Derfor bør Denis Villeneuve nævnes i samme åndedrag som Nolan, Fincher og Spielberg

Over de sidste 10 år har Denis Villeneuve markeret sig som den måske største nye blockbusterfilmskaber siden Christopher Nolan. Vi ser nærmere på canadierens virtuose kendetegn.
Derfor bør Denis Villeneuve nævnes i samme åndedrag som Nolan, Fincher og Spielberg
Denis Villeneuve i Cannes. (Foto: Gareth Cattermole/Getty Images)

Hvis Christopher Nolan var instruktøren, der viste nye veje for Hollywood i 00’erne med sin toneangivende ’Dark Knight’-trilogi, har han i 10’erne måtte dele pladsen med Denis Villeneuve.

Den canadiske mesterinstruktør har lavet film siden 90’erne, men med det store gennembrud ’Nawals hemmelighed’ og hans efterfølgende Hollywood-mesterstykker som ’Prisoners’, ’Sicario’, ’Arrival’ og ’Blade Runner 2049’ har han til stadighed skubbet til grænserne for, hvad en moderne blockbusterfilm kan være – en bevægelse, som kulminerer med ’Dune’, hans største værk til dato.

På samme måde som Nolan gjorde det før ham, har Villeneuve taget rejsen fra karakterdrevne thrillers til udstyrsstykker af episke proportioner, men alligevel er instruktørens mesterlige signatur umulig at overse på tværs af filmene. Vi peger her på fem varemærker, som har gjort den visionære instruktør til et navn, man efterhånden må nævne i samme filmhistoriske åndedrag som Steven Spielberg, James Cameron, Ridley Scott og David Fincher.

1. Et overrumplende filmsprog

Få andre instruktører har modet til at lade en blockbuster til knap halvanden milliarder kroner starte med en dialogløs åbningsscene af otte minutters varighed. Men med ’Blade Runner 2049’ gjorde Villeneuve præcis det.

Hans filmsprog er antitesen til den hurtige klipning, tunge eksposition og de bombastiske visuelle effekter, vi er blevet forvænt med fra tidens andre storfilm. I stedet revolutionerer og eksperimenterer han gennem de små detaljer, når hans linse dvæler ved alt fra rumskibes mekanik og karakterers bevægelser til stiliserede overflader.

Det lyder selvindlysende og banalt at beskrive ham som en visuel historiefortæller, men ikke desto mindre er det netop hans kendetegn. Hvor andre bruger dialog og eksposition til at opbygge deres universer, går Villeneuve mere elegant til værks. Som Alfred Hitchcock gjorde det før ham, sværger han til »pure cinema«-begrebet. Her er det billede og lyd i sin reneste form, der formidler handling, så replikker bliver overflødige.

Amy Adams i ‘Arrival’. (Foto: PR)

Som i ’Arrival’ der modsat andre alien invasion-film ikke malker fascinationskraften i mødet med rumvæsenerne, men i stedet fokuserer lige så meget på selve den fysiske og meget håndgribelige fornemmelse af at træde ind i det fremmede rumskib. En langsommelig opbygning, som modsat forventningerne faktisk kun gør øjeblikket, hvor tentakelvæsenerne gør deres entre, så meget mere intenst.

Eller i ’Prisoners’, hvor en nærmest uhørlig vislen i vinden fremmaner et uforglemmeligt klimaks, selvom størstedelen af scenens handling end ikke vises på lærredet.

At Villeneuve understreger de ting, andre ofte ville overforklare, springe over eller klippe helt ud, er hans genistreg – og grunden til at han ofte bliver fremhævet som en filmskaber, der eksperimenterer med Hollywood-formlen ved at sammensmelte arthouse og mainstream.

I ’Sicario’ er det en lille, næsten ubetydelig, plotlinje om en korrupt, mexicansk politibetjent og hans familie, der løfter hele filmen til en hjerteskærende samfundskritik om de menneskeskæbner, der fanges i den storpolitiske narkokrig, og som hurtigt kunne have trådt i baggrunden til fordel for de hæsblæsende suspense-scener.

2. Neglebidende spændingssekvenser

Men nu skal det ikke lyde, som om Villeneuve kun laver langsommelige film – snarere tværtimod. Det observerende og dvælende filmsprog sker nemlig aldrig på bekostning med det nervepirrende intense.

Det er den lange, detaljerede opbygning – styret med klinisk præcision – der gør bilkonvojscenen i ’Sicario’ til en af de bedste spændingssekvenser i nyere tid, når hovedkaraktererne bliver fanget i et baghold i en bilkø ved grænsen mellem Mexico og USA.

Som tilskuer kastes man desorienteret ind på bagsædet af landroveren, et greb, der mimer hovedpersonens sindstilstand, når hun intetanende føres ind i en underverden af storpolitik og uhellige alliancer. En overrumplende effekt, som Villeneuve opnår, selvom kameraet faktisk hele tiden observerer det kaotiske spektakel på kontrolleret afstand.

Emily Blunt i ‘Sicario’. (Foto: PR)

Der er ingen svinkeærinder med Villeneuve, som ofte har for vane at starte sine film lige på og hårdt. Fra den mesterlige åbningssekvens i ’Nawals hemmelighed’, hvor en gruppe mellemøstlige børnesoldater forberedes til krig til tonerne af Radiohead, til ’Blade Runner 2049’s brutale kampscene og razzia-scenen i ’Sicario’ må man sige, at han mestrer kunsten at komme godt fra start. Virtuose enkeltscener er der nok af.

Selv i indie-afstikkeren ’Enemy’ – den smalle, David Lynch-inspirerede dobbeltgænger-fortælling med sublime Jake Gyllenhaal i en dobbeltrolle – opbygger han fra start en spændingsmotor, som gør den metafysiske kunstfilm ualmindeligt gribende (med en af de mest hårrejsende tvetydige slutsekvenser i nyere tid).

3. Mystiske labyrinter

Men selvom ’Enemy’ på overfladen føles som en afstikker i Villeneuves Hollywood-oeuvre, er der en tematisk rød tråd, som går på tværs af hans filmografi.

Ligesom hos Nolan drives filmene ofte frem af et identitetsmysterium. I ’Nawals hemmelighed’ gælder det de canadiske tvillinger, som rejser tilbage til deres mors hjemland i Mellemøsten for at lære sandheden om hende efter hendes død.

I ’Arrival’ er mysteriet det overvældende tidsparadoks, i ’Prisoners’ børnenes skæbne og gerningspersonens identitet, i ’Blade Runner 2049’ den eksistentielle jagt på sandhed, og i ’Sicario’ er det oprulningen af USA’s slet skjulte imperialistiske rolle i grænsekrigen med Mexico.

‘Nawals hemmelighed’. (Foto: PR)

Som med andre af tidens store Hollywood-auteurs á la Nolan og David Fincher (før ’Mank’) laver han ikke personlige film, men forløser andres manuskripter (med ’Dune’ som undtagelsen). Alle filmene handler dog om søgende karakterer på jagt efter sandhed i umulige situationer.

Ifølge hans kritikere er der tale om overfladiske og bombastiske film, blottet for enhver antydning af humor, udelukkende sat i kliniske, upersonlige rum og så opsat på at dyrke deres sortsyn, at det næsten bliver grinagtigt. Hans filmunivers er trods alt det eneste, hvor Emily Blunt ikke kan møde en mand på en bar, uden at det ender med en kamp om liv og død, og hvor Jake Gyllenhaal ikke kan leje en film uden at fremkalde et eksistentielt jordskælv af kaliber.

Men under al Villeneuves formalisme ligger en magtkritik af de herskende samfundsstrukturer – og en overraskende humanisme. Mest tydeligt i ’Arrival’, der med sit opgør med fremmedfjendskhed og fokus på kommunikation og kærlighed i en tidsalder, hvor nationer isolerer sig selv, er det tætteste instruktøren er kommet på en hjertevarm film. Til filmens centrale spørgsmål om, hvorvidt det er værd at bringe et barn til verden, selv når man ved, at jorden kan gå under, svarer Villeneuve entydigt »ja!«

Filmen lægger sig fint i forlængelse af Spielbergs ikoniske ’Close Encounters of the Third Kind’, og i det hele taget må man sige, at Villeneuve ikke forsøger at skjule sine inspirationskilder. ’Sicario’ nikker tydeligt til ’Silence of the Lambs’, når Emily Blunts karakter skal begå sig i et mandsdomineret miljø, og ’Prisoners’ vækker mindelser om Finchers beslægtede krimithrillers. Alligevel omformer canadieren det velkendte til noget, der er unikt Villeneuvesk.

4. Episk realisme

Villeneuve er ikke kendt som en excentrisk instruktør á la Fincher, der har for vane at gentage de samme indstillinger op til 75 gange under sine optagelser og finjustere billeder med minutiøs CGI. Den ydmyge canadier beskriver sig selv som en holdspiller, hvis fremmeste opgave er at samle de bedste folk og tage imod deres input.

Det kan lyde som en pligtskyldig instruktørfloskel, men de ikoniske samarbejder fornægter sig ikke: Fra parløbet med mesterfotografen Roger Deakins på ’Sicario’ og ’Blade Runner 2049’ til de sublime – og stærkt indflydelsesrige – Jóhan Jóhansson-scores i ’Sicario’ og ’Arrival’.

‘Blade Runner: 2049’. (Foto: PR)

Men skal man komme endnu nærmere Villeneuves særlige penselstrøg, må det være hans insisteren på at rodfæste sine episke universer i en form for realisme, der ikke beror på green screen og andre digitale effekter. I ’Arrival’ brugte han sågar størstedelen af sit budget på rent faktisk at bygge alien-kammeret, hvor sprogforskeren kommunikerer med rumvæsenerne.

Også på ’Dune’ og ’Blade Runner 2049’ byggede han enorme scenografier, så skuespillerne kunne få håndgribelig inspiration fra deres omgivelser. Alt planlægges på forhånd, men alligevel er instruktøren åben for at improvisere, når kameraet er tændt, og den energi mærkes.

Det lyder måske opblæst, men det er den insisteren på at finde det nære i det episke, der gør, at Villeneuves film aldrig fiser ud som tomme spektakler.

5. Uforglemmelige præstationer

At Villeneuve går planken ud for at sikre de bedste omstændigheder for sine skuespillere, er velsagtens grunden til, at han altid formår at tiltrække nogle af tidens største stjerner.

Det omfattende arbejde med skuespillerne betaler sig da også, når han altid formår at frembringe nogle af de stærkeste præstationer fra sine medvirkende – også selvom hans film ikke just kan beskrives som traditionelle ’skuespillerfilm’.

‘Prisoners’. (Foto: PR)

Tænk bare på Hugh Jackmans selvudslettende præstation i ’Prisoners’, Emily Blunts virtuose maskespil som FBI-agent i ’Sicario’, Amy Adams dybt rørende præstation i ’Arrival’ og Jake Gyllenhaals karakterstudie af en mand i selvfornægtelse i ’Enemy’. Selv de små biroller synger.

Det er de menneskelige holdepunkter og dilemmaer, Villeneuve zoomer ind på, der gør, at hans film aldrig kammer over som rene blockbustere eller flade mysterier. Et fast motiv er hovedkaraktererne som voyeurister, der analyserer og undersøger verden omkring dem med deres blotte blik, som kameraet bliver en forlængelse af.

Det er næppe et tilfælde, at den skærm, som adskiller rumvæsenerne fra menneskene i ’Arrival’, umiskendeligt ligner et biograflærred. For Villeneuve tror på, at filmen er et samlingspunkt af næsten overnaturlig kraft, der kan åbne porte ind til nye verdener, man ellers kun kunne drømme sig til.

’Dune’ får dansk biografpremiere 16. september.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af