’Perverts’: Ethel Cains kompromisløse projekt er lige dele dragende og urovækkende
Få kunstnere har de seneste år formået at skabe en mytologi omkring sig, som Hayden Silas Anhedönia har gjort det under kunstnernavnet Ethel Cain.
Med ‘Preacher’s Daughter’ skabte hun et formfuldendt lyrisk og musikalsk univers på et himmelstræbende konceptalbum om den fiktive person Ethel Cains liv, død og familietraumer. Et univers, som i internettets afkroge sidenhen er blevet tolket og gennemanalyseret ned til det mindste ord i interviews og hver en sangtekst af en yderst dedikeret fanbase.
Men hvis du går til den amerikanske sangskrivers nye udgivelse, ‘Perverts’, med forventningen om en direkte opfølger til albummet, der gjorde Anhedönia til en alternativ popstjerne og hendes Ethel Cain-figur til et af tidens mest kultdyrkede musikprojekter, bliver du nok skuffet.
‘Perverts’ er nemlig et enkeltstående projekt og ikke en del af den planlagte trilogi om den fiktive protagonist og hendes families historie. Og selvom det rent stemningsmæssigt bygger videre på ‘Preachers Daughter’ og dets følelse af noget mørkt og korrupt, der bobler under overfladen i et slidt og støvet small town America, er dets virkemidler helt anderledes.
Her er ingen synderlig fremdrift, hverken musikalsk eller narrativt. Ingen stort anlagt fortælling og ingen popsange. I stedet serverer Ethel Cain denne gang nærmest ingen sange i konventionel forstand, men snarere ambiente, industrielle lydkollager, hvor forvrængede spoken word-passager går hånd i hånd med langstrakte droner.
En kompromisløs vision, der står klart allerede fra åbneren, hvor en forvrænget og skrattende version af salmen ‘Nearer My God to Thee’ disintegrerer i en urovækkende summen, der føles mere som soundtracket til en glemt horror-klassiker end et egentligt album. Som et nøgent, ensomt elektrisk lys i en forladt og faldefærdig bygning, hvor spøgelsesagtige stemmer ekkoer fra de forladte rum inde ved siden af.
‘Pervets’ er en hård lytteoplevelse – bogstaveligt talt – og et nummer som ‘Pulldrone’, med dets mere end 10 minutter lange og konstant summende droneangreb, som en insisterende flue fanget i en distortionpedal, er hverken for sarte sjæle eller ører.
Alligevel er der også skønhed at finde, når en spøgelsesagtig melodi en sjælden gang imellem dukker op i dissonansen. ‘Ettienne’ føles som en sang fra et tilstødende rum. En meditativ og skrøbelig klaverkomposition, der giver en følelse af, at man lurer og lytter til noget intimt, privat og skrøbeligt, som man ikke burde overhøre.
Det er en stemning, der går igen på de få andre tracks, der minder om egentlige sange. Både ‘Punish’ og ‘Vacillator’ er så lo-fi, at det føles som om, de kan falde fra hinanden hvert øjeblik, det skal være. Sidstnævntes evige gentagen af ordene »If you love me / Then keep it to yourself« føles som en hjerteskærende smuk italesættelse af den fremmedgørelse, der løber som en konstant understrøm gennem alle projektets 90 minutter.
‘Perverts’ vil bestemt ikke falde i alles smag. Det er et projekt, der udfordrer lytteren og kræver deres udelte opmærksomhed. Lader du det køre i baggrunden, får du næppe meget ud af det. Men giver du det tid, åbner det op for en lige dele dragende og urovækkende sonisk rejse.
Kort sagt:
Forventer du en direkte opfølger til ‘Preacher’s Daughter’, bliver du nok skuffet over ‘Perverts’. Men hvis du har tålmodigheden, tager Ethel Cain dig med på en lige dele dragende og urovækkende rejse gennem sit musikalske univers, hvor spøgelsesagtige melodier en sjælden gang imellem dukker op i dissonansen og leverer et øjebliks skønhed i mørket.