline’. Øjensynligt af den ene årsag, at den 80’er-klingende hjertesorgsballade omhandler en navnesøster.
Derfor var der også grund til at tro, at der var tale om en novelty-sang, da den amerikanske indie-darling teamede op med et ungt britisk band ved navn, ja, Caroline. At hele sangens eksistensgrundlag for Polachek var at se formuleringen ’Caroline feat. Caroline Polachek’ i kreditteksterne.
Men ’Tell Me I Never Knew That’ er så meget mere end en plat joke. Tværtimod viser Polacheks popvokal sig at være akkurat den ingrediens, bandets kaotiske postrock manglede for at nå endnu smukkere højder og – hvis der er retfærdighed til – et endnu større publikum. Malthe Hjort
1. Miley Cyrus ‘Something Beautiful’
Da Miley Cyrus udgav førstesinglen til sit album af samme navn, var der næppe nogen, der var helt forberedt på, hvad der ventede dem.
Det er ikke, fordi Cyrus – der både har lavet hippie-agtig psychrock med The Flaming Lips og kaotisk sexrap med RuPaul – ikke har taget vilde chancer før. Men ’Something Beautiful’ er ikke blot lyden af en kunstner, der tager chancer.
For hvor Cyrus’ kunstneriske risikoadfærd tidligere har været præget af en irriterende aura af, at hun måske godt kunne anstrenge sig mere, er ’Something Beautiful’ tydeligvis resultatet af ekstrem omhyggelighed.
En mystisk, Frankenstein-agtig konstruktion, hvor indsmigrende neo-soul og brutal støjrock sømløst forenes af Cyrus’ sublime, tilrøgede stemme, der i sin evne til på én gang at synge kraftfuldt og nuanceret er uovertruffen i popmusik lige nu. Resultatet er et mesterværk. Rasmus Weirup