10. ‘Den stygge stedsøster’
Hvis man troede norsk film kun var leveringsdygtig i følelsesmæssigt fluekneppende samtidsdramaer, er det, fordi man ikke har stiftet bekendtskab med Emilie Blichfeldts ‘Den stygge stedsøster’, hvor Grimms disneyficerede Askepot-eventyr får en gennemført ækel overhaling.
Vores velkendte offerprinsesse er ikke videre sympatisk. I stedet ser vi tingene fra hendes uheldige stedsøster Elviras synspunkt, der har brug for en fe-gudmor, men må nøjes med alle de skønhedsoperationer, hendes mor kan prostituere sig til efter sit hurtigt kuldsejlede ægteskab med Askepots far, hvis lig ligger og rådner på loftet.
Et ægtemål med Prins Julian af Swedlandia er familiens eneste håb for økonomisk overlevelse, og det er grumt at se den ikke så stygge, men blot almindelige Elviras blodige ofre for skønheden. Som en næseoperation med et stemmejern og lashlift via fiskekrog. Showstopperen bliver dog Ozempic a la ‘der var engang’, som kulminerer i en finale, der giver ‘The Substance’ kamp til stregen.
Faktisk gjorde ‘Den stygge stedsøster’ næsten endnu mere ondt at se på end sin amerikanske artsfælle – for selvom filmens gore var grotesk, føltes kampen for skønhedskapital uhyggeligt ægte.
Kan stadig ses i Øst for Paradis i Aarhus – Læs Soundvenues anmeldelse.
9. ‘Dìdi’
Manosfæren har været et af årets helt store fikspunkter i samfundsdebatten, og som et tiltrængt kærligt portræt af et onlinedrengeliv finder man ungdomsfilmen ‘Didi’, der fik premiere sidste år i USA, men landede herhjemme i år.
Vi befinder os i slut-00’erne, hvor Facebook var en ny spiller i identitetsdannelse for et ungt menneske, og det er alt andet end giftigt at se, hvordan den 13-årige Chris (kaldet Dídi) går kold i sin chat Facebook-chat med crushet Madi eller omhyggeligt prøver at fange hendes opmærksomhed med den rigtige ringetone.
Oveni almindelig teenagepinlighed og sociale tilpasningsvanskeligheder i et benhårdt socialt hierarki kæmper Dìdi med at håndtere sin taiwanesiske hjemmefront og fraværende far.
Sean Wang tager især teten efter Jonah Hills vidunderlige ‘Mid90’s’ og fortæller kærligt og tåkrummende om at skulle navigere i både et fysisk teenageliv og et digitalt. Et pletskud af en computer-coming of age, der ramte lige i millennialhjertekulen.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay, SF Anytime og Apple TV – læs Soundvenues anmeldelse.
8. ’Drømme’
Der er lavet mange film om kontroversielle forhold mellem lærere og elever, men vistnok kun én, hvor en norsk teenagepige forelsker sig i sin fransklærer, i ren begærsforfølgelse faker et ønske om privatundervisning i at strikke OG påbegynder en potentiel bestseller af en bildungsroman.
I ‘Drømme’ finder norske Dag Johan Haugerud en helt særlig måde at genopfinde, hvad der er i overhængende fare for at være klichéstof, så både det fantastiske og forfærdelige ved en fejlrettet teenageforelskelse føles nyt.
Som forgængeren ‘Sex’ var det ikke alle de ekstra fortællelag i historien, der kunne mærkes lige så stærkt som coming of age-fortællingen, men den er til gengæld svimlende nok i sig selv.
Afventer streamingpremiere – læs Soundvenues anmeldelse.
7. ’A Complete Unknown’
Det ville have været så let at afskrive ‘A Complete Unknown’, der med sit kommercielle biopic-mærkat og kæmpe Oscar-kampagne anført af en statuettesulten Timothée Chalamet ikke nødvendigvis kunne matche sin legendes ukatalogiserbare ånd. Bortset fra at den faktisk næsten evnede det umulige og skabte et både bredt, spidsfindigt og ikke mindst levende Dylan-portræt.
For i en verden, der nok aldrig bliver færdige med at diskutere, hvem og hvad Bob Dylan egentlig er, var det et oplagt, men klogt valg, at James Mangold fokuserede på musikken som nøglen til det hele.
‘A Complete Unknown’ videreformidlede Dylans appel i stedet for at forsøge at intellektualisere den. Måske for romantisk, men dybt medrivende for alle dem, der turde lade sig underholde og suge rolling stone-energien og den underspillede komik til sig.
Kan ses på Disney+ – læs Soundvenues anmeldelse.
6. ’Elskling’
Hvad sker der for Norge?
Intet mindre end tre norske film har klemt sig ind på denne top 10 over halvårets bedste, og det var såmænd tæt på, at den langt hen ad vejen glimrende ’Armand’ også klarede cuttet.
Listens højstplacerede bidrag fra fjeldlandet er Lilja Ingolfsdottir lige dele præcise og overraskende parforholdsdrama ’Elskling’, der vender bunden i vejret på hovedkarakteren Marias opfattelse af årsagerne bag sit ægteskabs deroute.
Maria står alene med børn og hverdagskaos, mens musikermanden Sigmund er væk og langt hen ad vejen fremstår som skurken i en historie om kvindens mental load og de blinde mandschauvinistiske vinkler bag den moderne fars bløde ydre.
Men såre elegant sammensætter instruktøren en langt mere kompleks farvelade, efterhånden som Maria også kigger indad, så både hun og man som publikum rammes hårdt og dybt på egne fejlbarligheder.
’Elskling’ er en slags moderne ’Scener fra et Ægteskab’, blot indpakket i en langt mere spiselig og direkte underholdende form. Se den, hvis du tør.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay, Grand Hjemmebio og Apple TV – læs Soundvenues anmeldelse.
5. ’Sinners’
Skulle man være i tvivl, om det var talentet eller franchisen, der drev værket, da Ryan Coogler fandt succes med ’Black Panther’ og ’Rocky’-spinoffen ’Creed’, beviste den 39-årige instruktør med ’Sinners’, at han er a force to be reckoned with – en original blockbusterinstruktør, der skal nævnes i samme sætning som Nolan og Villeneuve.
’Sinners’ var netop det: en original blockbuster. En action- og vampyrthriller med både sjæl, humor og stærk tematisk forankring i den grumme amerikanske historik for hvid udvinding af sort kultur.
Michael B. Jordan var dobbeltherlig som tvillingerne Smoke og Stack, der i sydstaterne sætter alt i værk for at åbne deres egen Juke Joint, hvor afroamerikanere kan fornøje sig med musik og sanselighed i fred for undertrykkende kræfter. Frihed og fred ender det dog ikke i, men som publikum sidder man med tilbageholdt åndedræt og et lille applauderende smil på læben fra start til slut, mens Coogler bygger tålmodigt op mod et eksplosivt klimaks.
Kan ses på Max – læs Soundvenues anmeldelse.
4. ’Flow’
Lettiske Gints Zilbalodis vandt Oscar’en for bedste animationsfilm foran de store studiers mange gange dyrere’Inside Out 2’ og ’The Wild Robot’: en skelsættende sejr i animationsbranchen, som måske peger i retning af genrens fremtid.
’Flow’ blev nemlig lavet i et open source-program uden storyboards med Zilbalodis som både instruktør, manusforfatter, klipper og komponist. Men den bjergtog alligevel med en følelsesmæssigt medrivende postapokalyptisk fortælling om en gruppe dyrs kamp for overlevelse i en tiltagende oversvømmet verden. Og så helt uden ord!
’Flow’ mindede om, at replikker langt fra altid er filmformens bedste værktøj, mens den fandt sin egen særegne tilgang til skildring af dyr, som på den ene side var langt fra Disneys antropomorfisme, men på den anden side vakte stærke følelser i deres særtræk og omgang med hinanden.
Måske den mest vedkommende klimafilm, der endnu er lavet.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay, Grand Hjemmebio og Apple TV – læs Soundvenues anmeldelse.
3. ’A Real Pain’
Det store og det små mødes i Jesse Eisenbergs umanerligt velskrevne og velspillede anden film som instruktør.
Det er i én forstand en lille snakkende film om to fætre, der tager afsted på den dannelsesrejse, som deres nyligt afdøde bedstemor har ønsket – dikteret – at de skulle tage sammen. Og i en anden forstand en stor fortælling om to andengenerationsimmigranter i USA, der skal konfronteres med deres jødiske families smertelige fortid i kz-lejrene. Både let buddy-dramedy og kompleks generationshistorie.
Ud af denne fortællemæssige dobbelthed opstår filmens tematiske møde mellem det store og det små i karaktererne selv. For hvordan tillader man sig at bære rundt på smerte og psykiske udfordringer, som Kieran Culkins karismatiske Benji gør, når ens forfædre helt bogstaveligt gik igennem holocaust for, at man kunne leve et lykkeligt liv?
De eksistentielle spor vækkes vibrerende og humoristisk til live i Eisenberg og Culkins på hver deres måde neurotiske spil og i den lille aparte tour-gruppe, de bliver en del af.
Man kunne sagtens have brugt mere end 90 knivskarpe minutter i selskab med de to, men ’A Real Pain’ varer i realiteten også meget længere via det aftryk, slutbilledet af den forvitrede Benji i lufthavnen sætter i sindet mange dage efter, man har forladt filmen.
’A Real Pain’ kan ses på Disney+ – læs Soundvenues anmeldelse.
2. ’Babygirl’
Nicole Kidman er ikke karrig med sit talent i disse år, men ‘Babygirl’ viser præcis, hvad det er for en magt, hun besidder, når hun er bedst.
I Halina Rejins vidunderligt grænseløse erotiske thriller, sorte komedie og post-MeToo-værk var det umuligt at tage øjnene fra den 58-årige stjerne som tech-CEO’en Romy, hvis botox-perfekte liv piskes synder og sammen, da praktikanten Samuel dukker op og får hende til at bælle mælk på kommando.
‘Babygirl’ var lige så befriende og provokerende som sine billeder af den fuldvoksne powerwoman hensat til en liderligt forblændet baby, sat i skammekrogen af en selvovervurderende fuckboy.
Der har hersket en vis uenighed om, hvorvidt der var tale om et feministisk mesterværk, men ‘Babygirl’ var først og fremmest en herligt skamløs film, der udover ønsket politisk substans bare klasker den gode og dårlige smag sammen i en forening, man virkelig kan mærke i hvert eneste sekund.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay, Grand Hjemmebio og Apple TV – læs Soundvenues anmeldelse.
1. ’The Brutalist’
Det er efterhånden sagt mange gange om Brady Corbets ’The Brutalist’, at det er en slags film, der ikke bliver lavet i USA længere. Men det er immervæk stadig sandt.
Et tre en halv time langt epos om den amerikanske drøm, der ikke engang tager udgangspunkt i den kriminelle underverdens fascinerende rammer, men med arkitektoniske visioner som selve sagens kerne. Det lugter mere af 1970’erne end af 2020’erne, og sådan er det i øvrigt også med filmens brunlige æstetik og grundige fortælletempo, opdelt i to akter med pause i midten.
Man bliver komplet indhyllet i historien om den (fiktive) ungarske arkitekt Lázló Tóth (Oscar-vinder Adrien Brody), som overlever holocaust og hutler sig gennem immigranttilværelsen i USA, før han hyres af rigmanden Harryson Lee Van Buren (Guy Pearce) til at bygge et mastodontisk storværk til ære for Burens mor.
Daniel Blumbergs mesterlige score sætter en intens stemning af storladent epos indhyllet i forestående mareridt, og åbningsscenen med Frihedsgudinden vendt på hovedet er allerede gået over i filmhistorien.
Vi kunne godt have undværet den ærgerligt illusionsbrydende epilog, som dog blot bestyrker billedet af en kompromisløs instruktør, som tager store chancer og på ingen måder lader sig nøjes. Budgettet lød på mildest talt beskedne 10 millioner dollars – en 25. del af bioaktuelle ’F1’! – og det har Brady altså fået et næsten fire timer langt uforglemmeligt storværk ud af.
Det er den slags mirakler, der indgyder håb for filmens fremtid.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay og Apple TV – læs Soundvenues anmeldelse.