Lige der fik Ethel Cain mig til at tro på gud – eller i hvert fald frygte helvede
KONCERT. Det er med god grund, at Ethel Cain har fået tilnavnet Mother Cain, for det var næsten en religiøs oplevelse, der fandt sted i Store Vega lørdag aften.
Egentlig ikke, fordi der var plantet et gigantisk kors midt på scenen, som Hayden Anhedönia sang fra meget af koncerten. Men fordi publikums dedikation og kendskab til musikken var på disciple-niveau.
Hvert eneste »thank you« fra scenen blev besvaret med øredøvende skrig, og der var ingen tvivl om, at det for mange var noget helt, helt særligt at stå ansigt til ansigt med Cain og hendes sydstatsgotiske slowcore-sange.
Ethel Cains sange er også mere end bare sange. De udgør et nærmest mytologisk univers med fiktive karakterer, komplicerede, intergenerationelle og til tider makabre storylines og en særligt dragende blanding af sydstatsgotisk folklore, horror og hård amerikansk realisme fra under fattigdomsgrænsen.
Og med store grene, græs og siv på scenen og det sydstatskarakteristiske spanish moss hængende ned fra loftet, var scenen i Store Vega forvandlet til en floridiansk tåget sump, der på genial vis indrammede hendes univers.
Cain åbnede koncerten med en håndfuld sange fra sit seneste album, ‘Willoughby Tucker, I’ll Always Love You’, blandt andet de smukke ‘Janie’, ‘Fuck Me Eyes’ og ‘Dust Bowl’, der endte i fuld doom-smadder med stroboskoplys på scenen.
Dommedagsstemningen fortsatte for alvor, da hun bevægede sig over i en passage med numre fra det dystre drone-album ‘Perverts’, og selvom de sange er nogle af de mindst tilgængelige i hendes repertoire, var det en af de stærkeste passager i koncerten.
Lige der, mens hun vred sig rundt på gulvet til ‘Vascillator’ flankeret af det store kors, fik Ethel Cain mig til at tro lidt på gud – eller i hvert fald frygte helvede. Det var decideret uhyggeligt, men umuligt at kigge væk fra.
Jeg har altid set Ethel Cain som én, der havde et kompliceret forhold til den fankultur og berømmelse, der er opstået omkring hende.
Hun har været lidt af en edgelord, der skrev provokerende ting på internettet som eksempelvis #KillMoreCEOs i kølvandet af mordet på UnitedHealthcares Brian Thompson, hun har haft en mystisk beef med Lana Del Rey, og tidligere i år startede det en shitstorm, da en række af Cains gamle posts med provokerende og racistisk sprogbrug blev gravet frem.
I det hele taget har mange har været på krigsstien over for Cain det seneste år, og da hun i sidste uge forlod scenen efter tre sange under en koncert i Paris, tænkte jeg, at 2025’s strabadser måske var blevet for meget for hende.
Men lørdag aften virkede Ethel Cain faktisk … hjertelig? Sprudlende? Den helt perfekte blanding af dyster og mytisk og samtidig nærværende og begejstret.
Cain sluttede af med ‘Preachers Daughter’-evergreenen ‘Sunbleached Flies’ med den tungtvejende linje »God loves you, but not enough to save you«, inden hun efterfølgende kom tilbage på scenen for at spille ‘Family Tree’, ‘Crush’ og den poppede ‘American Teenager’.
De to sidstnævnte virkede næsten overdrevet udadvendte sammenlignet med resten af koncerten, men understregede samtidig også, hvor unikt det er, at Cain har skabt en ramme, der både kan rumme blasfemisk dronemusik, stille folksange og funklende popnumre.
Kort sagt:
Ethel Cain forvandlede Store Vega til en tåget, sydstatsgotisk sump, hvor hendes mørke univers og publikums hengivenhed smeltede sammen til noget helt særligt.