’Amazomania’: De 30 år gamle optagelser af isoleret stammefolk er en mindre sensation
CPH:DOX. Man må tage hatten af for den svenske dokumentarist Nathan Grossman (’Greta’), der med sin nye film ’Amazomania’ får et mindre scoop ud af 30 år gamle arkivoptagelser.
Grossman har fået adgang til den svenske journalist Erling Söderströms optagelser fra en ekspedition dybt ind i den brasilianske Javari-dal i 1996, hvor Söderström dokumenterede et forsøg på at opnå fredelig kontakt med de oprindelige Korubo-folk, som lever dybt inde i Amazonas.
I begyndelsen af filmen får vi at vide, at det er en yderst farefuld færd. Mere end 200 mennesker er tidligere døde i mødet med Korubo-folket, men nu vil Söderström sammen med den brasilianske etnograf Sydney Possuelo skabe kontakt, så Korubo-folkene kan fortsætte deres levevis uden indblanding fra den civilisation, der langsomt begynder at sive ind på deres territorie.
Söderströms optagelser, der blev til en tv-film i 2002, er småsensationelle. Vi er med, da ekspeditionen endelig får kontakt til Korubo-folket, der ikke bærer tøj og lever totalt afskåret fra omverdenen. De har aldrig set et kamera før eller hørt vestlig musik, og de ved ikke, hvordan de skal iklæde sig det tøj, som ekspeditionen forærer dem i fredsgaver. De er fuldkommen selvforsynende og lever i pagt med naturen.
De første 50 minutter er udelukkende sammenstykket af arkivmaterialet og dedikeret til dette møde, der vækker mindelser om fantasten Werner Herzogs ekspeditioner ind i Amazonas.
Den egentlige hovedret kommer dog først, da filmen i et nutidsspor reviderer vores forståelse af, hvad der egentlig skete på ekspeditionen. I 2023 møder vi igen Söderström, der lader til at have bygget en stor del af sin identitet op omkring ekspeditionen.
Hans romantiserede glansbillede af sit møde med Korubo-folket krakelerer imidlertid, da han med Grossmans filmhold rejser tilbage til Javari-dalen, hvor de indfødte i dag har internet, smartphones og er blevet afhængige af samhandel med brasilianerne – korrumperet af kapitalismen.
Gennem den linse tager filmen Söderströms oprindelige møde med Korubo-folket op til revision, og understreger, at det langt fra var uden konflikt:
Korubo-folket var på nippet til at angribe ekspeditionen, finder vi ud af, da en antropolog oversætter, hvad de egentlig siger i optagelserne af det første møde. Vi hører, at de troede, at de hvide mænds kameraer var våben som dem, der havde slået andre medlemmer af deres stamme ihjel.
Det viser sig da også, at kameraet har været en form for våben. For stammen anklager Söderström for at have fravristet dem deres kultur og identitet ved at dokumentere deres levevis uden at få samtykke til billederne. De vil have ham til at tilbagelevere dem, så de selv kan råde over dem, og journalisten ikke kan tjene penge på dem.
Her vokser filmen til en etisk diskussion af, hvordan dokumentarisme også påvirker den virkelighed, den søger at indfange, og til et overset kapitel i kolonialismens historie. Undervejs må Söderström desillusioneret erkende, at Korubo-folket ikke ser ham som ven af folket, og at hans ekspedition snarere kompromitterede folkets levevis end beskyttede den.
Det er en fascinerende historie, som viser, hvordan billedernes betydning afhænger af øjnene, der ser. På den måde tjener filmens todelte struktur et klart formål, fordi den anlægger to forskellige perspektiver på samme materiale.
Men det er også denne struktur, som i sidste ende afgrænser materialet og får filmen til at føles for opdelt, fordi den spreder sig ud over at være både ekspeditionsfilm, en antropologisk undersøgelse af Korubo-folkets levevis i den moderne verden og en refleksion over den hvide mand som invasiv parasit – uden helt at komme under overfladen på disse store emner.
Tyngden af det 30-årige perspektiv på Korubo-folkets udvikling fra nøgne stammefolk til moderne smartphonebrugere er dog svært at forklejne. Det er optagelser, jeg sent vil glemme.
Kort sagt:
Nathan Grossman får et scoop ud af 30 år gamle arkivoptagelser fra konfliktfyldt møde med isoleret stammefolk i Amazonas.