’Unchosen’: Thrillerserie på Netflix om kristen kult skaber en uafbrudt tilstand af ængstelse
SERIE. Det allerførste, man lærer i ‘Unchosen’, er, at der åbenbart eksisterer over 2.000 kulter i Storbritannien – nogle skjulte, andre »in plain sight«.
Det gælder for eksempel den fiktive version, som er omdrejningspunktet for den nye Netflix-serie, det såkaldte Fellowship of the Divine. Et fællesskab, som er konservativt kristne i tredje potens, eller i hvert fald i en grad hvor moderne teknologi er forkastelig (mobiltelefonen er et af djævelens instrumenter), og familiens rollefordeling ikke er til forhandling: Kvinderne passer hjem og børn, og mændene fungerer som de arbejdende autoriteter.
Og så skelner man meget hårdt mellem fællesskabets egne, som er »chosen«, og alle udenfor, som er »unchosen«.
Rosie (Molly Windsor) er en hengiven hustru og mor, men slipper ikke for nedladende påmindelser om, at hun jo stadig kun har født et enkelt barn. Det er noget, der kan tynge samvittigheden, når man er gift med prominente Adam (Asa Butterfield), som fællesskabet begynder at se mere og mere lederpotentiale i.
Det rusker i Rosie, da en mystisk mand ved navn Sam (Fra Fee) redder hendes datter (Olivia Pickering) fra at drukne og derefter søger husly i Rosie og Adams hønsehus. Han er på flugt fra fængslet, og selvom det bør få alarmklokkerne til at ringe hos Rosie, kan hun ikke løbe fra, hvor draget hun er af Sam og alt det fra verdenen udenfor, som han bringer med sig.
Det giver hende nyt perspektiv på de værdier (eller mangel på samme), der har dannet rammerne for hele hendes liv.
Windsor fremfører med bravur den nærmest uafbrudte tilstand af ængstelse, som præger Rosies karakter gennem seriens seks afsnit. Finder hun en sjælden gang trygheden til at smile, er det næsten som at se et forvandlet menneske.
Når hun udviser den mindste bekymring over kultens metoder, får hun at vide, at hun skal »sætte sin lid til herren og mændene, der følger hans instruktioner«.
Det er ikke just betryggende, når de mænd inkluderer kultens alkoholiske leder Mrs. Philips (Christopher Eccleston i topform), som bliver handsy, når han taler med fællesskabets yngre kvinder under fire øjne. Eller Adam, der er villig til at udlevere sin egen bror som synder foran fællesskabet og bagefter tvinge whisky ned i ham som en form for renselsesritual, alt sammen fordi han har fanget ham med en iPhone i hånden (okay, han har så også lige bollet udenom).
Det står dog klart undervejs, at uanset hvor »chosen« nogen påstår at være, så går alle rundt med hver deres hemmeligheder. Der, hvor serien stikker dybest, er nemlig, når den udforsker, hvordan valget af livet inden for det guddommelige fællesskab samtidig betinger et lige så stort fravalg af de sider af én selv, som ikke får lov til at komme til deres ret.
Det afspejles navnlig i Siobhan Finnerans fornemme præstation som Mrs. Phillips, der må balancere sin tilværelse som kultlederens kone med en tungtvejende skyld over, hvad hun har givet afkald på for at kunne bevare sin plads i fællesskabet.
Fortællingen havde været bedst tjent med, hvis omdrejningspunktet hele vejen igennem havde været at komme ind til kernen af kultens benhårde rammer og de afsavn, de afstedkommer. Desværre tager Sam- karakteren over, i takt med at de bibeltematiske pointer også overdrives en kende for meget, og melodramaet tager en smule overhånd.
Det skal dog ikke tage noget fra irske Fra Fee, der gør en prisværdig indsats i en enigmatisk rolle, som tvinger både publikum og karaktererne til løbende at genoverveje deres mavefornemmelse.
Den urolige stemning er desuden kyndigt hjulpet på vej af et score, der har de helt rigtige snigende og dystre kvaliteter, som elegant akkompagnerer de flotte billeder af kultens omgivelser i de britiske skove og marker.
Vi nærmer os på ingen måde ’Midsommar’-niveauer af kultgys, men hvis jeg tilfældigvis skulle støde på Fellowship of the Divine på en skovtur, ville jeg med min mobil i lommen nok stadig gå i en stor bue uden om.
Kort sagt:
Selvom Netflix’ thrillerserie om en britisk kult mister fokus undervejs, er den skarp i sin velspillede skildring af den tunge pris, der følger med den hyperkristne tilværelse.