Ét socialt medie har ændret mit filmliv

Hvis du elsker at nørde film, bør du ikke snyde dig selv for det glimrende fællesskab, man kan finde på det sociale medie Letterboxd. Det sidste år er medlemsskaren steget til over tre millioner, og de mange forskelligartede inputs på sitet er fremragende inspiration for enhver filmelsker – og ikke nær så snobbet, som det lyder.
Ét socialt medie har ændret mit filmliv
'The Social Network'. (Foto: PR)

Jeg tjekker det hver morgen, når jeg står op, og hver aften, inden jeg går i seng. Og mange gange indimellem.

Det er ikke Facebook, Instagram eller TikTok, jeg taler om, men det sociale filmmedie Letterboxd, der over det seneste år er skudt heftigt i vejret med nu over tre millioner medlemmer – og på rekordtid er blevet et af mine yndlingssteder på internettet.

Hvor verdens nok mest kendte filmsite, IMDb, er udformet som en klassisk database, adskiller Letterboxd sig ved at vægte det sociale aspekt højt. Det er en platform, der lægger op til inspiration og diskussion, når filmelskere fra hele verden deler deres minutiøse regnskab over, hvilke film de ser, og hvad de synes om dem.

Konceptet er, at man opdaterer sin profils »dagbog«, når man har set en ny film (tv-serier er indtil videre no go), og eventuelt tilføjer en karakter og/eller en tekst om oplevelsen. Dagbogen ligger til offentligt skue, så andre medlemmer kan kommentere ens anmeldelser eller blot lade sig inspirere og få nogle film på radaren, man måske ellers ikke ville have set.

Skal man have den fulde oplevelse ud af Letterboxd, bør man således også følge andre medlemmer – det kan være ens venner, internationale filmkritikere á la David Ehrlich fra Indiewire og legenden Jonathan Rosenbaum fra The Chicago Reader, akademikere eller nørdede filmskabere som Sean Baker (’The Florida Project’), der alle deler deres tanker om de film, de ser – også dem, de ellers normalt ikke ville have delt med offentligheden.

Sean Bakers ‘The Florida Project’. (Foto: PR)

Allerede nu tænker du nok, at det lyder som meget arbejde. Hvad hvis man bare gerne vil se en god film uden nødvendigvis at skulle dele ens lommefilosofiske vurdering med resten af verden?

Frygt ej. De fleste af os bruger primært Letterboxd på uforpligtende vis ved blot at markere de film, vi ser, og give en karakter med henblik på at danne os et overblik over, hvilke filmiske højdepunkter vi har oplevet i løbet af året.

Og så selvfølgelig for at følge med i, hvilke spændende titler vores venner og bekendte ser, så man ikke går glip af en skjult perle, man ellers aldrig ville have hørt om. Som i min (indrømmet: meget filmnørdede) vennegruppe, hvor vi dagligt opdaterer hinanden på vores filmliv via vores Letterboxd-dagbog.

Har en fra gruppen givet en lav karakter til Michael Mann eller Chantal Akerman, kan man være sikker på, at der venter en diskussion i gruppechatten på Facebook.

Ikke kun filmsnobberi

Måske lyder det stadig lidt for filmsnobbet, men det er vigtigt at pointere, at Letterboxd også er hjem for sjove, skæve og anderledes småtekster om filmklassikere. For eksempel er et af de mest populære opslag på hjemmesiden en ret sjov – og rammende – udlægning af, hvordan ens opfattelse af David Finchers ’Fight Club’ ændrer sig gennem årene:

Letterboxd. (Foto: Screen dump)

Selv de helt korte memeformater åbner op for interessante nye perspektiver på de kanoniserede klassikere. Og er man bare den mindste smule interesseret i at få udvidet sin filmhorisont, kan jeg ikke anbefale tjenesten nok.

Det er her, Bela Tarr og Ágnes Hranitzkys slow cinema-værk ’Werckmeister Harmonies’ kan stå side om side med Quentin Tarantinos ’Inglourious Basterds’ på listen over de bedst brugerbedømte film fra 00’erne – et friskt alternativ til IMDb’s efterhånden noget låste top 250.

Og også stedet, hvor man med et enkelt klik kan se antallet af Best Picture-Oscar-vindere, man har set, og hvilke huller man har på listen over ’1001 film, du skal se, før du dør’.

Letterboxd leverer nemlig også glimrende statistik over, hvilken slags film man har set, fra hvilke årtier og dele af verden. Jeg blev for eksempel noget overrasket, da jeg erfarede, at Samuel L. Jackson var den skuespiller, jeg havde set flest film med (43 styks!). Og at Clint Eastwood og Martin Scorsese var mine topinstruktører med 22 film hver.

Decideret fortørnende var det at erfare, at jeg har set med længder flere film produceret af de skandaliserede Weinstein-brødre og ditto Scott Rudin end nogen andre producere.

Samuel L. Jackson som Jules Winnfield i ‘Pulp Fiction’. (Foto: PR)

Og så er det bare sjovt – eller foruroligende, alt efter ens ståsted – at vide, at jeg har set film i sammenlagt 5363 timer, fordelt på 2860 film af 1550 forskellige instruktører fra 98 forskellige lande. Den detaljerede statistik koster ganske vist lidt, men for knap 300 kroner om året kan man bruge sitets udvidelser uden reklamer.

Cinefilt ekkokammer?

At platformen i sin mest utilitaristiske form kan være med til at pege på blinde vinkler i ens kulturforbrug er yderst prisværdigt. Her kan man sort på hvidt se, hvor meget Hollywood egentlig dominerer – selv hvis man som undertegnede tænker, man er god til at opsøge film fra andre breddegrader.

Og sitets kuratorer, der i stigende grad satser på at lave originalt indhold i form af artikler og interviews, er desuden gode til eksempelvis at fremhæve kvindelige instruktører.

Særligt når det gælder film fra før 2010’erne, er brugernes anbefalinger guldværd, hvis man skal finde frem til klassikere uden for den velkendte kanon. Der er de film, som fremhæves fra nyere tid trods alt mærket noget mere af mainstreamificering.

Men det er til at leve med, fordi man selv bestemmer, hvem man vil følge. Der er både mulighed for at dyrke mere traditionelle anmeldelser, filosofiske skriverier, morsomme puns og bestialske take downs. Udbuddet er i det hele taget forfriskende, fordi det står i kontrast til meget af samtidens filmkritik, der til tider kan være fastlåst i vante formularer, som vægter plotreferat højt og egentlig analyse lavt.

Som med alle andre sociale medier er der selvfølgelig åbenlyse farer ved at blive fanget i (cinefile) ekkokamre, hvor man kun lytter til folk, man i forvejen er enige med.

Men for mig at se er de mange forskellige holdninger, som kommer til udtryk i det digitale fællesskab, kun med til at pirre til min nysgerrighed.

Selvom jeg selv er stor Denis Villeneuve-fan, læser jeg med interesse hans kritikere, som går i rette med mainstreamhyldesterne og udlægger deres indsigtsfulde kritik. Også selvom jeg på ingen måde er enig.

Så hermed en opfordring: Er du endnu ikke på Letterboxd, så kig forbi! Min profil kan findes her.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af