’Killers of the Flower Moon’: I karrierens efterår har Martin Scorsese begået et svimlende mesterværk
Slutbilledet i ’The Irishman’ virkede på mange måder som en naturlig konklusion på Martin Scorseses livsværk.
Indrammet af en halvåben dør sidder Robert De Niros karakter på et plejehjem, forladt og alene, kun ledsaget af minderne om sine ugerninger. Opslugt af fortrydelse. Dømt til at vandre for evigt, som et spøgelse, der aldrig kan undslippe sin fortid.
Billedet var ikke bare et monument over Scorseses karrierelange skildring af drevne mænd, der stræber efter det guddommelige, men bliver ledt direkte ind i fristelsen, hvor de bukker under for deres destruktive impulser og bliver opslugt af helvedes flammer.
Det var også en parafrasering af sidste indstilling i John Fords ikoniske western ’The Searchers’, hvor John Waynes karakter lider en lignende skæbne. Dermed byggede Scorsese en direkte bro til den filmskaber, Ford, der har fungeret som hans muligvis største inspirationskilde karrieren igennem.
Ligesom hos Ford var ’The Irishman’ en dissekering af selve grundmyten om USA. En myte, som Scorseses film altid har spillet ind i. En ufravigelig undersøgelse af det rådne fundament, nationen er bygget på, hvor legende og historiske fakta smeltede sammen og viste, hvordan fagforeningsbevægelsen var uløseligt forbundet med gangsterunderverdenen.
Det mesterlige storværk ’Killers of the Flower Moon’ virker i det lys som den naturlige konsekvens af ’The Irishman’-slutningen.
Denne gang indtager Scorsese selv den symbolske rolle som fortælleren, der fortæller historier om, hvordan vi fortæller historier. Erkendelsen er den hjerteskærende tragedie, at nogle historier bliver vasket bort fra den kollektive (vestlige) bevidsthed, når de er for uhyrlige til at passe ind i idealfortællingen om mulighedernes land.
Over 206 uafrystelige minutter spiller mesterinstruktørens første rendyrkede western som et fjernt, hårrejsende lidelsesskrig.
Tålmodigt optrevler han historien om, hvordan Osage-stammefolket op gennem 1920’erne blev systematisk udryddet af griske (hvide) opportunister, der ville have fingrene i deres jord, da der blev fundet olie i reservatet.
Ernest Burkhart (Leonardo DiCaprio) ankommer til prærien, hvor olieplatformene tårner sig op, med julelys i øjnene. I en fantastisk medrivende og musikalsk åbningssekvens ser vi, hvordan han straks betages af det krejlermiljø, der har etableret sig i området med det ene formål at kapitalisere på Osage-folkene og frarøve dem deres rigdom.
Som så mange andre Scorsese-karakterer er han krigsveteran, men hans uniform har ingen stjerner eller medaljer.
Hans tjeneste under Første Verdenskrig var ikke præget af heroisme. Han var kok, slet og ret. Og ikke en særlig kvik en af slagsen. Karakterens tungnemme inkompetence står i skærende kontrast til DiCaprios galt-geniale karakterer i Scorsese-film som ’The Wolf of Wall Street’ og ’The Aviator’.
Leonardo DiCaprio har aldrig set så besk ud som her, nærmest uigenkendelig.
Ernest er en mand fuld af laster. Han spiller, han horer, han drikker. Flere gange i filmen ytrer han de udødelige linjer »jeg elsker penge«, så tankerne ledes hen mod førnævnte Wall Street-film. Ikke mindst i de mange samtaler med hans kvægejer-onkel William Hale (Robert De Niro) – eller King, som han gerne vil omtales – der lærer den intetanende nevø, hvordan man bedst kan tjene penge på at manipulere de indfødte.
»Hvis du skal lave ballade, så sørg for at gøre det i stor stil«, får Ernest at vide. Der er ingen grund til at svindle sig til småbeløb, når man kan indløse den helt store jackpot.
Hurtigt bliver en plan udklækket: Ernest skal gøre kur til Mollie Kyle (uforglemmelige Lily Gladstone), hvis familie har særdeles lukrative olierettigheder, som ved ægteskab kan falde i Ernests hænder.
Mollie ser med det samme, at Ernest er en »prærieulv« på jagt efter en gevinst, men det siger noget om den uundgåelige fatalisme, Mollie og resten af hendes folk går i møde, at hun alligevel gifter sig med Ernest – og at de faktisk nærer kærlighed for hinanden til trods for Ernests skumle bagtanker. For hvis ikke ham, hvem så? Afmagten er altomsluttende.
Dét bliver startskuddet på en nedadgående spiral af død og ødelæggelse, der én efter én tager livet af de oprindelige folk. Da Ernest og Mollies første barn skal navngives, er de omgivet af hendes familie. Da turen nogle år senere kommer til deres næste barn, er de indbudte nærmest kun hvide gribbe.
Scorsese blotlægger, hvordan Osage-folket i deres rigdom alligevel systematisk bliver holdt nede af den amerikanske stat og den kapitalistiske samfundsorden: De oprindelige folk har ingen råderet over udvindingen af olie, som bliver varetaget af hvide.
I stedet bliver de betalt sølle royalties, som de heller ikke kan bestemme over, fordi de er underlagt hvidt formynderskab. Alle magtpositionerne i lokalsamfundet – fra læger og bedemænd til advokater og forsikringsfolk – bliver varetaget af hvide, der anført af Hale infiltrerer alle led af de oprindelige folks samfund.
Det overraskende er ikke så meget, at Osage-stammen blev udnyttet, men i hvor høj grad det foregik i det åbenlyse: Når de skal begraves, er regningen 10 gange så høj, som når hvide skal i jorden. Og gravrøvere er hurtige til at grave kisterne op og flå ligene for ejendele.
Ved middagsbordet taler Ernest og Hale helt åbent om, hvordan han skal blive bedre til at bruge Mollies penge fornuftigt – mens hun sidder lige ved siden af. Helt absurd bliver det, da Hale, der har lært Osage-folkets skikke og sprog for bedre at kunne manipulere dem, beskriver en indfødt som sin »nabo og bedsteven«, inden han tilføjer, at »han er 25.000 dollars værd« på grund af en livsforsikring, han har tegnet i hans navn.
Til et rådsmøde beskriver Osage-stammens leder rammende, hvordan deres fjende er blevet usynlig, men alligevel er overalt omkring dem. Modsat i de gamle westerns kan de ikke længere søge en ærlig kamp på de åbne vidder. Vidderne bøjer sig sammen om dem, omslutter dem med tårnende bebyggelser.
Grådighed, racisme og vold løber som en kold understrøm gennem mange af Scorseses film, men der er ofte en fornemmelse af, at vi som publikum observerer galskaben udefra.
Først bliver vi forført af dekadencen – nøjagtig som filmenes hovedkarakterer – men til sidst bliver derouten så gennemført, at vi tvinges til at tage afstand fra karaktererne og derved får mulighed for at fralægge os vores medskyld i at have fået fornøjelse af at følge Jordan Belfort i ’The Wolf of Wall Street’ eller Henry Hill i ’Goodfellas’.
Som når datteren Peggy i ’The Irishman’ ser sin far for, hvad han er – en koldblodig morder – og slår hånden af ham.
Det overrumplende ved ’Killers of the Flower Moon’ er det totale fravær af den indledende forførelse. Her placeres vi direkte i Ernests sko og bliver hans fortrolige i et ærinde, der fra start til slut er afskyeligt. Og vi ser ham skruppelløst fortsætte over hele den langstrakte spilletid.
Den skrækindjagende indsigt er, at vi alle er medskyldige. At Osage-folkets udryddelse var resultat af en indlejret banal ondskab, hvor hvide uden skrupler dehumaniserer og massakrerer et helt folk, simpelthen fordi de føler sig berettiget og biologisk overlegne. Og at historien siden er blevet visket bort og glemt for eftertiden. Dømt til at gentage sig.
Det er institutionaliseret racisme på højniveau, når de hvide beskriver Osage-stammen som et svagt folk, dømt til at uddø i den moderne verden. Uden nogensinde at anerkende, at årsagen til dette ikke er såkaldt »skrantesyge«, som de kalder de indfødtes svækkede tilstand, men derimod at de både bogstaveligt og symbolsk forgifter dem.
Ernest Burkhart er på en og samme tid en frygtindgydende og menneskelig karakter, fordi han tilsyneladende aldrig indser omfanget af sit bedrag. Først da han mærker tab på sin egen krop, forstår han, hvad det er, han har gjort. Indtil da har han drevet med strømmen. Udnyttet systemet, simpelthen fordi han kunne, og fik at vide, at det var okay.
Han slægter mange af Scorseses karakterer – fra Travis Bickle til Frank Sheeran – på, når han bilder sig selv ind, at han handler på vegne af sine nærmeste. At han gør, som han gør, for at beskytte sin familie. Uden nogensinde at indse, at det er ham selv, de har brug for beskyttelse mod.
Det, der gør Scorsese til den vel nok største nulevende instruktør, er, at hans film på den måde er i konstant dialog med hinanden, når han implicit formår at forbinde 20’ernes kapitalisme med 80’ernes aktiehandel og så videre.
Men han formår også at forbinde filmhistorien, hans egen og den, der kom før, med virkeligheden. Gennem Scorseses øjne ser vi fortiden i nutiden og nutiden i fortiden – ikke mindst når han i løbet af filmen subtilt kobler racemassakren på sorte i Tulsa i 1921 med drabene på Osage-folket og på den måde synes at aktualisere racedrabene i vores nutid. Som for at sige: Det her sker stadig, og det vil fortsætte, måske i det uendelige.
’Killers of the Flower Moon’ er et umådeligt sørgmodigt værk, jeg sent vil ryste af mig. Det er en episk filmisk bedrift, der med svimlende billeder bevæger sig fra storslået western til suspensefyldt gangsterfilm til klaustrofobisk retssalsdrama og til sidst løfter sig til en refleksion over selve historiefortællingens natur og den amerikanske grundmyte med en majestætisk kamerabevægelse.
Et sjældent mesterværk.
Kort sagt:
Martin Scorsese fastslår sig som den største nulevende instruktør med en episk storfilm om racisme, kapitalisme og banal ondskab, der tvinger os til at stirre ned i afgrunden og forholde os til vores medskyld.