Det lå i kortene, at Olivia Rodrigo ville blive en succesfuld popsanger og/eller skuespiller.
Hun spiller trods alt hovedrollen i serien med den mundrette metatitel ’High School Musical: The Musical – The Series’ hos Disney+. Og er man først et navn i ’High School Musical’-franchisen – eller hos Disney, for den sags skyld – plejer der at skulle gå meget galt for, at man ikke får succes på den ene eller anden måde.
Det gik i hvert fald rimelig okay for de tidligere hovedrolleindehavere Zac Efron og Vanessa Hudgens. Og angående Disney, så har Zendaya senest bevist, hvor langt man kan nå, når først man tager springet fra børnekanalen over på voksenfrekvenserne.
Men én ting er at have succes. Noget helt andet er det, der lige nu sker med Olivia Rodrigos debutsingle, ’Driver’s License’.
Den sang er nemlig strøget helt til tops på hitlister verden over kort efter udgivelsen og slog både rekorden for flest ugentlige streams på Spotify nogensinde med hele 65,8 millioner afspilninger, samt dagsrekorden for en ikke-julesang med 17 millioner streams på et døgn. I Danmark har den i skrivende stund omkring dobbelt så mange daglige afspilninger som andenpladsen på Spotify-charten.
Det er helt absurde tal at opnå på sin første sang i eget navn – selv for en Disney-blåstemplet ’High School Musical’-stjerne.
Den salgs sker ikke hver dag, og meget tyder på, at den gigantiske succes skyldes en række omstændigheder, der sammen har dannet den perfekte hypestorm for ’Driver’s License’.
Vi har prøvet at indkredse de tre vigtigste ingredienser i opskriften på den 17-årige sangers verdenshit.
1. Sangen handler – angiveligt – om et teenage-trekantsdrama med tre Disney-stjerner
Ja, overskriften lyder måske vanvittig, men fans af Olivia Rodrigo og ’High School Musical: The Musical – The Series’ er ikke desto mindre sikre på, at det er sådan, det forholder sig. Og netop den spekulation i hvorvidt sangen i bedste high school-stil handler om et virkeligt teenage-kærlighedsdrama, har medført, at ’Driver’s License’ ikke bare er en sang – men sådan et samtaleemne, som hele den virtuelle high school-kantine sladrer om.
Teorien går kort sagt ud på, at Rodrigo har datet den mandlige hovedrolleindehaver fra ’High School Musical’-serien, Joshua Bassett, men at de slog op, hvorefter han har indledt et forhold til en anden Disney-stjerne – nemlig Sabrina Carpenter.
Teoriens beviser? Teksten fra ’Driver’s License’, der blandt andet lyder sådan her: »And you’re probably with that blonde girl / who always made me doubt / she’s so much older than me / she’s everything I’m insecure about«.
Sabrina Carpenter er netop blond og fire år ældre end Rodrigo – og så har hun hængt ud med Bassett i flere TikTok-videoer, hvilket er nok til at gælde som smoking gun i denne saga.
Og apropos TikTok…
2. ‘Driver’s License’ taler ind i en helt specifik TikTok-trend
Det er efterhånden old news, at TikTok er tidens helt store hitmaskine. Bliver din sang stor på TikTok – om det nu er på grund af et meme, en dans eller noget helt fjollet – så bliver den nok også stor på hitlisterne.
Sådan har det også været med ’Driver’s License’ – men lige præcis den sang taler faktisk til TikTok-universet på en ret unik måde. For der har både været massevis af videoer, hvor fans på den ene eller anden måde reagerer på det ovennævnte trekantsdrama, som hittet antageligvis omhandler. Men der er også noget i måden, sangen fortæller historien på, der taler direkte til TikTok.
Olivia Rodrigo synger nemlig ikke bare om sit knuste hjerte på breakup-hymnen ’Driver’s License’. Hun fortæller i stedet en meget specifik historie, der nærmest minder om en scene fra ’High School Musical’. Som når hun synger om, at hun lige har fået sit kørekort og kører forbi ekskærestens hus: »You said forever, now I drive alone past your street«, lyder en af de mest populære linjer.
Den meget sceniske fortælling har fået mange nye kapitler på TikTok. Her digter Olivia Rodrigos fans nemlig videre på historien.
Der er således coverversioner af sangen, hvor der bliver sunget fra ekskærestens perspektiv eller fra dennes nye kærestes synsvinkel. Der er også en version af ’Driver’s License’ sunget som Olivia Rodrigos veninde – og én bruger har endda sunget sangen fra kørekortets perspektiv.
På den måde er nummeret ikke kun en sang og en sladderbombe – men også første kapitel i en større roman, som der hele tiden bliver skrevet videre på via TikTok.
Det har gjort ‘Driver’s License’ til en sensation. Men alt det havde nok alligevel ikke været nok til at gøre Rodrigos debutsingle så stor, hvis ikke sangen var så stærk.
3. Selve sangen er både eviggyldig og højaktuel
Det geniale ved Olivia Rodrigos debutsingle er, at den både lyder virkelig nutidig, men samtidig også bare er en helt klassisk storladen breakup-ballade.
Det nutidige består til dels af hendes stemmeføring og til dels af tekstuniverset. Der er noget Billie Eilish-agtigt over de stille, næsten hviskende passager af sangen. Specifikt lyder visse dele af verset som Eilish’ ’I Love You’ fra 2019.
Men når der så skal synges igennem i omkvædet – og det kan jeg love dig for, der skal! – går Rodrigo all in på følelsesfronten på en måde, som Eilish sjældent gør.
Samtidig er Taylor Swift-indflydelsen umiskendelig. Hun er et af Olivia Rodrigos helt store forbilleder (de venne-flirter også på sociale medier), og det kan man høre i sangskrivningen.
For Swift har altid haft øje for detaljerede fortællinger i sine breakupsange – og så har hun aldrig været bleg for at hentyde til sine virkelige forhold i sin musik. Ligesom Rodrigo altså (igen: antageligvis!) gør på ’Driver’s License’.
I sin kerne er sangen således en helt klassisk, storladen, ulykkelig kærlighedssang, der næsten er ved at sprænges af følelser. Men der er små nik til Eilish’ sangstil og Swifts fortælleteknik, der forankrer den i nutiden.
Den kombination, kombineret med spekulationen fra trekantsdramahistorien og hypen fra TikTok, har været hitopskriften, der har gjort ’Driver’s License’ til verdens største sang lige nu.