Efter lang ventetid stak Denis Villeneuves sci-fi-epos ’Dune’ endelig til søs under Venedig Film Festival tidligere på måneden, hvorfra Soundvenues udsendte meldte jublende tilbage, mens andre kritikere var slemt skuffede.
16. september kommer ’Dune’ så til de danske biografer, og der er god grund til, at en filmatisering af journalist og forfatter Frank Herberts sci-fi-bog af samme navn fra 1965 vækker så stærke, splittede følelser.
Det enorme værk, der på dansk er oversat til ’Klit’ (shoutout til vores urkomiske, fattige sprog), anses af mange for at være den moderne sci-fi-genres Bibel, på højde med Tolkiens ’Ringenes herre’, som udkom godt og vel ti år før.
Herberts bog foregår i den fjerne fremtid i år 10191, hvor hertugen af den frugtbare havplanet Caladan Leto Atreides tager sin søn Paul og konkubinen Jessica til den afsides ørkenplanet Arrakis, bedre kendt under navnet Dune, for at regere.
Dune er det eneste sted i det kendte univers, hvor krydderiet melange kan findes. Melange forlænger livet, gør rumrejser mulige og giver telepatiske og synske kræfter hos særligt udvalgte individer. Men de stoiske, noble Atreides går i en fælde anbragt af den rivaliserende Harkonnen-familie, der konspirerer med den gale kejser Padishah Shaddam IV. Samtidig hylder planetens nomadefolk Fremen Paul som deres kommende profet.
Bogen har lagt grund for mange moderne sci-fi-universer, fra ’Warhammer 40K’ og ’Alien’ til en lille filmfranchise kaldet ’Star Wars’. Den blev fulgt op af et utal af efterfølgere, hvoraf fem af dem er skrevet af Herbert selv, samt tegneserier, videospil og en horribel tv-miniserie fra 00’erne, der dækkede den originale trilogi af bøger.
Men lige så kendt som bogserien er, lige så berygtet er filmindustriens forhold til den. Navnlig på grund af de to fejlslagne filmatiseringer, som Villeneuves version er skabt i skyggen af. Både den chilenske surrealist og filmskaber Alejandro Jodorowsky og hans amerikanske sidestykke David Lynch knækkede halsen på det enorme forlag i 70’erne og 80’erne.
Det har derfor været en kendt sandhed i årevis, at ’Dune’ er umulig at filmatisere. Men det postulat er værd at granske nu, hvor Villeneuve altså har udgivet første del af sin vision af bogen på det store lærred.
Islamiske rødder
’Dune’ består dybest set af to historier, som Herbert oprindeligt udgav hver for sig. Den første handler om blodkampen mellem det noble hus Atreides og de glubske Harkonnen. Her fortælles et klæbrigt rænkespil med et stort ensemble af spændende personager, som alle har deres egen dagsorden, og som alle kan dø uden megen varsel.
Den anden del af bogen er et klassisk hvid frelser-narrativ, da Paul Atreides, nu døbt Muad’dib, kæmper side om side med Fremen-folket mod kejserens fanatiske Sardaukar-tropper, der truer med etnisk udrensning af lokalbefolkningen for at sikre melange-produktionen.
Med det udgangspunkt in mente har Villeneuve umiddelbart fat i den lange ende, da han har valgt at opdele sin film i to dele for at dække den originale bog.
Men det er ikke blot omfanget af historien, som kan gøre det farligt og svært at adaptere Herberts værk til film. For der er så meget mere på spil end blot en historie om udvalgte teenagere, monstrøse skurke og noble helteskikkelser.
Som Tolkien før ham tager Frank Herbert åbenlyst udgangspunkt i virkelighedens historie og trosretninger.
Mange har pointeret, at Fremen-folkets konflikt mod Harkonnen-familien og kejseren er inspireret af De Kaukasiske Krige, der fandt sted i midten af det 19. århundrede mellem Imam Shamyl og hans hellige islamiske Murid-krigere mod den russiske Zar. Den arabiske titel Padishah, som Kejser Shaddam IV går under, blev for eksempel brugt af zarinaen Catherine Den Store efter hendes sejr over Ottomanerne i 1774.
Herbert fandt ikke på et nyt sprog til sit fiktive krigerfolk, men mange af dets udtryk og mantraer tager udgangspunkt i arabisk kultur. Pauls kaldenavn, Muad’dib, er i bogen en ørkenmus, men det arabiske mu’adibs betyder ’lærer’. Mere genkendeligt herhjemme i dag er Pauls udtryk for den hellige krig, han frygter, Fremen-folket vil føre i hans navn mod resten af universet: Jihad.
Det ville nok være svært at sælge en film til et moderne vestligt publikum, hvori hovedpersonen bliver lederen af en hellig krig, jihad. De mange, mange trailere til Villeneuves version kalder i al fald Pauls visioner om krigsscenariet for en crusade, ikke jihad.
Oven i de historiske rødder bør også nævnes Herberts samtid, som var præget af USA’s fortsatte higen efter olie i Mellemøsten, samt de to supermagter USA og Ruslands ophedede misselræs mod dommedag. 1965 var få år efter Cubakrisen, og den større konflikt i ’Dune’ om, hvem der kontrollerer krydderiet melange, er således en åbenlys analog til Den Kolde Krig.
Lynchs makværk
Analogierne når vidt omkring, men det undskylder ikke, hvor usædvanligt fantasiløs og kedsommelig en affære David Lynch’ filmadaptation fra 1984 er.
Herberts nøje detaljerede fortælling om fanatisme, religion og magtrelationer mellem herskerklassen og dets folk er både episk og tæt på karakterne, og ’84-versionen lider under, at den er strakt for langt og tyndt. Selvom det er tydeligt, at Lynch prøver at gå David Leans historiske epos ’Lawrence of Arabia’ i bedene, tillader en spilletid på omkring to timer ikke den type grandiositet. Filmen virker i stedet som en forkølet cliff notes-version af Herberts bog.
Det er ikke nødvendigvis instruktørens skyld alene. Så sent som sidste år beklagede David Lynch sig over, at hans oprindelige vision blev slagtet i produktionen af den hårdføre, italienske producer Dino De Laurentis, som havde købt rettighederne til bogen i 1982.
Han var langt mere interesseret i at bruge forlægget til at skabe en rentabel pendant til ’Flash Gordon’ og ’Star Wars’, som kunne tjene sig selv ind på vhs. Hvorfor samtlige scener er pinagtigt overbelyst, og de grelle VFX-effekter, som uden tvivl så ganske udmærket ud på den analoge tossekasse, overskygger dramaet.
Jodorowskys vision
Endnu mere frustrerende er denne kyniske brug af bogen, fordi Alejandro Jodorowsky ti år tidligere havde lagt en vision for, hvordan ’Dune’ kunne se ud på det store lærred.
I making-of-dokumentaren ’Alejandro Jodorowsky’s Dune’ fra 2013 beskriver den excentriske chilenske kunstner den imponerende plan, han havde klarlagt for sin filmatisering: Han ville skabe en sci-fi-film til folket, som ikke blot bevægede dem, men som fundamentalt ændrede dem.
Han forestillede sig en langt mere spirituel fortælling end Lynchs, anderledes i sit handlingsforløb end bogen, men optaget af de samme tematikker. Jodorowsky beskriver, hvordan Paul fødes ved, at Letos blod bliver forandret til sæd af sin elsker Jessica, da hertugen er kastreret. Filmen ville slutte med, at Paul ofrer sig selv som martyr, mens den fysiske planet Dune tager hans identitet og spreder hans budskab og religion udover galaksen.
Det afspejler i nogen grad bogen, hvor Jessica får evnen til at omdanne et stofs grundform, og Paul beskriver sine metafysiske rejser mellem tid og rum, der gør det muligt for ham at befinde sig i fortid, nutid og fremtid på én og samme tid.
I løbet af tre år i start 70’erne samlede Jodorowsky et powerhouse af kunstnere i Paris, der senere ville sætte nye standarder for Hollywood-produktioner.
Og rollelisten talte den surrealistiske maler Salvador Dali som den gale kejser Shaddam IV, samt Orson Welles, Mick Jagger og Udo Kier. Tegneseriekunstneren Moebius lagde streg til Jodorowskys detaljerede storyboard. H.R. Giger var produktionsdesigner. Og Dan O’Bannon, som havde skrevet den lille studiefilm ’Dark Star’ med John Carpenter, skabte special-effekterne.
Kujonske Hollywood
De tre sidstnævnte, Moebius, O’Bannon og Giger, ville få år efter skabe ’Alien’ sammen med Ridley Scott, i 1979. ’Dune’-filmen og Jodorowskys imponerende manifest fik derimod den kolde skulder af det kollektive Hollywood, der frygtede den outrerede instruktør, ambitiøse spillelængde og det store budget.
Men i samme årti turde studier satse på komplet idiosynkratiske værker som William Friedkins ’Sorcerer’ og mest notorisk Michael Ciminos ’Heaven’s Gate’, der egenhændigt væltede det prestigiøse studie United Artists af pinden i 1980.
Sandheden er måske, at ’Dune’ slet ikke er så umulig at filme endda. De amerikanske producere var blot bange for outsideren Jodorowsky, hvis kommercielle succes hovedsageligt havde resoneret i europæiske arthouse-cirkler med film som ’El Topo’ og ’The Holy Mountain’.
Er ’Dune’ umulig at filmatisere, har spørgsmålet lydt i årtier. Måske burde det i stedet lyde: Er Hollywood for bange for at finansiere seriøst ambitiøse filmprojekter?
Når vi ved, om Dennis Villeneuve får lov at lave sin del 2 og 3 af ’Dune’, har vi svaret.
’Dune’ kan ses i de danske biografer 16. september.