’Den stygge stedsøster’: Norsk horrortwist på Askepot er vanvittig morsomt og fuldstændigt brutalt
POV: Du er Askepots stedsøster.
Du har derfor altid rene gulve, men aldrig sådan rigtigt bejlere eller beundrere, og du er i øvrigt blevet beskikket den absurde og uklædelige frisure proptrækkerkrøller. Hvilken tragedie.
For har man hidtil næret sympati med familiens indespærrede og underbetalte husholderske, der kun må tage kolde bade, og som primært kommunikerer med mus, så forestil dig at være det utiltalende og bebøjlede medlem af en søskendeflok. Se dét er tragisk og makabert!
Det er det meste faktisk i norske Emilie Blichfeldts spillefilmdebut ’Den stygge stedsøster’, der gendigter Brødrene Grimms ikoniske eventyr om græskarkareter og tyranni, og som denne gang sætter klumpedumpedatteren Elvira (Lea Myren) i hovedrollen.
Resultatet er en vanvittig morsom og fuldstændig brutal fortælling om kønsroller, uflatterende konkurrence-besættelser og den virkelig nasty skønhedsindustri.
»Kap en hæl og klip en tå«.
Sjældent har et evergreen-udtryk og en films undertitel været mere rammende. For med en ’The Substance’-vibe er den nordiske body-horror en voldsom gennemgang af de ekstremer, kvinder tyer til for at fremstå attraktive – og for at passe en smal og misogyn sko.
Vil man frem i verden, må man rette ind. Og vil man til bal for at ende som prins Julians tavse trophy wife, må man iklæde sig kvælende korsetter og sit påmalede og filler-fyldte game face. I al fald hvis ens mamacita er den sleske enke Rebekka, glimrende og modbydeligt gestaltet af Ane Dahl Torp.
Den onde (sted)mor er mere ond og fæl end nogensinde, ligegyldigt om hun bedriver lidt low key slutshaming, sutter unge pikke på ubehagelige tidspunkter eller pimper sine døtre, så familieøkonomien kan komme i orden.
Ak, pige- og kvindekroppen er efter sigende evigt salg- og modellerbar. Og det ser man på cirka tusind forskellige måder i det grænseoverskridende og symboltunge feministiske værk, hvor ironi sammensmeltes med mytologi, og hvor ækle sexistiske orme kryber i huden, i maden og i maverne.
De kryber i øvrigt også rundt i prinsens latterlige og gaslight’ende douchebag-digte, i hvilke liderlighed og hovmod forveksles med ridderlighed og romantik.
Men det kan (åbenbart) være svært at spotte fallisk råddenskab og red flags hos selv mænd med ganske fremtræden herskermentalitet og overgrebstendenser, når man er en ’I’m Just a Girl’-girl med lyster og Disney-fantasier. Og det er Elvira.
Hun er også sød, mega sjov og fuldstændig forfærdelig. Ja, Lea Myren tegner et komplekst portræt af en pige, hvis øjne med nyligt påsyede vipper (kæmpeklam scene!) besidder mani over eget hylster og en melankoli over at stå i skyggen af den billedskønne Agnes aka Askepot (Thea Sofie Loch Næss).
Kontrasten mellem det smukke og det væmmelige er et gennemgribende modsætningsforhold i ’Den stygge stedsøster’, og Blichfeldt veksler hele tiden mellem det frastødende og delikate. Det ene øjeblik lander mavesæk og -syre på de tunge støvede gulvtæpper i fifty shades of very trist grey, og i besnærende drømmesekvenser bliver kærlighedslængsler fremført i en sløret soft porn-æstetik.
Det er den dynamiske forståelse, der cementerer Blichfeldt som en både tematisk og visuelt begavet instruktør, der er værd at rette blikket mod. Det samme gør hendes overlegne evne til at forene grufulde sandheder med intelligent humor, når hun vellykket påviser, at ’naturlige’ idealer og strukturer altså bare er noget, vi leger.
Lige så vellykket ynder hun at gentage den almengyldige og hyper-hyppigt benyttede parole:
I en verden fuld af udsultede prinsesser, be Batman!
Eller måske endnu bedre … vær alle eventyrlige (og ikke-eventyrlige) kongerigers største skræk: en fucking grim heks.
Kort sagt:
Både eventyr og krop vendes på vrangen i Emilie Blichfeldts imponerende spillefilmdebut og geniale gendigtning af Askepot-fortællingen. Vi er alle blevet et morsomt og sandhedsspejlende feministisk klamhedsværk rigere.