’Didi’: Endelig! En ’Ladybird’ til alle de introverte, præpubertære drenge
Det er et helvede på jord, vi alle skal igennem: De få år mellem den bekymringsfri barndom og den ansvarstunge voksentilværelse, hvor hormonerne gør livet til en tåge af ekstremer og usikkerheder.
For den 13-årige Chris (Izaac Wang) eksisterer alt i ultimatummer. Storesøsteren Vivian (Shirley Chen), der snart flyver fra reden til UCSD (ikke den prestigiøse UCLA) er en heks. Den hjemmegående, kunstneraspirerende mor Chungsing (vidunderlige Joan Chen fra ’Twin Peaks’) er dødsens pinlig. Crushet Madi er uopnåelig. Og vennerne Soup og Fahad er guder.
På tv’et kører samtidens største komedie ’Superbad’, hvor den skelsættende sommer mellem studietrin betyder knald eller fald for hele resten af tilværelsen. For i instruktør og manuskriptforfatter Sean Wangs coming-of-age drama ’Didi’, der efter flot festivalopmærksomhed i USA nu endelig kan ses herhjemme på streaming, læser kalenderen det herrens år 2008.
Det er en svunden tid, hvor vennerne blev kontaktet på AOL-instant messenger, Lance Armstrong var kendt for de gule Livestrong-armbånd, og Facebook spurgte om din bedste vens navn som sikkerhedsspørgsmål snarere end åbent at promovere folkemord og hadtale.
Der er en mærkbar autobiografisk kant i den hjertevarme film, som både taler til den universelle oplevelse at blive uvenner med alle sine bekendtskaber over en måned, men samtidig til Wangs unikke oplevelse af at vokse op som tosproget minoritet.
De mange nostalgiske callbacks eksisterer således side om side med Bush-æraens grimmere tendenser. Mikroaggressionerne står i kø, når »bøsse« smides i flæng som skældsord, og Chris’ taiwanesiske etnicitet får grimme kaldenavne i vennegruppen.
Det er umuligt ikke at krumme tæer, da Madi komplimenterer Chris, at han er »ret cute af en asiat at være«.
’Didi’ har dog andre ambitioner end blot at være et periodedrama for millennials, som voksede op side om side med ’==D’-emojier, ’The Dark Knight’-maratoner og umuligt grynede videosamtaler. Selvom tidsskildringen sidder lige i skabet, er det den omtumlede teenager og hans omgangskreds, som er filmens bankende hjerte.
Chris er hverken specielt nørdet eller talentfuld. Faktisk er han farligt ordinær for en hovedperson i en genre, der er kendt for kassetænkning. Han giver sin date et stjålent viskelæder i gave, finder frem til skater-slang og filmfifs på Google og sluger en jointstump foran en flok undrende teenagere for desperat at imponere til en fest.
Som sin hovedperson er filmen forbløffende nede på jorden. Her er ingen deadline til den store fest eller en kaotisk roadtrip som metafor for rejsen mod at finde sig selv. Selv genrens obligatoriske rus på stoffer fremføres mere melankolsk end komisk og slutter med hovedpersonens hoved nede i toiletkummen – som de fleste nok kender det.
Det er vibes, der styrer slagets gang snarere end handlingsforløbet, og som resultat kan filmen føles en anelse episodisk. Ikke desto mindre sætter ’Didi’ sig i godt selskab med tidens mange ungdomsportrætter som ’Are You There God? It’s Me Margaret’, ’Eight Grade’ og – naturligvis – ’Lady Bird’.
Hvor alle de film handler om teenagepigers komplekse, indre følelsesliv, er det forfriskende, at ’Didi’ retter linsen mod det introverte, utilpassede drengebarn, der bare vil passe ind – og har det svært med sin forstående, hårdtarbejdende mor. Navnlig i en tid, hvor unge mænd og drenges forbilleder hovedsageligt består af pumpede grødhoveder og neokonservative medieklovne, der skriger dem ind i hovedet, at de skal tage sig sammen, rydde op på værelset og drikke flere proteinshakes.
I sådan en verden har vi brug for flere film som ’Didi’, der – med lige dele humor og kærlighed – viser, hvor svært det er at blive voksen.
Kort sagt:
Kan du huske sommeren 2008, vil ’Didi’ vække minder om klaptelefoner og hyggeracisme. Men først og fremmest skildrer periodedramaet glimrende den svære, præpubertære tilværelse for introverte drenge.