ANBEFALING. Ethel Cains debutalbum ‘Preacher’s Daughter’ er ikke et mesterværk fra start til slut, men man taber alligevel kæben over den overvældende kunstneriske vision og ambition, der ligger bag værket.
Det er nemlig noget så sjældent og himmelstræbende som et fuldt konceptueret tema-album om den fiktive person Ethel Cain og hendes rejse rundt i et mørkt og gotisk USA i selskab med en unavngiven kæreste.
En historie, der rummer alt fra kærlighed, kristendom og kannibalisme til sex, faderkomplekser og familietraumer, og som slutter med Ethel Cains tidlige og grusomme død.
Myrdet og spist af hendes kannibalistiske elsker. En »freezer bride, your sweet divine / You devour like smoked bovine hide«, som hun synger på albummets afsluttende sang ‘Strangers’.
Er du blevet nysgerrig endnu?
Godt, for albummet er præcis lige så gribende som dets tematikker antyder. Det er nemlig en af tidens mest interessante nye sangskrivere, der kan opleves på Roskilde Festival klokken 15, torsdag den 29. juni.
En outsider i en religiøs boble
Bag personaen Ethel Cain står 25-årige Hayden Silas Anhedönia, men det kan være svært at afgøre, præcis hvor hun slutter, og alteregoet begynder.
For selvom Ethel Cain er en fiktiv karakter, så kan man ikke lade være med at føle, at musikerens egne erfaringer, følelser og opvækst bløder ind i albummets narrativ og univers.
Anhedönia voksede op i Florida, som en del af kirkesamfundet Southern Baptist Convention, USA’s næststørste kristne trossamfund med dybe rødder i de amerikanske sydstater.
Hendes barndom blev tilbragt i en boble, hvor den eneste musik hun hørte, efter sigende var kirkemusik eller børnevenlige kunstnere som Karen Carpenter, Steve Miller Band og Lynyrd Skynyrd, som hendes far i smug spillede i bilen.
Hayden var en outsider i de dybt religiøse omgivelser. Allerede som 12-årig sprang hun ud som homoseksuel, og som 20-årig, efter at hun var flyttet hjemmefra, accepterede hun sin identitet som transkvinde.
»Vi var et splittet hus – det var mig mod resten af min by«, har hun fortalt i et interview med amerikanske W Magazine sidste år.
Man kunne derfor sagtens forestille sig, at Hayden Silas Anhedönia ville distancere sig fra religion og kristendom. Men selvom hun ikke længere selv ser sig som kristen, er Anhedönia stadig formet af den gudsfrygt, der blev indprentet i hende fra barnsben.
Gud er til stede overalt i teksterne på ’Preacher’s Daughter’, både som en trussel og en trøst. For præcis som Hayden selv er hendes alter ego Ethel Cain, som albumtitlen antyder, også vokset op med religion og Gud tæt inde på livet.
I sidste ende tilbyder Gud dog ingen frelse. Tag bare disse knusende linjer sunget på debutalbummets formidable næstsidste sang ‘Sun Bleached Flies’, der perfekt indkapsler konflikten mellem at savne kirkens trygge rammer og samtidig føle sig udenfor i den:
»What I wouldn’t give to be in Church this Sunday / Listening to the choir, so heartfelt, all singing / God loves you, but not enough to save you«.
Det er linjer og modsætninger som disse, der er med til at gøre Ethel Cains musikalske og lyriske univers så fascinerende.
Det er fiktion, men det er også en levet virkelighed.
En gotisk sydstats-familiesaga
Musikalsk er Ethel Cain blevet sammenlignet med Lana Del Rey, og der er da også en lighed i deres lange, fritflydende og frit associerende sange.
Men sammenligningen giver mere mening, hvis man forestiller sig en Lana Del Rey, der fandt sin inspiration i Nick Caves ‘Murder Ballads’ fremfor i Hollywood og Nancy Sinatra.
Ethel Cains musik emmer af southern gothic. Mørkt og sumpet som sydstaternes floddeltaer og støvet som det amerikanske landskabs åbne sletter.
Musikken er cinematisk som en noir, og dyrker et tempo, der tager sig tid til at dvæle ved detaljerne. Flere sange har en spilletid på den gode side af syv minutter. Men har man tålmodigheden, bliver man belønnet.
Albummet er uhyre stemningsfuldt, og har højdepunkter, der er så mesterlige, at man ikke skulle tro, at det var en debut. Som den bombastiske single ‘American Teenager’, der lyder som et sted mellem Bruce Springsteen og The Cranberries’ ‘Dreams’.
Eller den langsomme, længselsfulde ‘House In Nebraska’, der med få virkemidler og Ethel Cains stærke stemme i fokus, gør det, som Cain er bedst til: Fortæller en historie, man uvægerligt bliver suget ind i.
Allerede fra de første toner på albummets åbner ‘Family Tree (Intro)’ åbenbarer fortællingens univers sig faktisk for ens indre øje.
En sydstatspræst prædiker forvrænget over en tung, ildevarslende bas, inden Cains fortællerstemme tager over, og blander religiøse temaer med familietraumer, mens musikken stiger til et dommedagsagtigt og stormende crescendo omkring hende.
»The fate’s already fucked me sideways / Swinging by my neck from the family tree,« synger hun.
En metafor, der på brillant vis understreger albummets tema om, at man er formet og påvirket af de valg, generationerne før én tog.
Debutalbummet er kun første del af en større fortælling.
Ifølge Hayden Silas Anhedönia selv er ‘Preachers Daughter’ første kapitel i en trilogi, der kommer til at følge tre generationer af kvinder i den fiktive Cain-families liv.
Næste album kommer til at handle om Ethel Cains mor, og måske vi kommer til at høre noget fra det på Roskilde?
Uanset hvad, kan det anbefales at besøge Ethel Cains koncert, hvis du vil opleve en af tidens stærkeste nye musikalske historiefortællere.
Ethel Cain spiller klokken 15.00 torsdag den 29. juni på Avalon-scenen.
Læs mere af Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.