Med ’Willoughby Tucker, I’ll Always Love You’ er Ethel Cain endelig tilbage i den store popkatedral
ALBUM. Hayden Silas Anhedönia elsker brødkrummer.
»Jeg elsker, når noget leder videre til noget andet, som leder videre til noget andet«, sagde hun i et nyligt afsnit af New York Times-podcasten ’Popcast’, hvor hun fortalte om tankerne bag det univers, hun har bygget op omkring karakteren Ethel Cain, der som bekendt også er hendes kunstnernavn.
Hun slog et stort brød op, da hun tilbage i 2022 udgav debutalbummet ’Preacher’s Daughter’ og proklamerede, at det var det første i en trilogi om Ethel Cains liv og familiehistorie – stærkt inspireret af hendes egen svære opvækst som homoseksuel og siden transkønnet kvinde i en strengt religiøs baptistfamilie med rødder i det konservative sydstats-USA.
Det vidunderlige miskmask af Springsteen’sk følerock, storladne klaverballader, slowcore og industrial med den ømskindede popslasker ’American Teenager’ som kronen på værket blev storrost, og Ethel Cain så ud til at være på vej til at blive et regulært popidol.
Men hun havde noget af en omvej i tankerne.
I begyndelsen af 2025 udgav hun det svært tilgængelige ambientværk ’Perverts’, der med dissonante droner og dæmonisk stemmeforvrængning mere lød som lydkunst end popsange. Det var, som om hun lige ville vise, at hun ikke havde tænkt sig at stile efter at blive den næste store amerikanske stjerne, bare fordi fans og kritikere så hendes potentiale til at blive det.
Nu er hun så klar med sit andet studiealbum, ’Willoughby Tucker, I’ll Always Love You’, og fans af ’Preacher’s Daughter’ kan godt ånde lettet op.
Det nye album byder da på lange instrumentaler som ’Willoughby’s Theme’ og ’Willoughby’s Interlude’, der synes at komme fra samme skyggerige som ’Perverts’, men i det store hele træder hun igen ind i den store popkatedral, hun slog dørene op til med debuten. Og hvor ’Perverts’ var en afstikker fra den planlagte trilogi, er vi nu tilbage ved historien om Ethel Cain.
Albummet skal dog ifølge Anhedönia ses som en forløber snarere end en efterfølger til ’Preacher’s Daughter’ og handler om karakteren Ethel Cains brud med ungdomskæresten Willoughby Tucker.
En støvet shoegaze-guitar sætter en nostalgisk tone for åbningsnummeret ’Janie’, hvor karakteren Ethel Cain sørger over tabet af en tæt ven og reflekterer over sin egen identitet. Det er skønt igen at høre Ethel Cain folde sig ud som sangskriver, for der er altså krummer i de her tekster:
»You’ll keep changing / I will stay the same / And turn the page / To find it blank / Except for my last name«, lyder det på ’Janie’.
Ethel Cains efternavn er taget efter bibelkarakteren Kain, der myrdede sin bror Abel og blev dømt til landflygtighed af Gud. Hvad hovedpersonen har af ligheder med den gammeltestamentlige brodermorder er en brødkrummesti, der er for lang at gå ned ad her – men under alle omstændigheder fortæller hendes karakteropbygning og overlegne brug af bibelske referencer en del om, hvor ambitiøst projektet er.
Rent musikalsk bliver der først for alvor fyret op under kedlerne på tredje skæring, den monumentale powerballade ’Fuck Me Eyes’, hvor tågebanker af naivt boblende synthesizere, gigantiske trommer og fuldfede elguitarer udgør et tætpakket lydbillede. Ethel Cain står helt inde i centrum af popkatedralen her, og hun synger den ubesværet op med følsomme åh-u-åh-fraseringer og et imponerende register.
Nummeret, der handler om en udskejende teenagepige, som både bliver beundret og dæmoniseret i hendes lille, småborgerlige hjemby, er trods dets varighed på godt seks minutter tydeligt sat i scene som ’Willoughby Tucker, I’ll Always Love You’s ubestridte popbanger.
Men det langsomme tempo bliver en anelse trættende i længden, og jeg savner det der kæmpemæssige, uafrystelige omkvæd. Det er, som om Ethel Cain er i tvivl om, om hun skal lave kontrær anti-pop med energien fra ’Perverts’, eller om hun skal jagte et hit på niveau med ’American Teenager’. Det ender med en lidt grumset mellemvej.
Hendes tilbøjelighed til at trække sine sange i langdrag gennemsyrer hele pladen. Næsten alle numre varer over seks minutter, ’Tempest’ når op på de ti, og finalen ’Waco, Texas’ varer hele 15. Med fraværet af nævneværdig dynamisk udvikling i både vokalen og den bærende guitar – og en tekst, der sumper endeløst rundt i tristesse over det forliste forhold – virker det mere som et statement end et valg truffet i sangens tjeneste.
Den tålmodige tilgang fungerer bedre på afdæmpede ’Nettles’, hvor Ethel Cain i løbet af otte minutter viser os, hvor melankolsk fuld bluegrass-instrumentering med banjo, pedalsteel og hele pivtøjet kan lyde. Desuden er det store klimaks knap fire minutter inde i ’Dust Bowl’ værd at vente på; opbygningen er dragende, omkvædet forløsende.
Her beskriver hun på elegant, rå og enormt nedslående vis kærlighed som noget, der bliver defineret af, hvor stor den medfølgende smerte er: »I knew it was love / When I rode home crying / Thinking of you fucking other girls«.
Dét er linjer fra en stor sangskriver. Og som musiker er Ethel Cain netop mest interessant, når hun hengiver sig til at dyrke sit kolossale sangskrivertalent.
Med det sagt, så er det også forfriskende, når hun med sin lydkunst på ’Perverts’ eller demonstrativt lange nye sange giver fanden i Spotify-algoritmer og tester grænserne for, hvad en popstjerne anno 2025 kan være. Også selvom eksperimenterne ikke er lige vellykkede hver gang.
Jeg venter allerede sultent på, at Ethel Cain drysser flere brødkrummer ud.
Kort sagt:
På sit nye album er Ethel Cain tilbage i den store popkatedral, hun slog dørene op til på sit storroste debutalbum, ’Preacher’s Daughter’. Flere sange er blandt de bedste i hendes diskografi, men albummet vakler under vægten af de lidt for lange interludes og de alt for lange slowcore-sjælere.