’Social Studies’: Hvis du troede, ’Euphoria’ var overdrevet, skal du se denne serie
Fotografen og dokumentaristen Lauren Greenfield siger selv i sin film ’Generation Wealth’ fra 2018, at hun portrætterer det ekstreme for at forstå det normale.
I sit anerkendte arbejde fanger hun vores overgearede, kapitalistiske verden og alle dens modsætninger og ekstremiteter og viser det frem så prangende og vulgært, som det er.
I ’The Queen of Versailles’ følger hun et stenrigt ægtepar, der på ikarosk vis bygger et hus så stort, at de i processen mister deres formue. I ’THIN’ dokumenterer hun en gruppe kvinders kamp mod livstruende anoreksi. I førnævnte ’Generation Wealth’, som i fotoform har været udstillet på Louisiana, samler hun et narrativ om den moderne fascination af rigdom og skønhed, og i ’The Kingmaker’ portrætterer hun den filippinske førstedame Imelda Marcos og den magt, hun, uden at være folkevalgt, akkumulerer.
Historier til tiden, må man sige.
Med hendes seneste dokumentar, serien ’Social Studies’, er tiden kommet til at undersøge sociale medier og unges forhold til deres telefoner. Det er en tendens med sine egne ekstremiteter og vel også en hjørnesten i at forstå, hvordan ekstremer bliver idealer for os alle: Aldrig før er vi så ofte blevet konfronteret med, hvor smukke, spændende, luksuriøse og interessante, andre menneskers liv (på overfladen) er.
’Social Studies’ følger en gruppe unge mellem 16 og 20 år, som tilhører forskellige socialklasser og nabolag i Los Angeles, og som alle er gået med til at lade Greenfield optage dem og deres liv og alt, hvad de foretager sig på deres telefoner.
I begyndelsen af første afsnit sidder en masse highschool-elever i en gymnastiksal og lytter til en lærer, mens de alle selvfølgelig har telefonerne fremme. Men nu svæver deres skærmoptagelser over dem og minder os om, hvordan sociale medier opløser de fysiske grænser for, hvem man er i rum med.
Greenfield får det skjulte frem i det åbne, dels ved disse optagelser af deres liv på og uden for telefonen, dels gennem interviews med dem enkeltvis og i grupper. Materialet, hun får ud af det, er peak amerikansk ’hver mand for sig selv’-kapitalisme.
»And they said ’Euphoria’ wasn’t real«, som en teenager siger med reference til HBO-serien, da en ung mand OD’er, bæres væk af sine venner og efterlades på fortovet, så ambulancen ikke opdager den fest, han kom fra.
Denne fest, som udspiller sig i de første afsnit af ’Social Studies’, er arrangeret af 16-årige Jack. Han har skabt sig et navn med sin TikTok og tøjmærket Loonar, som han siger promoverer lighed, men som vist mest udnytter den positive opmærksomhed, sådan en værdi giver.
Som så mange andre af hovedpersonerne jagter han rigdom og berømmelse i stil med, hvordan et råd om at spit on that thang blev til en podcast og kryptovaluta. Det samme gør den jævnaldrende Keshawn og hans kæreste. Der er views i at annoncere deres kommende forældreskab på TikTok.
Pigen Shelly poster næsten-nøgenbilleder af sig selv uden rigtigt at kunne svare på, hvad der får hende til det. Men som en af pigerne siger, blev Kim Kardashian jo berømt for sit sextape, så hvis man bare poster nok content, sker det samme måske for dig.
Fra det går vi over til en #metoo-bølge på en highschool, hvor eleven Anthony tager pigernes oplevelser med overgreb i egen hånd og poster om det på SnapChat, fordi skolen intet gør ved det. Flere fortæller om voldtægt og ubehagelige beskeder på nettet og en video, der går viralt, hvor en gruppe drenge udøver selvtægt og banker en påstået overgrebsmand.
Materialemængden i ’Social Studies’ er enorm, og temaerne er mange og ofte alvorlige, og det sociale studie af disse unges liv på nettet er banebrydende i sin grundighed. Men med det kommer også behovet for at bevare overblikket, som Greenfield af og til mister.
Serien tipper over i at minde mere om reality-tv end dokumentar-antropologi, og nogle gange virker hun til helt at glemme, at hovedtesen i serien er forholdet til sociale medier.
Det er dog stadig ret vildt at følge deres liv, som har givet mig en meget større forståelse for, hvorfor fænomener som the Bling Ring og the college emission scandal finder sted i disse miljøer.
Men det er også et problem ved ’Social Studies’, at det umiskendeligt er californiske miljøer, hvis fysiske nærhed til rigdom og underholdningsbranchen påvirker alt ved, hvordan deres liv ser ud – fra at date skuespillere til at have forældre, der selv arbejder i selvpromoverende brancher – uden at disse forhold bliver adresseret.
Det er forståeligt, at Greenfield taber tråden en smule undervejs. Det, de unge blotter om deres liv her, er urovækkende og ofte utrolig trist og en del af en meget større historie om tech-magt og mulighederne for at bevæge sig i det amerikanske samfund.
Men det må vel også næsten være historien i verden lige nu, og derfor er der stadig masser af grunde til at se ’Social Studies’.
Kort sagt:
Hvis du troede, ’Euophoria’ var overdrevet, så skal du se ’Social Studies’.